Læsetid: 6 min.

Instruktøren, der blev mindre

I takt med den voksende ydre succes er Bille Augusts kunstneriske format som instruktør skrumpet ind. Men lad os ikke glemme hans mange gode film
24. juni 2005

Det er den klassiske beretning om en af landets store sønner, der drager ud i verden og indhøster mængder af mammon, men mister meget af sin sjæl. Da Bille August i 1992 vandt sin anden Guldpalme i Cannes for Den gode vilje, stod han på højden af sit ry med en halv snes kunstnerisk helstøbte spille- og tv-film bag sig. Så blev han international instruktør i stor stil, og siden har han ikke lavet en fuldt tilfredsstillende film.

Men som frafalden beundrer må man kvæle frustrationen over en karriere, der i alle andre henseender end den kommercielle er løbet af sporet, og minde sig selv om, at enhver instruktør har krav på at blive bedømt på og husket for sine bedste film. Og det kunstneriske tyngdepunkt i Bille Augusts produktion ligger så afgjort i dens første halvdel, filmene fra 1980'erne.

Dengang viste Bille August sig som en instruktør, der arbejdede med en stærkt personlig motivkreds, en sand auteur. Hovedmotiverne i de fleste af hans film kan spores tilbage til en dramatisk belastende opvækst - og en tidlig manddom, hvor han efter eget udsagn selv faldt ind i et fatalt manipulerende psykologisk mønster, der skabte ofre omkring ham.

Det gennemgående tema i de fleste af Bille Augusts film er psykisk og social undertrykkelse. Hvad instruktøren plejer at kalde "det nøgne menneske" eller "det inderste i mennesket" udsættes for forskellige former for smertefuldt pres, der resulterer i vantrivsel og ufrihed.

I den afklarede debutfilm Honning måne (1978) er det de restriktive samfundsnormer, der i al diskretion lægger presset på de to ubevidste hovedpersoner, montøren Jens (Claus Strandberg) og bibliotekaren Kirsten (Kirsten Olesen) - to stille eksistenser, som går tilværelsen troskyldigt i møde. En kvælende småborgerlighed i middelstandens mest fantasiløse favn tager livet af parforholdet, og Bille Augusts falkeblik slår ned på de normbetingede begrænsninger i Jens' og Kirstens tilværelse, der rammes ind af stift kirkebryllup og lak i håret, smalfilmsoptagelser og velguidet bryllupsrejse til Tenerife. Dagligdagen får selvafslørende symbolværdi, og billedernes afmålte totaler fastholder ufriheden. Men som drama lider Honning måne af, at det er et begreb (samfundsforholdene), der er hovedpersonernes modspiller og undertrykker, og ikke personer i kød og blod.

Børnenes mikrokosmos

Bille August gav sit tema en mere umiddelbar menneskelig appel, da han lod børn være ofre for forskellige former for forkvakling. En forældregeneration, som selv ligger under for velfærdspres og materialisme, svigter kontakten til børn, der som drengen i tv-filmen Verden er så stor, så stor (1980) reagerer ved at blive sengetisser. I Zappa (1983) skaber forældresvigtet en nådesløs hakkeorden blandt tre drenge i den tidlige pubertet, og det store samfunds grove undertrykkelsesmekanisme gentager sig i mikroformat i børnenes eget univers. Og temaet videreføres i fortsættelsen Tro, håb og kærlighed (1984), der ikke rummer meget af titlens optimisme, men mere bittersødme, smerte og forræderi. Her fremtræder Bent Mejdings fløjshandske-tyran, der kuer både hustruen og sønnen Erik, uforglemmeligt stærkt som Augusts mest skræmmende skildring af en manipulerende undertrykker.

Manipulation er også skræmmebilledet i den helstøbte tv-film Maj (1982), der bygger på Augusts eget manuskript. I denne neddæmpede, men intense historie udsættes den godlidende titelperson (Mette Munk Plum) for et hæsligt dobbeltspil af sin tilsyneladende troværdige kæreste (Søren Pilmark), men redder sig igennem ved hjælp af den feminine kraft, som August synes at tillægge moderskabet (han har selv syv børn).

De to hovedværker

Undertrykkelsen i Bille Augusts hovedværk, Martin Andersen Nexø-filmatiseringen Pelle Erobreren (1987) er i første række social, og den ellers så traumatiske far-søn-relation forvandles, så forholdet mellem den socialt underkuede Lassefar (Max von Sydow) og hans søn (Pelle Hvenegaard) bliver et rigt og varmende menneskeligt tyngdepunkt, unikt ikke blot i filmen, men også i Bille Augusts produktion.

Her er en episk tyngde og visuel prægnans, der er ny hos Bille August. Filmen taler - myndigt og med tilbageholdt medfølelse - om misbrug af mennesker. Og de stærke billeder af far og søns fluebefængte tilværelse i stalden modsvares af en fortættet, ofte dyster poetisk atmosfære: sorte træer mod en mørknende himmel; Pelle, der må hoppe fra isflage til isflage for til sidst at gøre front mod det kolde hav.

Filmen handler mindre om en 'erobrer' end om en begavet dreng låst fast i en tilværelse, hvor alt liv stækkes. Pelle må væk fra Stengården for ikke at blive indestængt af gårdens sociale ydmygelsesritualer. Derfor kan filmen ikke udmunde i bogens lyse forårstone, med en forklaret Pelle, der sætter "en åben, svedig erobrerpande mod verden", som det hedder hos Nexø. Pelles opbrud er en flugt i en vinterlig kulde, hvor det hav, der venter ham, ikke skaber håb om andet end forandring.

Bille Augusts andet hovedværk er Den gode vilje (1991-92), der gennem sine intense præstationer og sikre miljøskildring giver Ingmar Bergmans manuskript netop den rette blanding af uafviselig tyngde og sitrende nerve. Filmen er i højere grad end tv-serien centreret om det stormfulde forhold mellem Henrik og Anna, præsteægteparret, hvis ydre livsbane følger Bergmans egne forældres. Pernilla Augusts og Samuel Frölers præstationer fremtræder som et samspil af hypnotiserende intensitet.

En særlig blikkenes melodi gennemspilles med overvældende emotionel ægthedskraft af det umage par, som bringer hver sin stejle natur og hver sin sociale baggrund ind i et ofte katastroferamt forhold. Hos Fröler ulmer den konstante eksplosionsfare bag den stålsatte maske - vreden og bitterheden, der vendes indad og pludselig kan blusse ud i impulsiv vold.

Og Pernilla August skaber et sjældent rigt kvindeportræt af en pragtfuldt udtryksspontan frodighed. Hvilket giver hendes skygge af forhærdelse yderligere vægt, da hun afvises af sognebeboerne nordpå og derpå selv afviser den halvadopterede forsømte dreng Petrus.

Netop undertrykkelseshistorien om Petrus viser Bille Augusts mesterskab i sin fulde totalbilledestyrke, kulminerende i et hævnopgør, der stiger i en vand-brusende hadkurve.

Den store nedtur

Med Isabel Allende-filmatiseringen Åndernes hus (1993) begynder forfaldet. Det stjernestrøede epos klinger hult og holder sig kun flydende som kulørt underholdning takket være instruktørens håndelag.

Langt bedre lykkes Selma Lagerlöf-filmatiseringen Jerusalem (1996), der er henlagt til samme tidsperiode og delvist samme isolerede provinsmiljø som Pelle Erobreren og også gennemstrømmes af den nordiske sensibilitet, der ligger bag alle instruktørens bedste film. Jerusalem har sin styrke i de svenske landsby-afsnit, hvor dommedagsprædikanten Hellgum (Sven-Bertil Taube) fører sig frem som det lokale magtmenneske, der suggerer befolkningen til en udvandring til Jerusalem. Afsnittene herfra har ikke samme intensitet, men Jerusalem er klart Bille Augusts bedste film, efter at han blev et internationalt navn.

Frk. Smillas fornemmelse for sne (1997) markerer især en stræben mod kulturel mondænitet og lurmærket prestigesucces, som flere gange har kunnet spores i instruktørens aktiviteter efter Den gode vilje. For hvordan skulle en instruktør, der helst skildrer "det nøgne menneske", få hold på en hovedfigur, der er så indhyllet i sarkasme og intellektualitet som Smilla?

Derimod kan Bille August i bestillingsarbejdet Le Misérables (1998) vende tilbage til undertrykkelsestemaet, når han følger politi-inspektøren Javerts (Geoffrey Rush) jagt på den skæbneforfulgte Valjean (Liam Neeson) - et rendyrket eksempel på den magtbrynde, der bevidst udelukker muligheden for medfølelse. Men som helhed løfter Les Misérables sig ikke over det kompetente storfilm-skrædderi.

Instruktørens come-back som 'personlig' filmskaber, Alzheimer-kærlighedshistorien En sang for Martin (2002), rammer mod slutningen en renfærdig tone af resigneret indsigt. Men inden da har Bille August malket for mange forudsigelige situationer for nem patos, som når hustruen Barbara (Viveka Seldahl) tager sin psykisk stærkt svækkede mand med ud at svømme på livsfarligt dybt vand, eller når hun holder et større restaurationsselskab for ham med de forventede katastrofale konsekvenser.

Den engelsk-danske coproduktion Return to Sender retter på ingen måde op på Bille Augusts mangeårige kunstneriske krise. Men dens beskedne præg af hæderlig B-film sammenskruet som ren krimi-underholdning gør den mere sympatisk end flere af instruktørens mere mondænt prætentiøse udspil. Og i skildringen af den manipulerende eks-sagfører (Aidan Quinn), der under maske af venskab udnytter dødsdømtes livshistorie, rammer instruktøren, især i filmens første halvdel, en mere personlig tone.

Bille Augusts sande come-back har vi stadig til gode. Han tilhører ikke længere dansk films kunstneriske elite.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu