Læsetid: 4 min.

Instruktion er instruktion er instruktion

En beskeden Stephen Frears fortalte på Copenhagen International Film Festival om lykken ved at være omgivet af dygtige mennesker - og en lille smule om hemmelighederne bag film
29. september 2006

Manuskriptforfatteren skriver, skuespillerne spiller og instruktøren instruerer. Nogenlunde så enkelt præsenterede Stephen Frears arbejdet på en filmproduktion, da han sidste fredag holdt masterclass på Copenhagen International Film Festival. Hvad instruktøren så gør, når han instruerer, var ikke let at få ham til at uddybe, mens han beskedent lod andre tage en stor del af æren for klassikere som Mit smukke vaskeri eller Farlige forbindelser. Som en dansk instruktør blandt publikum pointerede, fik man lyst til at slå sig ned og arbejde i England. Det hele lød så let derovre. Alle omkring instruktøren var dygtige, og dermed gav jobbet sig selv ...

At det dog ikke altid er let fremgik af afsløringen af, at det var fire ekstra indspilningsdage, der fik hans nye film The Queen til at fungere.

Filmen følger kommunikationen mellem Elizabeth II og Tony Blair efter prinsesse Dianas død. Er tragedien en privat affære eller en offentlig landesorg? I Venedig blev filmen for nylig belønnet med filmkritikernes pris, prisen for bedste manuskript og Helen Mirren blev kåret som bedste skuespillerinde. Første gennemklippede version af filmen havde ifølge Frears imidlertid slet ikke fungeret, men fire dages reshoots havde rettet op på det.

Ingen auteur

Eksemplet med The Queen demonstrerede en af Frears' centrale pointer: "Svarene er ikke det interessante," insisterede han. "Det er problemerne. Ved man, hvor problemerne er, kan man normalt løse dem. Man skal reducere alt til praktiske problemer, og så gå ud og løse dem."

Og så skal man som instruktør observere. Salens spørgsmål kredsede løbende om de fremragende skuespilpræstationer i hans film, men Frears nægtede at tage æren for dem. Som han skælmsk sagde, forventer han, at skuespillere dukker op på første indspilningsdag og er fremragende. Ikke desto mindre henviste han til et udsagn af Catherine Deneuve om, hvordan François Truffaut instruerede: Truffaut sagde som udgangspunkt ikke noget, men ulejligede sig med at observere, hvad hun gjorde.

Trods sin imponerende filmografi, der har en egen, ofte samfundskritisk stemme, betragter Stephen Frears ikke sig selv som auteur. "Jeg er snarere lidt billig," konstaterede han med sin tørre humor, der i løbet af de to timer konsekvent punkterede alle anslag til pral. Som han sagde, ville han ikke ane, hvordan han skulle diskutere film som kunst. Han voksede op på veldrejede amerikanske film som Red River, Ridderfalken og Singing in the Rain, og de var helt fine til ham. Som instruktør har han altid lavet film, han gerne selv vil se.

Frears havde oprindelig ingen ambition om at blive filminstruktør. Som barn blev han fascineret af teateret, og da han som ung arbejdede på The Royal Court Theatre i London fik han kontakt med instruktører som Lindsay Anderson og Karel Reisz. Det førte til filmen, men der har aldrig været en bevidst karriereplan. Han har gennem årene ventet på, at det gode materiale fandt ham, ligesom da en ukendt Hanif Kureishi i starten af 80'erne pludselig dukkede op med historien til Mit smukke vaskeri.

"Jeg finder stadig materiale, som interesserer mig, og som er fyldt med entusiasme. Jeg ved ikke hvorfor, men det er heldigt for mig. Det er hårdt at lave film. Man skal have noget, der kan få én ud af sengen om morgenen. For mig handler det meget om at kunne overraske mig selv, og det gør jeg ved at forholde mig forholdsvis passiv og tillade ting at finde mig."

"Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle lave en film om dronningen, før nogen pludselig foreslog det og havde en konkret idé. Det handler om at blive overrasket af noget materiale, og så er det lidt som et isbjerg. Man tror, man laver en bestemt film, og efterhånden opdager man, at materialet er dybere og dybere, og at det faktisk kommer fra ens egen underbevidsthed. Jeg er vel lidt freudiansk. Jeg foretrækker, når ting kommer fra underbevidstheden."

Børn af velfærdsstaten

I Danmark bliver man som gæst altid bedt om at forholde sig til dogme. Frears er begejstret for dogmes vilje til at gøre en dyd ud af begrænsninger, som at vende små budgetter til en fordel. Han har altid selv været meget bevidst om, hvilke historier der skulle fortælles til film eller tv afhængig af deres evne til at interessere et stort eller lille publikum. Det politiske drama The Deal om Tony Blair og Gordon Brown, som Frears lavede til engelsk tv i 2003, var med sit indenrigspolitiske fokus til landsmændene hjemme i stuerne. The Queen havde et anderledes bredt potentiale og kunne dermed bære et stort budget og lærred.

I forlængelse af dogme fortalte Frears, at han netop har forsøgt at fremhæve en håndfuld aktuelle britiske film, som varsler nyt og med fordel kan spejle sig i hinanden. Nicholas Hytners The History Boys, Anthony Minghellas Breaking and Entering, Roger Michells Venus (med manuskript af Kureishi), Kevin Macdonalds The Last King of Scotland samt The Queen beskæftiger sig ifølge Frears alle med moderne liv i England og kommer fra begavede instruktører med fælles erfaringsgrundlag fra teater og tv - og fælles baggrund som 'børn af velfærdsstaten'. Ingen har imidlertid villet lytte, fordi filmene konkurrerer med hinanden, og Frears kunne med et skuffet suk kun sige well done! til dogmes evne til at skabe en fælles front.

n'The Queen' har dansk premiere d. 11. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu