Læsetid: 4 min.

Inside Engell

4. august 1999

I GÅR morede Ekstra Bladet sig som så mange andre over Det Konservative Folkepartis unægteligt underholdende selvdestruktion og pegede ondskabsfuldt på tidligere trafikminister, den flinke og velmenende Kaj Ikast, som i realiteten den eneste egnede person på posten som fremtidig leder af det nu sønderlemmede og udsigtsløse parti. Mere ubarmhjertigt kan det dårligt udtrykkes, skønt et trods alt mere seriøst bud på kommende lederskab allerede nu et par dage efter Pia Christmas-Møllers pludselige afgang efter dolkestødet fra partiformanden tegner sig med makkerparret Brian Mikkelsen og Bendt Bendtsen. Men en sådan løsning - med en repræsentant fra Engell-fløjen som eventuel afbalancerende gruppenæstformand - løser ikke de fundamentale fløjproblemer og afhjælper overhovedet ikke de konservatives efterhånden fortvivlede position i vælgerbefolkningen.
De næste meningsmålinger bliver fornøjelig læsning for alle andre end de konservative selv, og kun et mirakel kan vende den udvikling. Ingen af de forhåndenværende gruppemedlemmer - inklusive tvangsorlovsfraværende - besidder tilstrækkeligt med begavelse, karisma, modenhed, karakter - vælg selv - til at genetablere tilliden hos de hæderlige og gode, solide konservative kernevælgere. Disse vælgergrupper, der er afgørende for partiets fremtid, har selvsagt ingen grund til at føle sig beroligede ved de sidste dages forløb, endsige ved en eller anden ny vaklende helhedsløsning - foretaget pr. politisk amatør i skikkelse af partiformand Andreassen, der kun mådeligt udfylder rollen som marionet med tidligere statsminister Schlüter som dukkefører.

Krisen er med andre ord, uanset hvad folketingsgruppen nu finder ud af, ikke overstået og bliver det heller ikke. Galleriet af aktører dementerer enhver optimisme på det gamle højrefolkepartis vegne, hvis kroniske sammenbrud som bekendt tager udgangspunkt i tidligere partileder Hans Engells spirituøse trafikuheld i Nordsjælland i februar 1997. Men uden en Engells uomtvistelige politiske duelighed og lejlighedsvise brutalitet, en blanding der udviser slægtskab med Schlüter, kunne og kan det Konservative Folkeparti ikke hænge sammen. Historiske modsætninger, enkelt sagt, mellem på den ene side de værdikonservative med et menneskeligt ansigt og ordentlige manerer og på den anden side de rå, egoistiske og forkælede business-børster, der erfaringsmæssigt ved nærkontakt kun viger for trusler om vold - eller en god advokat - formåede Engell, der dybest set og under hensyntagen til konjunkturerne tilhører begge kategorier, at holde sammen ved at centralisere magten, manøvrere behændigt, beherske medierne til fuldkommenhed og undertrykke alle tilløb til bøvl med hhv. kæp og gulerod (eller øl) - mest det første.

Ingen over og ingen ved siden af Engell er fortsat det konservative partis skæbne. Så længe han færdes på de politiske territorier, er han den dominerende hanbavian, hvis mindste grynt er mere værd at høre på end de andres brøl tilsammen. Det ved enhver. Kun Engell kan vinde de tabte stemmer hjem igen. Måske ikke dem alle, men mange. Og samtidig kan det jo ikke nytte noget, fordi der var dét med den betonblok. Manden kan hverken blive konservativ statsminister eller do justitsminister - no way. Men på den anden side kommer de konservative ikke i en position, hvor det bliver aktuelt at stille med en statsministerkandidat. Med de formodede kandidater bliver det imidlertid heller aldrig aktuelt. Det vil sige at partiet lige så godt kunne og burde æde ubehaget i sig og kalde Engell hjem på pladsen og skaffe sig en chance for en position i dansk politik igen. Men det kan på den tredje side heller ikke lade sig gøre, fordi de ikke kan døje hinanden i den gruppe, hvilket man ærlig talt har svært ved at bebrejde dem enkeltvis. Et flertal vil dertil hellere se partiet glide under spærregrænsen end gå under Engells åg igen.

Det hele er sagt på en anden måde ikke videre grinagtigt og må føre til visse spekulationer af mere gennemgribende karakter. Hans Engell er som antydet et politisk dyr med okkasionalistiske tilbøjeligheder, d.v.s. evnen til at indse en situations fordele for sig selv - og sin sag. Givetvis en forudsætning for en rigtig politikers overelevelse. Spørgsmålet må mere end én gang have strejfet Engell, hvornår partifællerne kommer til fornuft og tilgiver ham meget og på lempelige betingelser lader ham få lov til igen at tage fat på det arbejde, han duer så glimrende til, og som ingen af de andre evner. Svaret er åbenbart: at det gør partifællerne ikke. Og når de ikke gør det, kunne Engell jo selv finde på at foretage sig noget uopretteligt, tilsyneladende vanvittigt, men ved nøjere eftertanke ikke så vanvittigt endda, nemlig forlade den dødssejlende skude, der konsekvent vælger de tredjebedste rorgængere, og begynde forfra. Ikke som journalist, som den fhv. samme gerne koketterer med, men med et nyt konservativt parti. Ikke fordi der mangler partier på højrefløjen i Danmark, men fordi Engell alt i alt ville kunne hive temmelig mange vælgere over på sin person og så at sige på den facon redde den politiske konservatisme i Danmark, der nu er hjemløs. Reddet bliver den som antydet ikke på de nuværende vilkår, hvilket de føromtalte kernevælgere - de tænksomme af dem - for længst har indset.
I denne skitserede rolle som partistifter spiller det mindre rolle at selvsamme en gang kørte skidefuld rundt på Lyngbyvejen. Især hvis han bygger et nyt hus, vinder et valg og fortrænger konservatismens amatører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu