Læsetid: 4 min.

Instruktøren der længes efter det ulæselige

René Pollesch - prisbelønnet, kulsortseende og hæsblæsende instruktør og dramatiker - træder vor tid på dens ømmeste tæer
6. marts 2007

BERLIN Når de nu alligevel ikke kunne få Lars Norén på Betty Nansen Teatret, skulle de i stedet for at tygge drøv på Langdal og Hartmann måske hellere have forsøgt at snuppe René Pollesch?

Måske kan han gå hen og blive vor tids svar på Bertolt Brecht. Pollesch er en af Tysklands frækkeste og mest anerkendte yngre dramatikere og instruktører. Han har lavet teater siden slutningen af 1990'erne, og to gange i løbet af de sidste fem år har han modtaget den eftertragtede Mülheimer Dramatikerpris. Siden 2001 har han ledet Prater, der er annexscene til Volksbühne.

Tre yngre kvinder i hvide lange kjoler og høje sko styrter rundt. Snart er de foran kulissen, snart bagved, hvor de videofilmes, så man kan se dem på et stort lærred i højre side. På deres rumper er deres nettoløn på 207,50 euro (lidt over 1500 kroner) trykt. Ved siden af er kjolens pris på 298 euro trykt. 'Cool' og 'Angst' står der tatoveret på deres overarme oven over et billede af Angela Merkel. Vil man ind på det hippe arbejdsmarked i dagens Tyskland, må man først knokle til en nærmest ikkeeksisterende sulteløn, sørge for at se godt ud og være villig til at udføre ukvalificeret og ligegyldigt arbejde, samtidig med at man foregiver at være bedste venner med den amerikanske skuespiller Orlando Bloom.

Ingen regulær handling

Vi befinder os til teaterstykket Tod eines Praktikanten (En praktikants død). Informations korrespondent har tre dage i træk siddet med på tilskuerrækkerne til nogle af Pollesch' nyeste forestillinger. Totredjedele har uvist af hvilken grund italienske titler: Cappuccetto Rosso (Den lille Rødhætte) fra 2005, Strepitolino - I giovani disgraziati (Strepitolino - De ulyksalige unge) fra 2006 og Tod eines Praktikanten, der netop har haft premiere.

Pollesch, der er født i 1962, har studeret ved Anvendt Teatervidenskab på Justus-Liebig-Universität i Giessen. Stedet, der forsøger at forene teori med praktisk teater, har siden begyndelsen af 1980erne været en af de mest betydningsfulde teaterskoler i Tyskland. I Pollesch' teaterstykker er det umuligt at tale om en handling. What you see, is what you get, og det er op til tilskueren selv at skabe en sammenhæng i den talestrøm, der vælter ud af munden på de medvirkende. Alle personer har deres eget lille projekt, som de kører i tomgang med. Som for eksempel skuespillerinden med fjerparykken i hans stykke Cappuccetto Rosso. Hun mener, at hun langsomt er ved at blive ædt af en svamp. Det er lige på og hårdt. Nogle personer indtager scenen, og i løbet af nul komma nul er tempoet oppe i sjette gear med 210 km/t og alverdens beklagelser over det meste. Lige fra hende, der mener, at man kun kan gå ind i et skab, og at døren ud i det åbne for altid er lukket, til ham, der ikke kan huske sin replik og derpå klør sig i røven, "for dér har min hukommelse sat sig fast i den sidste tid".

Personernes køn og seksualitet er tvetydig. I teaterstykket Strepitolino hedder en kvindelig skuespiller Pasquale og spiller måske en drag, der tidligere har haft et forhold til instruktøren Damiano Damiani. Pollesch' personer er ofte groteske og stærkt selvoptagede. Damiano Damiani beklager sig til sine skuespillere over, at produktionen ikke længere sørger for en oppasser til ham. "Skal jeg nu passe på mig selv?" siger han og skutter sig i sin bæfarvede læderjakke fuld af selvmedlidenhed, mens han lader Burt Reynolds-solbrillerne dingle mellem tommel- og pegefingre.

Nazi-pengemaskine

Ved hjælp af sine personers idiosynkrasier får Pollesch afløb for sin lede ved den heteroseksuelle, hvide middelklasse. Kort sagt ved alle os, der bruger uhyrlige summer på at shoppe, nyde livet, ukritisk lader os stopfodre med dårlige film, og som med Pollesch' ord "endnu ikke betegnes som et problem". I Cappucetto Rosso har Pollesch set sig ond på filmen Der Untergang om Hitlers sidste dage i førerbunkeren. Hele det pengemaskineri, der vrider nazitiden til sidste dråbe og tager patent på den tyske skamfølelse, har Pollesch den dybeste foragt for. Han kalder filmen "biograflort" og er rasende på Bernd Eichinger, der producerede filmen.

"Det ville være bedre at glemme alle gerningsmændene, så man ikke længere kunne tjene penge på dem," siger en af kvinderne.

Den tromletykke instruktør-officer forlanger, at hvis de skal spille nazister igen-igen, vil han i det mindste modcastes og have rollen som Goebbels. Hans pind af en medspillerske kan få lov til at spille Göring.

Diabolsk og nådesløs

René Pollesch er en diabolsk, nådesløs og underholdende dramatiker. Hans kæpheste er indlagt som replikker, der gentages adskillige gange i løbet af stykket, så han kan være sikker på, at tilskueren fanger pointen. Det minder mest af alt om en cocktail af Noël Coward (boulevardkomedien), Dario Fo (det politiske) og Samuel Beckett (det absurde), når Damiano Damiani beklager sig over, at han "ikke kan få lidenskaben ned på et stykke papir," og fortæller, hvordan han længes efter det 'ulæselige'.

"Alt er så læseligt," himler han op og synger en klagesang om, at "alle, der bliver elskede, er forlegne og kede af det".

I Pollesch' teaterstykker er der ikke ret mange, der bliver elsket. Til gengæld smaskes personernes hjertekvabbabbelser, selvmedlidenhed og generelle utilpassethed lige op i tilskuernes fjæs med både ubarmhjertighed, komik og usentimental selvironi.

"Til syvende og sidst er det jo lige meget, om man lever eller dør," som Damiano Damiani siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu