Læsetid: 3 min.

Institut: Danmark handler i strid med konventioner

De danske udlændingemyndigheders behandling af sager om familiesammenføring er tilfældig, uklar og i strid med internationale konventioner, siger Institut for Menneskerettigheder. Integrationsministeren afviser kritikken
13. oktober 2005

Sager om familiesammenføring afgøres alt for tilfældigt, viser den hvidbog, som Institut for Menneskerettigheder i går offentliggjorde. I Hvidbogen gennemgår instituttet 46 konkrete sagseksempler, hvoraf syv ifølge instituttet er klokkeklare overtrædelser af internationale konventioner.

Instituttet betragter det som stærkt problematisk, at der ikke er offentlig adgang til de enkelte afgørelser, og fremhæver, at det ofte er uklart, præcis hvad der ligger til grund for afslagene på familiesammenføring.

Dette gør dog ikke indtryk på integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), der først og fremmest hæfter sig ved de 39 sager, der ikke viser overtrædelser af konventioner.

"Kritikken går på forsørgelseskravet og tilknytning, men både forsørgelseskrav og tilknytningskrav blev jo indført af den tidligere regering, så jeg er noget forbløffet over, at instituttet nu mener, at det er kritisabelt," siger ministeren, der dog lover at gennemgå hvidbogen nøje og sende en redegørelse til Folketinget.

Forstår ikke minister

Afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheders Nationale Afdeling Birgitte Kofod Olsen, der fremlagde hvidbogen, forstår ikke ministerens forbløffelse.

"Vi er jo kommet med kritikken før, men denne gang er det altså med konkrete eksempler på sager, hvor mennesker er berørt af denne praksis. Og det er vel ligegyldigt, hvem der har indført reglerne, når det drejer sig om at få gjort noget ved problemet. Jeg havde håbet, at ministeren var gået ind på tankegangen om at offentliggøre sagerne i anonymiseret form en gang om året og eventuelt nedsætte et lovforberedende udvalg, som kunne gennemgå regler og praksis på området."

Institut for Menneskerettigheder rettede allerede i 2004 kritik mod udlændingereglerne, der i samme periode blev kritiseret af både Europarådets Menneskerettighedskommissær og FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder.

Siden er der sket nogle justeringer i praktiseringen af reglerne, men der er stadig problemer, mener instituttet.

"Myndighederne tager ikke hensyn til, hvilke følger deres beslutninger har for de berørte, og flere af kravene - eksempelvis forsørgelseskravet - administreres alt for firkantet. Men helt grundlæggende er der en manglende klarhed omkring afgørelserne," siger Maria Ventegodt Liisberg fra instituttets Forskningsafdeling.

Jurister bekymrede

Instituttet fremlagde hvidbogen sammen med repræsentanter fra Foreningen af Udlændingeretsadvokater, International Commission of Jurists (ICJ) samt foreningen Ægteskab Uden Grænser, som alle udtrykte bekymring for retssikkerheden, når reglerne praktiseres som i dag.

"Det er ekstra bekymrende, at afgørelserne ikke offentliggøres, fordi de har så stor betydning for folks liv," sagde bestyrelsesmedlem i ICJ, Jonas Christoffersen, mens formanden for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Helge Nørrung, lagde op til, at myndighederne gennemser tidligere sager, der ligner dem, der er påpeget som problematiske .

Ifølge Ritzau tvivler Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, dog på, at der er noget at komme efter, mens Socialdemokraternes integrationsordfører, Anne-Marie Meldgaard, lægger op til, at de berørte afprøver sagerne ved en domstol. Men det er en slap udmelding, mener de radikale.

"Det er politikernes ansvar at sikre, at de danske love lever op til internationale konventioner. Hvidbogen viser, at vi lever i et retsløst samfund og med en udlændingelov, der er gennemsyret af uigennemskuelighed, tilfældighed og uretfærdighed. Men det eneste, Venstre og Socialdemokratiet siger om kritikken, er, at borgerne må gå til domstolene, og det synes vi er en meget svag og passiv melding at komme med," siger Elsebeth Gerner Nielsen til Ritzau.

Ideologisk institut

På yderfløjene i Folketinget er fronterne trukket endnu tydeligere op. Mens Enhedslistens integrationsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, kalder oplysningerne "alarmerende" og kræver en tilbundsgående undersøgelse, afviser Dansk Folkepartis Jesper Langballe ifølge Ritzau al kritik og kalder Institut for Menneskerettigheder for et "ideologisk institut, der først og fremmest har til formål at udsprede propaganda".

Folketingets Udlændingeudvalg har kaldt integrationsministeren i åbent samråd i dag omkring reglerne for familiesammenføring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her