Læsetid: 7 min.

Integrationens forudsætning

Hvis de danske udvandrere til USA, ankom med ubehag ved alt amerikansk og modvilje mod at blive amerikanere, så var denne integration naturligvis ikke mulig. Den forudsatte loyalitet mod USA og viljen til at blive amerikansk
7. juni 2005

Når vi i konfirmandundervisningen kom til jødernes fangenskab i Babylon, dér, hvor jøderne nægtede at lade sig integrere og til den ende gjorde Moseloven til det hellige hegn, der endegyldigt skilte dem fra babylonerne, så plejede jeg at nævne de danske udvandrere til USA for at belyse problemet.

Hvor lang tid tror I, det tog for en dansker at blive amerikaner? spurgte jeg konfirmanderne. Hvad skete der med familien, når en dansk familie udvandrede til USA?

Vi var enige om, at forældrene blev ved med at være danske i sind og sjæl. De var vokset op i Danmark, havde gået i skole i Danmark, var børn af dansk kultur og tradition - så forældrene blev ved med at være danske i USA, selv om de lærte at tale amerikansk. Men hvad med deres børn? Ja, børnene blev jo i hvert fald halvt amerikanske, for de gik i amerikansk skole, havde amerikanske kammerater, blev normalt gift med en amerikaner og fik amerikanske arbejdskammerater - så selv om de talte dansk med deres forældre i hjemmet, så var de blevet mere end halvt amerikanske. Og deres børn igen, børnebørnene i familien, de blev jo helt og fuldt amerikanere. Derom var der ingen tvivl.

Og således var vi enige om, at det tager tre generationer for en familie at blive integreret i et nyt land.

Men - der er unægtelig én forudsætning for det hele: Forudsætningen for dette vellykkede integrationsforløb er, at indvandrerne viser vilje til at integrere sig.

Hvis de danske udvandrere til USA, ankom med ubehag ved alt amerikansk og modvilje mod at blive amerikanere, så var denne integration naturligvis ikke mulig. Den forudsatte loyalitet mod USA. Den forudsatte viljen til at blive amerikansk.

Dette er al integrations forudsætning og betingelse.

Og derfor var den lange integrationsdebat i Folketinget den 12.maj så velgørende, for i den dagsorden, som Folketingets flertal vedtog, hedder det som konklusion: "Folketinget konstaterer, at al integration forudsætter, at den enkelte indvandrer selv tager et ansvar og viser vilje til at lade sig integrere".

Kun krav til indvandrere

Sådan! Dette er udgangspunktet for integration. Dette er forudsætningen for integrationens mulighed. Her er dét sagt, der alt for længe er blevet fortiet og fortrængt i Danmark.

Nej, det er ikke danskerne, der skal stilles krav til, når vi taler om integration, men det er til indvandrerne. Og denne indlysende forudsætning er blevet overset af to grunde.

For det første, fordi det ligger i enhver socialdemokratisk-radikal problemstilling, at mennesker, især de, der er fremmede og udgør et mindretal, er altid ofre, og et offer kan aldrig gøre for det.

Et offer kan altid stille krav til andre, men ikke til sig selv. Det er det ene.

Det andet er, at alt for mange af de indvandrere, der i den sidste menneskealder er kommet til Danmark, er uden loyalitet og respekt for dansk kultur, fordi de tilhører en religion og kultur, der betragter den danske som mindreværdig. Og her kommer vi så til det, der er integrationens egentlige problem i Danmark af i dag - nemlig, at vi befinder os i en moderne folkevandringstid, og at folkevandringen går fra den tredje verden til den vestlige verden. Og den tredje verden er i vid udstrækning muslimsk. Men den vestlige verden er kristen.

De danske udvandrere i slutningen af 1800-tallet var kristne mennesker, der kom til et kristent USA. Dermed var en afgørende hindring for integration elimineret. Derfor havde danskerne god vilje til at integrere sig i USA. Dermed var forudsætningen for integration i orden.

Var de derimod ankommet til USA med alle forbehold over for den amerikanske virkelighed og besjælede af uvilje ved dens grundlag og kultur, så var de formentlig aldrig blevet amerikanere, men ville kun have bidraget til en ghettoisering af USA.

For naturligvis handler integration ikke kun om at komme ud på arbejdsmarkedet. Sådan har danske politikere og meningsdannere alt for længe talt og tænkt. Det eneste saliggørende var, at indvandrerne kom i arbejde. Og vist er arbejde godt for integrationen, men det afgørende for enhver integration er og bliver, hvad folketingsvedtagelsen sagde: At al integration forudsætter reel vilje hos den enkelte indvandrer til at lade sig integrere.

Bliv danske

For når man kommer til Danmark, kommer man jo ikke til et ubeboet landområde. Danmark er ikke en tabula rasa, en tom tavle, som indvandrerne skal udfylde. Men Danmark er en 1000-årig nation med en gammel kultur og tradition, som de fremmede skal blive en del af. Deri består integrationen.

Indvandrerne skal blive danske. Indvandrerne skal vise vilje til at lade sig integrere i det Danmark, de kommer til. Det er ikke Danmark, der skal forandres af hensyn til de fremmede. Men det er de fremmede, der skal lade sig forandre for at blive danske. De er jo kommet hertil efter eget ønske. De har selv bedt om at måtte komme indenfor. Så må de som gæster selvsagt acceptere værtens husorden og virkelighed - og at gøre dette, det er at blive integreret.

Og her kan vi ikke lukke øjnene for det betænkelige forhold, jeg allerede har været inde på: at den stor del af de fremmede, der nu opholder sig i Danmark som indvandrere, er muslimer og som sådanne i et dybt modsætningsforhold til dansk kultur.

Venstrefløjen i Folketinget svarer: Jamen, der er religionsfrihed i Danmark! Javist, der er religionsfrihed i henhold til vores grundlov, men religionsfriheden er også et forhold, der kun er forståeligt på kristne præmisser.

Det er nemlig kristendommen, der siger, at man må ikke tvinges til tro. Her skal der herske frihed. Tros- og religionsfrihed. Det er alt sammen en følge af kristendommens adskillelse af lov og evangelium, af kejserens og Guds rige, af verdsligt og helligt.

Fordi kristendommen gør samfundet til verdsligt område, til det, der med et fremmedord hedder sekulært område, derfor skal der i samfundet være religionsfrihed.

Men tag ikke fejl af, at hvor denne adskillelse mellem kejserens og Guds rige, mellem sekulært og helligt ikke findes, dér er der heller ikke religionsfrihed, men hellig fanatisme, tyranni og utålsomhed.

Eller findes der religionsfrihed i muslimske samfund? Er det dér accepteret, at muslimer lader sig døbe? Er de danske vilkår gældende dér, hvor shariaen hersker? Nej, for dér gælder det, at frafald fra islam er ensbetydende med livsfare. En hellig lov tillader ikke religionsfrihed. I islamiske lande er blasfemi årsag til fatwaer, dødsdomme. Tænk blot på Salman Rushdie. Tænk blot på filmmanden Theo van Gogh i Holland. Derfor var det, at Dansk Folkeparti for nylig ville ophæve blasfemiparagraffen i Danmark, for den er i dyb modsætning til kristendommen og den religionsfrihed og ytringsfrihed, der er en konsekvens af kristendommen. Men alle andre end Dansk Folkeparti ville bevare blasfemiparagraffen - ofte med de ynkeligste begrundelser.

Som alle kan høre: Hver nærmer vi os det område, der gør integration i dagens Danmark til en vanskelig og betændt affære. Forholdet er, at det kulturelle grundlag, som de fremmede skal integreres i, ofte betragtes med modvilje og afvisning af dem, der skal integreres. Alt for mange af dem kalder Danmark et vantro og fordærvet land. De vil for så vidt ikke integreres.

Men vi i Danmark må naturligvis svare: I skal integreres, for ellers går landet i stykker!

Betyder det så, at de fremmede skal tvinges til at blive kristne og at religionsfriheden skal ophæves? Nej, denne frihed er en afgørende del af den danske kultur, der har kristendommen som baggrund. Men det betyder ét: at de fremmede, der ikke vil integreres - og vil de ikke integreres, så må de rejse hjem - skal respektere den kultur og tradition, der siger, at i Danmark er den danske grundlov loven i landet, som ingen hellig lov eller sharia skal have ret til at anfægte.

Intet over og intet ved siden af grundloven! - det er det uopgivelige krav i forbindelse med integration i Danmark. At dette er et sekulært samfund, hvor loven er til for menneskelivets skyld og ikke mennesket for lovens skyld. At den danske grundlov, som i sig indeholder kernen i dansk kultur og tradition, bl.a. sammenhængen mellem den danske folkekirke og den danske stat, er integrationens sine qua non - den uopgivelige forudsætning for livet i Danmark.

Grundloven skal de fremmede respektere. Grundloven er netop integrationens 'grund-lov' - med alt, hvad der ligger heri.

Dette er udgangspunktet for det arbejde, som nu sættes i gang for at få en mislykket og kuldsejlet integrationsproces sat i gang.

Regeringen er kommet med et udspil, som prøver på at samle fiaskoerne op og stille krav og komme med belønninger. Der er tale om et arbejde, der skal lykkes, fordi fortsat fiasko er katastrofal for Danmark. Sammenhængskraften vil så uhjælpeligt blive sprængt. Ghettodannelsen i landet vil brede sig med frygtelig hast. Integrationen er slet og ret en nødvendighed.

Men hvis man ikke ser integrationens forudsætning i øjnene og tør tale ligeud om den, putter man kun blår i øjnene på sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her