Læsetid: 5 min.

Integration er et strukturproblem

I Danmark er det indvandrerne, der er problemet, i Sverige er det systemet, de lever i. Det er ifølge flere forskere forklaringen på en sober tone i den svenske indvandrerdebat
18. april 2006

Nuanceret, sober og anstændig - sådan karakteriserer indvandrere og forskere debatten om flygtninge og indvandrere i Sverige. For højredrejningen fik aldrig for alvor taget om den offentlige debat, også selvom nynazisterne i 90'erne marcherede gennem gaderne, den såkaldte lasermand skød tilfældige indvandrere og det højrepopulistiske Ny Demokrati sad i det svenske parlament.

"Det skyldes, at vi har formået at vende blikket fra indvandrerne til os selv og vores eget samfund. Det er ikke indvandrerne, der er problemet, men samfundets holdning til dem," mener Masoud Kamali, der er professor i socialt arbejde ved Centrum for Multietnisk forskning på Uppsala Universitet og en højrøstet stemme i indvandrerdebatten. Ifølge ham er det strukturerne i samfundet, der ligger bag ghetto-problemer, arbejdsløshed og kriminalitet blandt nysvenskere.

"Selv om indvandrerne selv har ansvaret, er det også i høj grad samfundets og magthavernes pligt at hjælpe dem. Det tager man alvorligt i Sverige - også i højere grad end i Danmark og Norge, som har stærke højre-populistiske partier, der alene ser indvandringen som en trussel og har gjort dette til et politisk spørgsmål," siger Masoud Kamali, der oprindeligt stammer fra Iran og leder den svenske regerings udredning om strukturel diskrimination.

Os og dem

Omkring 14 procent af den svenske befolkning har indvandrerbaggrund, og selvom flygtningepolitikken er blevet strammere, flytter der årligt omkring 50.000 udlændinge til Sverige. Selvom den racistiske vold har været langt mere synlig i Sverige end eksempelvis i Danmark, peger Masoud Kamali på, at der i befolkningen og blandt meningsdannere nærmest hersker konsensus omkring indvandrerne. Det afspejlede sig i diskussionen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som alle de store svenske dagblade uanset politisk observans var enige om krænkede muslimerne unødvendigt. I Danmark er der flere, der ser dette som politisk korrekthed, og som den tidligere danske integrationsminister Bertel Haarder skrev i en kronik i Jyllands-Posten:

"I Sverige er det åbenbart let at komme i medierne, hvis man siger noget, der kan bruges mod Danmark. Men sandheden er, at danskerne er et af de mest tolerante folk i Europa."

- Kunne man mene, at svenskerne ikke tør sige, hvad de virkelig mener?

"Det, tror jeg, er helt forkert. I Danmark har man successivt åbnet for diskursen ved at sige, at vi må løfte låget for at få luft. Jeg mener bare ikke, at låget nogensinde har været på. Det er en forestilling, at noget må ud. I svenske aviser er der hver dag indvandrerkritiske debatindlæg, men de nuanceres ved en aktiv moddebat, så befolkningen selv kan tage stilling. Jeg ser debatten som meget åben, men fremmedfjendske holdninger accepteres bare ikke som stuerene," siger han.

Nationalsangen forbudt

Måske blev debattonen også for forsigtig efter 90'ernes erfaringer med højrepopulisme og nynazisme, mener Daniel Poohl, som er redaktør ved tidsskriftet Expo, der skriver om demokrati og racisme.

"I Sverige er man meget opmærksom på krænkende udtalelser, også fordi debatten med Ny Demokrati i 90'erne kammede over. På den anden side, blev tonen muligvis for forsigtig. Eksempelvis forbød man dengang i visse skoler nationalsangen ved skoleafslutninger.

Samtidig havde man en noget naiv holdning til det multikulturelle, som man så som meget eksotisk," siger Daniel Poohl, der ser, at man i dag igen er begyndt at stille spørgsmål ved de fasttømrede opfattelser. Der er en fornyet diskussion, selv om det stadig anerkendes, at en vis grad af politisk korrekthed er nødvendig.

"Politisk korrekthed eksisterer i alle samfund. Der vil altid være noget, du ikke siger for ikke at såre andre, uanset hvad det handler om. Jeg tror, der er et billede af, at mennesket i sin grundholdning er racistisk, men det billede mener jeg er forfejlet," siger han og karakteriserer Sveriges indvandrerdebat som åben og levende.

Sverigedemokraterne, som i dag er det mest højredrejede parti, spår han ikke mange chancer for at kom-me ind i det svenske parlament, blandt andet fordi svenskerne stadig har erfaringerne fra 90'erne i deres hoveder.

Bange for overbudspolitik

De resterende partier i parlamentet holder sig desuden langt fra den fremmedfjendske retorik, mener danskeren Carl-Ulrik Schierup, der har boet i Sverige i mange år, har forsket i racisme, integration og etnicitet og er professor ved Linköpings Universitet.

"Indvandrerdebatten er både saglig, engageret, realistisk og selvkritisk. Partierne holder hinanden i skak, for man er bange for en dansk overbudspolitik i indvandrerspørgsmålet og for at debatten eskalerer," mener Carl-Ulrik Schierup, der påpeger, at både højre- og venstrepartier er enige om, at integration er et strukturelt problem. Forskellen mellem partierne ligger i løsningerne.

"I Sverige er det en falliterklæring, hvis man ikke klarer integrationsproblemerne. Det er i løsningerne, der er forskel på højre og venstre. Højrepartierne søger løsninger i den liberale, markedsorienterede politik, mens venstrepartierne mener, de ligger i statens øgede indflydelse," siger han.

Og der er stor anerkendelse af, at der er problemer, som må løses, mener Aleksandra Ålund, der ligeledes er professor ved Linköpings Universitet og har haft ansvaret for den svenske magtudrednings afsnit om integration og etnicitet.

"Intentionen med den svenske politik har ikke været at skjule, at der er problemer, men snarere at ligestille. Integrationen i Sverige er baseret på at få alle til at føle sig som svenske medborgere," siger hun.

Og det er lykkedes ganske godt, mener Bejzat Becirov, som er grundlægger og leder af Islamic Center i Malmø. Men det er ikke kun svenskerne, der skal acceptere indvandrerne - de nye svenskere må også anerkende Sverige som deres nye hjemland og i fællesskab med resten af befolkningen arbejde for landets bedste.

"Vi har alle et ansvar for, at det går landet godt, både økonomisk og socialt, og overordnet set tager man hensyn til, at en halv million muslimer har Sverige som sit hjemland. Tonen har været neutral, men ansvarsfuld, og man kan sagtens tale om tingene, men selvfølgelig går det i perioder den anden vej," siger han. Sidste år blev moskeen i Malmø udsat for to brandattentater, men Bejzat Becirov mener, at overgreb og mistænksomhed gør dialogen ekstra vigtig.

"Det må ikke afholde os fra at prøve at forstå hinanden - snarere tværtimod."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu