Læsetid: 3 min.

Intellektualiseret bold

12. april 2006

Det er svært at være århusianer for tiden. AGF er nedrykningstruet. Mangeårige fans udebliver fra stadion, fordi det kan ødelægge en hel uge at tage derud - de sociale kompetencer suspenderes efter at have været vidne til endnu en tabt kamp. I interviews om det århusianske kulturmiljø relaterer folk til AGF's problemer som et symptom på det århusianske mindreværdskompleks, der hindrer, at man erkender forudsætningerne: En økonomi og størrelse, der ikke rækker til at lokke profilerne til permanent. Og den regionale tv-station TV 2 Østjylland er præget af dommedagsstemning. Der er ingen selvironi, intet håb og intet, der kan trøste. Der er kun sorg. I hele byen.

Jeg er ikke århusianer. Jeg er ikke engang interesseret i fodbold. Jeg kender offside-reglen og bivånede finalen i 1992, men så rækker min fodboldviden ikke meget længere. Derfor er det, jeg gør nu, farligt. Det ved jeg. Sidder man til en fest, hvor mændene har fundet sammen i en diskussion om situationen i Superligaen, og forsøger man at blande sig i samtalen, så får man hurtigt blikket: 'Lad hellere være. Du forstår det jo alligevel ikke.'

Og det er rigtigt. Jeg forstår ikke, hvordan en prorektor fra Københavns Universitet og en lektor fra Syddansk Universitet kan sidde i Deadlines 2. sektion søndag aften og virke som forblændede teenagere, når de taler om henholdsvis Bayern München og Real Madrid. Lykke Friis henviser til Champions League som et af de eneste steder, hvor den europæiske integrationsproces har virket. Bo Kampmann Walther, der har skrevet bogen Madridismo om Real Madrid om fodbold som brandingfænomen, mener at fodbolden har en civiliserende effekt, og præsenterer begrebet 'ny fodbold', hvor profiler formår at spille mellem positioner, som eksempel på den flydende modernitet.

Men jeg ville ønske, jeg forstod det. For selvom Jes Stein Pedersen præsenterede aftenens program med titlen 'Er fodbold større end Jesus?' som en debat, så var der ikke tale om den traditionelle kamp på ord mellem to positioner. Bo Kampmann Walther og Lykke Friis talte sammen og henviste til hinandens klubber med respekt og anerkendelse i stemmen. Der hersker et fællesskab omkring det at være fodboldfan, som skaber bånd på tværs af religioner, ideologier, nationaliteter og sociale klasser. Ved baren i en bodega kan en date pludselig blive afbrudt af, at én af stamkunderne bemærker, at den ene halvdel af parret har en nøglering fra en tysk 3. divisionsklub, og så går der en halv time med at diskutere oprykningsmuligheder, barerne på Hamburgs Reeperbahn og de dér fantastiske pølser, de serverer på stadion. Ved en tilfældighed opdager man, at to af ens venner kender hinanden uden nogensinde at have mødtes - i flere år har de talt sammen på nettet på en hjemmeside om italiensk fodbold og nærer derfor dyb respekt for hinanden. Ved de fleste redaktionsmøder på Information er der kommentarer til weekendens kampe og hver morgen indledes med, at én af redaktørerne råber 'GF' på vej op ad trappen.

Det er da et fællesskab som de fleste identitetshungrende moderne mennesker ville få noget ud af at være en del af. Det er også det, som Lykke Friis forklarer med at 'Det udfylder behovet for supplerende identitet og fungerer som en ventil og stressmedicin.'

Jes Stein Pedersen rammer altså ikke helt ved siden af, når han kalder fodbold for en moderne religion og bruger billeder som dansen om gulvkalven og opium for folket. Men som han også bemærker, så er der i alle religioner fundamentalister. 'Ja,' siger Bo Kampmann Walther og siger et par ord om hooligans, men det er - som i religionerne - et ømtåleligt emne, at der er nogen, der bruger guderne som undskyldning for brutalitet, så vi springer hurtigt videre med at intellektualisere sporten.

Det kan være et stedfortræderopgør mellem gamle fjender, og det kan bruges som en motivationsinstrument for politiske ledere: Ifølge Lykke Friis mener mange, at Anden Verdenskrig først reelt sluttede, da Man-chester United scorede to mål i overtiden mod Bayern München i 1999, og hun nævner også at den tyske kansler Angela Merkel i en tale brugte det forestående VM som anledning til at tyskerne skal begynde at tro på sig selv.

Argumenterne hober sig op. Man bør finde sig en klub, så man kan blive en del af dette fællesskab og føle århusianernes sorg. Problemet er bare, at man så skal sidde flere timer hver weekend og se 22 mænd rende rundt efter en bold på en stor græsplæne. Det gider jeg ikke.

Deadline 2. sektion søndag 23.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her