Læsetid: 4 min.

Integrationens virkelige forudsætning

Krarup burde sætte sig ned på sin bagdel og prøve at udvise den forståelse for indvandrerne, der er et kristent land værdigt
15. juni 2005

"Det er ikke danskerne, der skal stilles krav til, når vi taler om integration, men det er til indvandrerne." Sådan opfatter Søren Krarup (SK) danskernes rolle i integrationsprocessen (|Integrationens forudsætning', Inf. den 7. juni). Danskerne kan sidde mageligt tilbagelænede, fast forankret i deres tusindsårsriges kulturarv - nu styrket af en dansk kanon (den bedste danske roman, det bedste danske kunstværk, den bedste danske film osv.) - overvåget af Europas ældste kongehus, der oplever en popularitet uden fortilfælde i de senere år. Indvandrene skal gøre alt for at frasige sig deres egne kulturelle traditioner og værdier for overhovedet at opholde sig i Danmark - ellers må de rejse hjem.

Problemet i SK's forestillingsverden er bare, at uanset hvor meget indvandrene bestræber sig på at blive ligesom danskere, kan de i virkeligheden aldrig opnå denne privilegerede status. Kamal Qureshi, MF for SF, fik følgende budskab med på vejen fra SK under en folketingsdebat: "Og må jeg dog bede hr. Kamal Qureshi om at prøve at sætte sig ned på sin bagdel og prøve dog at forstå, hvad det er for et land, han er kommet til." Politisk uenighed besvares med beskyldninger om, at indvandrene aldrig kommer til at forstå den danske kultur. De er og forbliver fremmede - det ord som SK ynder at bruge om indvandrerne.

Det kan derfor undre, at en repræsentant for Dansk Folkeparti, Danmarks etniske renheds vogtere, bruger USA som et eksempel til efterfølgelse. USA er som bekendt et land som fra dets oprindelse var sammensat af indianere, afrikanere (som udgjorde flertallet af nyankomne til Amerika før 1820) og europæere, og som nu oplever en indvandring - ca. 900.000 om året - fortrinsvis fra Asien, Latinamerika, Mellemøsten og Afrika. SK's forestilling om indvandringen og integrationen passer godt ind i hans forældede verdensbillede - han fremhæver (hvide, protestantiske) danske indvandrere, som udviste en øjeblikkelig kærlighed til deres nye hjem og kunne derfor integrere sig uden problemer. Selv det rosenrøde billede fra fortiden er misvisende. Mine bedsteforældre kom til USA i 1924 sammen med min mor. Min mormor sled sig selv op som dårlig betalt vicevært og følte sig indtil hendes alt for tidlige død isoleret i et fremmed samfund. Min mor blev drillet i skolen på grund af hendes danske accent og talte derfor aldrig dansk med min søster og mig - derfor taler jeg ikke så godt dansk som Kamal Qureshi, men har fordelen af et pæredansk efternavn og har aldrig oplevet nogen form for diskrimination i Danmark.

Da jeg var konfirmand i USA og fortalte min præst, at vi fejrede juleaften i vort hjem sådan, som man gør det i Danmark, udbrød han, at det var en hedensk skik. Selv de 'gode' indvandrere kunne være ofre for snæversynede meninger.

Ingen steder hjemme

USA i dag er netop det samfund som SK og hans meningsfæller i Dansk Folkeparti frygter - et multikulturelt land, hvor flertallet af befolkningen i den folkerigeste stat er efterkommere af ikke-europæere. Et land, hvor f.eks. dominikanske indvandrere nyder godt af det dobbelte statsborgerskab som USA tillader og bor og arbejder i både Den Dominikanske Republik og i New York.

De fleste amerikanere har som del af deres selvforståelse en bevidsthed om, at USA er et indvandrerland. De ved, at tolerance, åbenhed og gensidighed er nøglen til en vellykket integration. Der har imidlertid lige siden Benjamin Franklin udtalte sig imod tysk immigration i 1750'erne og politiske partier i 1850'erne modsatte sig irsk indvandring været individer og grupper, der manede til frygt for "de fremmede". I 1924 - det år mine bedsteforældre og min mor kom til USA - havde nativisterne (som indvandrerfjendske grupper bliver betegnet) held til at standse indvandringen ved lov. Nativisterne prædikede hvad de kaldte en 100 procents amerikanisme (læs: WASP: White Anglo-Saxon Protestant). Denne nativisme antog også mere voldelige former. I 1920'erne voksede Ku Klux Klan sig stærk med en terrorkampagne, der vendte sig ikke blot imod afroamerikanere, men også imod "fremmede religioner" som jødedom og katolicisme. Først i 1965 blev der for alvor blødt op for den drakoniske lovgivning fra 1924.

SK og Dansk Folkeparti så gerne en lignende lovgivning i Danmark i det 21. århundrede. Selv om de har vind i sejlene nu med deres støttepartier Venstre og Konservative kan en indvandrerfjendsk politik kun føre til konflikt. Udtalelser som Krarups mod Qureshi og den som Dansk Folkepartis Jesper Langballe kom med fornylig om, at islam er "en religion, som er en pest over Europa" hører ingen steder hjemme i en saglig politisk debat. Hvis lignede udtalelser fandt sted i USA's Kongres, ville de straks blive fordømt af både republikanere og demokrater. USA er gudskelov kommet videre siden 1920'erne. Jeg kan kun opfordre Krarup, i et sprog han kan forstå, til at sætte sig ned på sin bagdel og prøve at udvise den forståelse og imødekommenhed mod indvandrerne, der er et land med et kristent kulturgrundlag værdigt.

Carl Pedersen er lektor på Institut for Engelsk på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her