Læsetid: 8 min.

Den institutionelle konkurrenceevne

Fordi det i Danmark er sådan, at fortidens systemfejl har skabt nutidens velfærdsstruktur, så må de komparative fordele da også skabes ved at ændre velfærdsstaten. Institutionel konkurrenceevne handler derfor ikke bare om at forandre institutioner, men også om at inddrage alle samfundets beslutningstagere
18. september 2006

Hvad afgør Danmarks fremtid? Det korte svar er, at det gør den institutionelle konkurrenceevne.

Sådan har det ikke altid været. Begrebet institutionel konkurrenceevne er ganske nyt, hører til konkurrencestaten. Alligevel har det siden 30'erne været sådan, at en åben økonomi er afhængig af evnen til at konkurrere med andre økonomier. Kun lukkede økonomier - Nordkorea f.eks. - kan være ligeglade med deres konkurrenceevne.

For de mest åbne økonomier - Danmark f.eks. - er konkurrenceevnen til gengæld livsvigtig. Derfor er det også helt afgørende, hvad der lægges i begrebet 'konkurrenceevne'.

Begrebet er dog langt fra uskyldigt. Siden 50'erne har de vigtigste politiske konflikter stået om forståelsen af netop det begreb. Først blev ordet 'international konkurrenceevne' anvendt. Især af økonomer til at påstå, at et lands konkurrenceevne bl.a. afgøres af dets omkostningsniveau, herunder af omkostninger til løn. Af samme grund var perioden fra 50 til 80 overstrøet med overenskomstforlig og indkomstpolitiske indgreb.

Fra slutningen af 70'erne dukkede begrebet 'teknologisk konkurrenceevne' op. Her påstod industrisociologer, at det var teknologiniveauet, der var afgørende; troligt fulgte industri- og teknologipolitiske indgreb.

I 90'erne opstod begrebet 'strukturel konkurrenceevne'. Her gik økonomerne igen i front ved at påstå, at det var økonomiens strukturer - arbejdsmarkedets, uddannelsernes, etc. - der bestemte konkurrenceevnen. I Danmark førte begrebet således til dannelse af, hvad der nu kaldes, 'flexicurity' - kombinationen af et fleksibelt arbejdsmarked med velfærdssikring og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Alt dette for at sige noget vigtigt: At et nyt begreb - den institutionelle konkurrenceevne - er i støbeskeen, og at nye former for politisk-økonomiske indgreb er i vente.

Og at Velfærdsforliget er et af de første. I sig rummer forliget nemlig en forståelse for, at der kan skabes komparative fordele for den danske økonomi ved politisk at forandre samfundets institutioner - f.eks. paratheden til at uddanne sig, motivationen til at arbejde, holdningerne til sundhed, lysten til at stifte familie det vil sige alle de normer og værdier, vi bærer individuelt og kollektivt.

Social eksklusion

Og hvad er det så for en fremtidsforståelse, der ligger i begrebet? Der ligger en gryende forståelse for, at det er politiske reformer, der afgør fremtidens økonomiske succes eller fiasko. Og en forståelse for, at fremtidens udfordringer især er koncentreret i velfærdsstaten, og at fremtidens økonomiske vækst især afhænger af, hvorvidt det lykkes at fjerne velfærdsstatens systemfejl - den sociale ulighed som siden 70'erne (eller deromkring) - uventet og uvelkomment - er blevet mere synlig.

Sammenligner vi lande, gælder det enslydende, at en betydelig og stadig større del af befolkningerne helt eller delvist bliver ekskluderet fra produktivt arbejde.

Social eksklusion er et fælles problem. Og et af nutidens største. Fra land til land er der dog forskelle på, hvordan problemet er blevet håndteret. I Danmark er der forholdsmæssigt få, der er permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet, og som lever på offentlige overførselsindkomster. Alligevel har vi en relativ stor offentlig sektor, der på den ene side yder passive ydelser - overfører indkomster - og på den anden leverer service - hospitaler, skoler, plejehjem etc.

Ved sammenligning er den offentlige service ganske omfattende, og den private servicesektor ganske lille.

I England og USA er det omvendt. Her er den offentlige service begrænset og den private servicesektor omfattende. I Tyskland og Frankrig er både de offentlige (i.f.t. England og USA)og de private servicesektorer store (i.f.t. Danmark).

Med andre ord: Der er store forskelle på, hvilken rolle - og betydning - de offentlige og den private servicesektor spiller. Nogle har skabt en stor offentlig sektor, og gjort mange afhængig af offentlig overførsel (Danmark). Andre har skabt en lille offentlig og en stor privat servicesektor, og gjort mange afhængig af dårligt betalte og usikre jobs (England og USA). Endnu andre har kombineret de to (Tyskland, Frankrig, men især Holland).

Konsekvenserne for velfærdsstrukturen er da også forskellige: Høj beskæftigelsesgrad og lav fattigdom i Danmark; høj beskæftigelsesgrad og betydelig fattigdom i England og USA; lav beskæftigelsesgrad og begrænset fattigdom i Tyskland og Frankrig.

I Danmark er konsekvenser således særlige. Her har vi Europas mindste private servicesektorer, og verdens største offentlig sektor.

Den feminiserede sektor

Samtidig er den offentlige sektor blevet 'feminiseret'. Den tiltrækker kvinder, fordi de her har mulighed for at kombinere arbejdsliv med familieliv; arbejde på deltid, på nedsat tid eller have gode orlovs- og fritidsbetingelser. På den måde har velfærdsstaten samlet et tredobbelt fremtidsproblem:

n Den gør gruppen af ekskluderede afhængig af overførselsindkomster.

n Den tiltrækker kvinder, der prioriterer fleksible arbejdsbetingelser frem for løn.

n Og den begrænser mulighederne for, at der kan skabes en privat servicesektor.

Logikken er derfor klar nok. I Danmark står velfærdsstaten - og dens reformering - i centrum for fremtidens institutionelle konkurrenceevne.

Hvis altså, vi fortsat ønsker en stor offentlig og en lille privat servicesektor. Og hvis vi gør, så er det vigtigt, at så få som muligt bliver ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Og hvis det ikke altid lykkedes, ja, så er det nødvendigt med en fordelingsstat, der effektivt undgår fattigdom - og de medfølgende risici, især for børnene.

Begge statsformer vil således være nødvendige: Konkurrencestaten, der foretager sociale investeringer for at knytte så mange som muligt til arbejdsmarkedet, og fordelingsstaten, der beskytter mod fattigdom. Men det er konkurrencestaten, der skal minimere behovet for fordelingsstaten, og derfor også den, der står midt i orkanens øje, når den institutionelle konkurrenceevne skal forbedres.

Politik afgør konkurrence

For mange vil dette sikkert komme som en overraskelse: At det er politik, og ikke økonomi, der afgør konkurrencen i den globale økonomi.

Men når forskningen i dag skal pege på, hvad der forklarer den internationale økonomis globalisering, falder det første svar på politiske beslutninger (på den deregulering og afregulering, den markedsdannelse, der blev indledt under Reagan og som f.eks. afstedkom dannelsen af 'det indre marked' i Europa).

Og når forskningen dernæst skal forklare, hvorfor nogle lande klarer sig bedre i den globale konkurrence end andre, ja, så falder hovedforklaringen igen på politiske beslutninger (på evnen til at koordinere de rette politikker til at sikre fleksibilitet for virksomheder og arbejdskraft).

I begge tilfælde peges på, at globaliseringen afhænger af, hvorvidt politikerne kan og vil træffe beslutninger, der effektivitet forandrer netop de institutioner, hvis forandring er til forudsætning for at skabe komparative fordele i den globale konkurrence.

Og netop fordi det i Danmark er sådan, at fortidens systemfejl, har skabt nutidens velfærdsstruktur, så må de komparative fordele da også skabes ved, at ændre velfærdsstaten. Sådan lyder logikken og sætter hele samfundets evne til at forandre sig på spidsen.

Må lære af fortiden

Institutionel konkurrenceevne handler derfor ikke bare om at forandre institutioner, men også om at inddrage alle samfundets beslutningstagere for at gøre social innovation til hverdagspolitik - gøre evnen til at forandre samfundets institutioner med et socialt formål til noget der foregår hver dag, i alle samfundets organisationer.

Institutionel konkurrenceevne har to sider: At skabe økonomiske fordele ved at ændre incitamenterne til at arbejde, og at skabe beslutningsprocesser, der gør det muligt. Institutionel konkurrenceevne understreger begge del, men også, at det at lære, lede og legitimere forandringer er vigtige. Vi ser det allerede på mange planer.

Evnen til at lære af fortidens fejl og skaffe viden om fremtidens udfordringer udgør en del af konkurrenceevnen.

Og netop i disse tider søges den forbedret. For eksempel ved at skabe betingelser for at sammenligne skolernes resultater (elevernes faglighed) gennem internationale undersøgelser (PISA, f.eks.), eller gennem at benchmarke danske universiteter med hinanden.

Det sker også ved at der opbygges evalueringsinstitutter for sygehuse, plejehjem og andre offentlige organisationer. Og det sker ved at der laves nye økonomiske modeller for at forudsige nye udviklingstendenser (DREAM-modellen, f.eks.).

Den systematiske opsamling af erfaringer, evaluering af indsats, og beregning af fremtid, er på vej til at skabe en ny viden til grundlag for nye former for beslutninger.

Komparative fordele

Evnen til at lede på grundlag af ny viden udgør også en del af konkurrenceevnen. Vi ser, hvordan der siden 80'erne er opbygget et nyt økonomistyringssystem i den offentlige sektor, der gør regering og kommunalbestyrelser i stand til at sætte mål, rammer og resultatkrav for alle sektorens hundreder af organisationer og tusinder af medarbejdere.

Vi ser det i den nuværende kommunalreform, der lægger det meste af velfærdsstaten ned til kommunerne, men samtidig gør lederne af de enkelte organisationer (skoler, plejehjem) ansvarlige for, at deres organisation yder det bedste med de færreste ressourcer for at skabe komparative fordele.

Og vi ser det i nye politiske processer - nye måder at forberede social innovation på (Globaliseringsrådet, f.eks.) og at gøre det med en betydelig længere tidshorisont end tidligere (Velfærdsforliget, f.eks.).

Evnen til at legitimere konkurrencestaten udgør den sidste del af konkurrenceevnen. Og her ligger de allerstørste problemer - aktuelt som i fremtiden. Ingen har - om sagt - tænkt på velfærdssolidariteten, eller på hvad og hvordan at skabe accept af og respekt for - konkurrencestaten.

Det er påfaldende - nærmest chokerende - hvor lidt der er diskuteret demokrati i forbindelse med kommunalreformen - også selv om det er kommunerne der skal stå for konkurrencestatens opbygning, og som skal leverer de fleste af de komparative fordele.

Det er også påfaldende hvor lidt der er diskuteret velfærdssolidaritet i forbindelse med Velfærdsforliget.

Der er derfor ingen tvivl: En værdidebat er nødvendig, livsnødvendig. Det er helt afgørende, at den forholder sig til de udfordringer, de mange velfærdsforlig allerede har skabt for dansk demokrati og for dansk velfærdssolidaritet.

Den skal debattere hvad det er for nye demokratiformer, konkurrencestaten gør mulig; og hvad det er for en velfærdssolidaritet, der skal begrunde, at velfærdsstaten nu den har fået nye opgaver, nye formål og er blevet overdraget den opgave at skabe komparative fordele for det private erhvervsliv.

Sådan: Det er evnen til at forandre samfundets institutioner, der sikrer vækst og velfærd. I den globale økonomi. Derfor en ny form for politik under udvikling. Den handler om at lære, at lede og legitimere.

Hvordan det allerede går for sig, og hvordan det sikkert vil blive udbygget i fremtid, ja, det er en lidt anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu