Da regeringen sidste måned præsenterede dens storstilede integrationsplan, havde den regnet med, at den nu skulle i gang med nogle intense forhandlinger med oppositionen og samtidig tage nogle gevaldige sværdslag i medierne. Men de tog fejl!
Oppositionen købte det hele uden at blinke, og faktisk krævede både De Radikale, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti endnu flere stramninger i forhold til regeringens udspil - en noget skizofren, politisk situation at stå i for regeringen, der lige pludselig bliver overhalet højre om af centrum-venstre partierne.
Men det er ikke kun den politiske situation, der er mærkværdig. Det er også besynderligt, at det ikke skaber en større offentlig debat, at politikerne nu er i gang med - ikke blot at skære i kontanthjælpen - men helt at fratage en gruppe mennesker de helt basale ydelser.
Forsøg på indgreb i overførselsindkomster plejer at trække en del debat med sig, hvem husker f.eks. ikke den-gang regeringen i november 2003 røg ind i en sand medie-orkan på dagpengefadæsen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen måtte lave et ydmygende tilbagetog efter et par dage i medie-orkanens øje, fordi han ville lave et par justeringer i dagpengereglerne.
Inaktive husmødre
Integrationsplanen, som blev færdigbehandlet i går, lægger bl.a. op til helt at fjerne kontanthjælpen for inaktive husmødre. Derudover indeholder planen også forslag om at fratage børnefamilieydelse, hvis børn op til 18 år ikke er under uddannelse, samt at der skal opstilles kriterier for, hvad det vil sige at være gode forældre.
Altså nogle ret kontroversielle lovforslag, specielt set i forhold til det ramaskrig, det normalt afføder, når nogen blot overvejer at skære i velfærdsydelserne.
Set i det lys kan det undre, at integrationsudspillet ikke har medført større offentlig debat!
Der hersker ingen tvivl om, at den aktuelle krise i EU har tiltrukket sig en enorm mediefokusering, der selvfølgelig betyder, at andre begivenheder får mindre opmærksomhed.
Men dette er langt fra den eneste årsag.
En væsentlig forklaring ligger også i, at det er meget få af de politiske partier, der faktisk er interesseret i at få en større debat om integrationsudspillet.
Oppositionens største parti, Socialdemokratiet, vil endnu engang forsøge at lægge den åbne flanke, de har på indvandrerområdet, død. Socialdemokraterne ved godt, at skal de til magten, må de mange midtervælgere ikke være i tvivl om, at partiet vil føre en stram indvandrerkurs, derfor nøjes de ikke kun med at bakke op om regeringens linje, de skruer også yderligere på stramningerne.
Regeringen ikke stolt
Samtidig er Socialdemokratiet og De Radikale også klar over, at de voldsomme integrationsproblemer, der popper op i disse år, har en lige linje tilbage til deres egen regeringsperiode - og det giver ikke ligefrem Socialdemokratiet incitament til at lave det store offentlige ramasjang.
På samme måde er VK-regeringen heller ikke stolte af deres indsats på området, hvor de, til trods for oprettelsen af et helt integrationsministerium, indtil videre har meget dårlige resultater at fremvise til vælgerne. Og da partierne på venstrefløjen i disse år ikke har kommunikativ muskelkraft nok til for alvor at sætte dagordenerne, er det ikke på det politiske niveau, at vitaminerne til en større offentlig debat om integrationsudspillet skal findes.
De skal heller ikke findes hos medierne. For selvom EU-krisen optager en del journalister og spalteplads, skal der stadigvæk produceres store mængder indlandsstof, men integrationsudspillet har ikke de kvaliteter, der skal til, for at de bliver en god mediesag.
For det første har integrationsudspillet ikke direkte betydning for de fleste mediers målgrupper, og dermed mangler emnet den identifikation og væsentlighed, som f.eks. dagpengeudspillet i sin tid havde.
For det andet er interesseorganisationerne på integrationsområdet ikke særlig gode til at påvirke nyhedsproduktionen.
I 2003, da medieorkanen rejste sig omkring Claus Hjort og hans dagpengeudspil, kan en del journalister og redaktører malerisk fortælle om, hvordan de i de efterfølgende dage konstant blev ringet op af de implicerede interesseorganisationer, der havde færdigsyede journalistiske pakker, med case, eksperter og beregninger på hvor galt, det ville gå med de nye dagpengeregler. Flere og flere aktører, der navigerer på det politiske felt, har de senere år oparbejdet nogle stærke kommunikationsenheder, der både kan sætte og påvirke nyhedsstrømmen.
På integrationsområdet har mange af aktørerne ikke samme ressourcer og professionalisme, og det betyder, at de ikke på samme måde kan påvirke nyhedsproduktionen.
Så forklaringerne på den manglende debat omkring integrationsudspillet skal både findes hos politikerne, medierne og borgerne.
Set i det lys er der derfor ikke de store muligheder for at få en bredere folkelig debat om selve integrationsaspektet. Indvandrerdebatten har dermed stadigvæk de bedste vækstbetingelser, når den handler om for eller imod indvandringen.
