Læsetid: 4 min.

Integration for eliten

4. marts 2002

PÅ ONSDAG er Danmark blevet regeret i 100 dage af VK-regeringen og med Dansk Folkeparti som fast støtteparti og parlamentarisk grundlag. Ved sin tiltræden lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen en lang række initiativer inden for de første 100 dage, blandt dem et »samlet udspil til en stramning af udlændingeloven og en forbedring af integrationsindsatsen.« Symptomatisk for VK-DF-alliancen har man for længst præsenteret de udspil, der skal vanskeliggøre udlændinges adgang til Danmark, hvorimod en integrationspakke har ladet vente på sig. Som DF’s gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fredag sagde til Ritzau: »Hvis vi når så langt (med stramningerne, red.), så vil der være så få udlændinge tilbage, at integrationen ikke bliver et stort problem.«
Dét er minister for flygtninge, indvandrere og integration Bertel Haarder (V) næppe enig i, og det forventes, at han i morgen – i allersidste øjeblik – præsenterer et integrationsudspil. Sagen har cyklet frem og tilbage mellem Haarder og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og er skiftevis blevet fremskyndet og udskudt til det bredere beskæftigelsesprogram ’Flere i arbejde’, der ventes fra Hjort Frederiksen senere på året. Status er efter sigende, at Integrationsministeriet er blevet efterladt med et ressourcesvagt integrationskontor, mens hovedansvaret for integrationspolitikken er landet i Beskæftigelsesministeriet, hvis da ikke i Undervisningsministeriet, hvor dansk-undervisningen hører hjemme. Som Integrationsministeriets nu fratrædende og frustrerede kampagneleder for statslig integration, Hanna Ziadeh, lørdag sagde til Haarder via Politiken:
»Hvorfor kan du ikke indrømme, at Integrationsministeriet ingen integrationspolitik har, ingen vision eller strategi har for, hvordan regeringen vil opfylde befolkningens legitime ønske om, at det danske samfund ikke deles langs etnisk betændte linjer?«

ET FINGERPEG om, hvad regeringen har eller ikke har, blev givet fredag, da Haarder præsenterede et forslag om at give udenlandske læger, IT-specialister, ingeniører og andre asylansøgere med særlige kvalifikationer lov til at arbejde, mens de er i landet – også selv om de sidder i en asyllejr. Det er for en umiddelbar betragtning et rigtigt forslag, al den stund kombinationen af lediggang og usikkerhed om egen skæbne er omtrent det mest selvværdsnedbrydende, man kan udsætte en asylansøger for. Asylcentrene producerer mange omkostningstunge klienter til det sociale system blandt de mennesker, der efter ofte årelang passiv ventetid ender med at få opholdstilladelse, men i mellemtiden har mistet selvtillid, kvalifikationer og arbejdsevne. Omvendt viste den midlertidige særordning fra 1999 for Kosovo-flygtningene, at de, der tog imod tilbuddet om at arbejde i asylperioden, fik færre sygedage og øget evne til at klare sig selv. Derfor er forslaget også blevet positivt modtaget af Socialdemokratiet, af Dansk Arbejdsgiverforening samt af indvandrerorganisationen Indsam.
Begrænsningen er imidlertid, at Haarders tilbud alene gælder et forsvindende mindretal af asylansøgere. Flygtningeskarens elite. Røde Kors’ asylchef Jørgen Chemnitz vurderer, at tilbuddet har relevans for 100-200 af de 10.000 ansøgere, der løbende opholder sig på centrene. Paradokset er, at det er i den store restgruppe af flygtninge med ingen eller begrænset uddannelse, at behovet for en aktiv beskæftigelsespolitik er størst. For det er først og fremmest i denne gruppe, der produceres socialklienter og marginaliserede medborgere, herunder personer i potentiel konflikt med det danske samfund.
Bertel Haarder udtrykte forleden overraskelse over, at syv ud af ti asylansøgere ender med at få opholdstilladelse i Danmark. Når han har sundet sig på den oplysning, bør han indse – eller få Bjørn Lomborg til at forklare sig – at det er omkostningseffektivt og sund samfundsøkonomi at udvide retten til at arbejde i asylperioden til alle asylansøgere, så man i videst muligt omfang får aktive, selvberoende og integrationsmotiverede mennesker ud fra asylcentrene.

AFGØRENDE ER det naturligvis, at det er udtryk for almindelig anstændighed at give mennesker en lige behandling. Som de radikales integrationsordfører Christian Brix Møller sagde fredag: »Vi vil ikke være med til at diskriminere blandt asylansøgerne. Det er umenneskeligt for dem, som ikke er blandt de heldige, når regeringen nu går i gang med at støvsuge asylcentrene for specialisterne.«
Denne diskriminerende umenneskelighed genkendes fra et andet fremlagt integrationsforslag fra regeringen – forslaget om at ledige flygtninge og indvandrere i de første syv år skal modtage en markant lavere socialydelse end danske statsborgere på kontanthjælp – med det formål at motivere udlændingene til at tage et arbejde. Tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) prøvede noget tilsvarende med den såkaldte integrationsydelse for et par år siden, men endte med at droppe den, fordi den ikke virkede. Eftersom arbejdspladserne ikke var der – og det er de stadig ikke, når det gælder de lavt uddannede – fungerede integrationsydelsen som et rent afstrafningsredskab, der alene producerede fattigdom og faldende selvværd blandt udlændingene. Altså igen udtryk for dårlig samfundsøkonomi.
Man kan forestille sig, at Haarder sådan set går ind for at behandle mennesker ordentligt og lige. Hans store problem er, at flertallet ligger hos Dansk Folkeparti, der er skræmt fra vid og sans af ethvert forslag, der kan få udlændinge til at føle sig ordentligt behandlet og velkomne i Danmark.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu