Læsetid: 7 min.

En intellektuel kæmpe med jordforbindelse

John Kenneth Galbraith adskilte sig fra andre af det 20. århundredes største økonomer ved sit kritiske samfunds-engagement og politiske vovemod. En sjælden amerikansk socialdemokrat, som alle lyttede til - også konservative
6. maj 2006

CAMBRIDGE, MASSACHUSETTS - Økonomen og samfundskritikeren John Kenneth Galbraith var en tårnhøj, ranglet mand med et usædvanligt skarpt intellekt og en fænomenal hukommelse. Altid kvik og slagfærdig, selv i skumringen af sit lange begivenhedsrige liv, der tog sin ende sidste weekend her i Cambridge, hvor han siden 1947 havde undervist på Harvard University.

Ken Galbraith, som han blev kaldt af familie og venner, blev 97. Hele USA's liberale politiske establishment, plus konservative venner som William Buckley Jr., ventes at komme til mindehøjtideligheden, der organiseres af hans ven - tidligere og fungerende rektor på Harvard Derek Bok, hvis hustru Sissela er datter af de to afdøde svenske samfundsforskere Alva og Gunnar Myrdal. Galbraith og Myrdal var i sin tid nære venner.

En uge efter Galbraiths død er tidspunktet for høj-tideligheden endnu ikke fastsat. Der forventes så mange deltagere, fortæller hans bio-graf Richard Parker, at Harvard ganske enkelt ikke råder over en indendørsfacilitet, der kan rumme tusinder og tusinder af sørgende amerikanere og canadiere.

Ken Galbraith kom fra små kår. Han voksede op på en gård i det sydlige Ontario i Canada og skar aldrig navlestrengen til sin hjemstavn over. Tværtimod var han som person og tænker et produkt af den muld, han rodede rundt i som dreng.

Åbent hus

Utroligt mange amerikanere og udlændinge har i tidens løb mødt Galbraith. Efter at være blevet udnævnt til professor på Harvard i 1947 købte han og hustruen Catherine Atwater en rummelig villa på Francis Avenue i Cambridge. En af naboerne var Harvard-historikeren Arthur Schlesinger Jr., som endnu er i live.

På Francis Avenue holdt Galbraith-familien en gang om måneden åbent hus, og det blev med tiden en salon for tidens vægtigste intellektuelle, forfattere, kunstnere og politikere af den venstreorienterede observans. Denne tradition overlevede indtil slutningen af 1990'erne, da de to ægtefæller var langt oppe i 80'erne.

Deres korrespondent var heldig nok at blive inviteret til en middag på Harvards klub i Cambridge i 1996 og blev af en venlig sjæl sat til bords med den berømte mand, hvis bog The Great Crash (om det finansiellle krak i 1929) jeg havde slugt under et ophold i USA som 19-årig. Da vi skulle sætte os ned, spurgte Galbraith, hvilken avis jeg arbejdede for. Jeg udtalte beskedent Information i den engelske version og tilføjede hurtigt, at det er et dansk dagblad.

Til min store forbløffelse svarede han prompte: "Åh, De mener Information (med den danske udtale), the newspaper of the Danish intellectuals".

Så havde verdensmanden mindet mig om sit ry. Middagen varede 2-3 timer, så der var mulighed for at få nogle ord ført ind. Jeg udbredte mig lidt om min tid som korres-pondent i Rom, der netop var slut. Da Galbraith hørte om Rom, fortalte han mig, at han netop havde været der til en konference, og i stedet for at fremlægge sit syn på den politiske situation i landet begyndte han at opremse navne på personer, han havde spist middag med.

Den første aften var det hos ministerpræsident Lamberto Dini. Den næste aften hos republikkens præsident Oscar Luigi Scalfaro, og kunne jeg gætte, hvem han havde været hos den sidste aften i Rom? Næ, det kunne jeg ikke. Jo, Galbraith havde været til taffel hos pave Johannes Paul II i hans private gemakker i Vatikanet.

Hvad talte De med paven om? "Åh, vi snakkede om verden," lød det lakoniske svar.

Senere kastede jeg mig over nogle af Galbraiths seneste bøger og lavede et interview med Richard Parker, forskningsstipendiat på Harvard, som dengang i 1996 netop var begyndt på at researche en definitiv biografi af den keynesianske økonom. Bogen udkom sidste forår. Det gik op for mig, at Galbraith havde hobnobbet med de mægtigste mænd i sin tid.

Lige fra Franklin D. Roosevelt, Harry Truman, George Marshall, George Kennan, Adlai Stevenson, John og Jackie Kennedy (nære venner) til Lyndon Johnson. Listen over de udenlandske stats- og regeringsoverhoveder var også lang.

Forfængelig

Hvorfor havde denne belevne verdensmand - der ragede op over alle andre - behov for at udpensle alle de vigtige personer, han havde spist til middag med i Rom? Forklaringen er nok den, at Galbraith var et frygteligt forfængeligt og snobbet menneske. Det er den klassiske historie om bondedrengen, som efter et halvt århundredes omgang med de mægtigste i verden stadig føler, at han ikke rigtig hører til i kredsen.

Ken Galbraith var altid usikker på sig selv, også under mødet med en ubekendt dansk journalist. Siden havde jeg fornøjelsen at interviewe ham to gange i villaen på Francis Avenue. Hver gang spurgte han mig, hvordan interviewet var gået. Man kunne ikke andet end fatte stor sympati for dette usædvanlige menneske, ikke mindst fordi han aldrig i sin lange karriere opgav sin store omsorg for samfundets fattige og nedtrådte.

I 1950'erne blev Galbraith - der allerede dengang var kendt vidt og bredt - beskyldt af McCarthyister for at være kommunist og foragtet af ledende erhvervsbaroner for sin støtte til præsident Roosevelts New Deal-programmer i 1930'erne. I dag er han kendt som keynesianer, men som hans biograf Richard Parker sagde i denne uge til Information: "Han har altid været en ægte socialdemokrat i den skandinaviske tradition, men altså tilpasset amerikanske forhold".

Velfærdsmodellen

Galbraith besøgte Danmark og Sverige første gang i 1938-39, hvor han og hustruen fejrede jul i København. Turen gik videre til Stockholm, hvor de mødte Myrdal-parret.

"Jeg har altid haft den største respekt for Danmark. Vi bør altid minde os selv om, at de skandinaviske lande - Danmark, Norge og især Sverige - skænkede os velfærdsmodellen og gjorde mere end nogen andre nationer for at civilisere det økonomiske liv," sagde han i et interview i Information i 1996.

"Som De ved, er en af grundideerne i John Maynard Keynes' teori, at regeringen bør pumpe penge ind i økonomien for at skabe flere arbejdspladser, hvis et land befinder sig i en depression. Nuvel, det var Gunnar Myrdal, der bragte denne ide på bane i 1936 - før Keynes. Man bør altså tale om en svensk økonomisk teori frem for Keynes-modellen."

Galbraith fik i 1938-39 et stipendium til at læse på Cambridge University i England under Keynes, hvis hovedværk The General Theory var udkommet nogle år tidligere. Det svært kaperlige værk blev diskuteret intenst på Harvard Universitys økonomiske institut, der dengang tjente som vigtigste arnested i USA for udvikling af teorier, som kunne afløse Alfred Marshalls nyklassiske økonomi fra 1890'erne.

Galbraith havde i nogle år været adjunkt på Harvard og deltaget i disse debatter med studerende og professorer. Men typisk for canadieren var det ikke nok. Han ville til "templet" i England for at høre Keynes himself, men denne blev ramt af et hjerteanfald og måtte sendes på rekonvalescens i næsten hele det akademiske år. Til gengæld stiftede Galbraith bekendtskab med økonomerne i Keynes' omgangskreds og knyttede sig især til Joan Robinson.

I hele sit liv som underviser, embedsmand, diplomat, forfatter (40 bøger) og journalist (1.100 artikler og essays) var det typisk for Galbraith, at han aldrig kun forlod sig på teori. Han tog altid ud i felten, tilbage i marken for at rode op i mulden og komme tæt på det virkelige liv.

Som økonom var han enestående i det 20. århundrede, siger biografen Parker.

"På den ene side har han som bondesøn et intimt kendskab til den frie markedsmekanisme. I starten af det 20. århundrede var de små landbrug i Canada totalt afhængige af udbud og pris, staten kom dem ikke til undsætning. På den anden side voksede han op i en protestantisk tradition, hvor man lægger vægt på almen uddannelse og efterstræbelse af social retfærdighed."

I 1952 udgav Galbraith sin første vigtige bog American Capitalism, der blev en bestseller og siden har solgt 400.000 eksemplarer. I 1955 fulgte The Great Crash og i 1958 hans mest indflydelsesrige bog The Affluent Society om det moderne velhaversamfund på godt og ondt. Sidste værk opdaterede han i The Good Society i 1996.

Social sammenhæng

I Information i 1996 blev han bedt om at definere en økonom.

"Ofte tænkes på en person, der fokuserer på tekniske og nogle gange matematiske sider af faget. Det kan være et nyttigt bidrag, men jeg har altid syntes, at den økonomiske videnskab kun kommer til sin ret i en bredere og social sammenhæng. Som økonom bliver man nødt til at være sig bevidst om sociale og politiske emner og deres indflydelse på ens arbejde," svarede Galbraith.

Selv var han på en og samme tid en akademiker, en samfundsengageret kritiker og hands-on rådgiver for politiske beslutningstagere. Galbraith fik sin store politiske dåb som rådgiver for præsident Kennedy i 1961 og blev senere det år udnævnt til ambassadør i Indien. Efter Kennedys død fortsatte han med at tjene under Lyndon B. Johnson, indtil han brød med præsidenten på grund af krigen i Vietnam.

Blev han i sine sidste år desillusioneret over verdens gang?

"Jeg tror, at han var vred over, at så mange vælgere kunne stemme ærkereaktionære republikanere til magten i 1994 og senere i 2000 og 2004. Efter at have arbejdet for Roosevelt og Kennedy var det også svært for ham at forstå, at demokraterne kunne vælge så midtsøgende kandidater som Carter og Clinton," siger Richard Parker.

Galbraith nærede en kold foragt for George W. Bush. Hans ven Arthur Schlesinger skrev i denne uge i The Washington Post, at Galbraith kort før sin død var begyndt at tænke tanker, han aldrig troede mulige. Hvilke?

"Jeg er begyndt at længes efter Ronald Reagan."

Richard Parker: 'John Kenneth Galbraith, his life, his politics, his economics'. 820 s., 2005

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her