Læsetid: 3 min.

Den intellektuelle skal kunne hidse sig op

Hvad skal de intellektuelle kunne i dag? De skal, ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas, sige til, når det er ved at gå galt, selvom alle tror, det går godt
21. marts 2006

Noget af det væsentligste ved 'de intellektuelle' er, at man altid efterlyser dem.

Det er en del af deres nærvær i offentlighed og en del myten: "Hvor er de intellektuelle?" spørges der. Som om de sad et sted højt oppe og havde svar, hvis de bare gad komme ned og tale.

Men mange er også væk efterhånden: Pierre Bourdieu, Susan Sontag, John Rawls og Jacques Derrida er alle døde i det nye årti. Og så er der parodierne på intellektuelle, om hvem man har sagt, at de ikke kommer på tv, fordi de har skrevet en bog, men skriver en bog for at komme på tv.

Det gælder manden med den altid meget åbne skjorte og de altid spontane 'blogs' fra verdens fotogene brændpunkter: Bernard-Henri Lévy kendt under sit logo bhl. Eller André Glucksmann, der altid er i stand til at formulere de mest banale enigheder som noget meget kontroversielt og truet. Disse intellektuelle er en ligeså selvfølgelig fjernsynsservice som værternes hvide tænder og den forurettede forbruger, der føler sig forulempet af systemet.

Til dem kan man sige, som den italienske forfatter og semiotiker Umberto Eco engang sagde: "De intellektuelles fornemste pligt er at tie stille, hvis de ikke har noget at sige."

Allerede for årtier siden blev den aktivistiske intellektuelle erklæret død: Vi ser ikke nogen intellektulle ledere i de brændende forstæder til Paris eller i Vollsmose, som står på barrikaderne og leder de frustrerede masser mod højere mål. Hvis Jean Paul Sartre gik rundt og uddelte flyverblade i Paris i dag, ville han sikkert blive betragtet som vækkelsesprædikant fra et inferiørt trossamfund.

En af de intellektuelle, der stadig virker i det offentlige rum, men ikke som aktivistisk leder, er den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas. Og da han for nylig modtog Bruno Kreisky-prisen i Wien for årets politiske bog, valgte Habermas at tale om den intellektuelle i dag:

"Der er i dag kun en egenskab, som udmærker den intellektuelle: Den avantgardistiske sans for relevans. Den intellektuelle skal kunne hidse sig op over kritiske udviklingstendenser, som andre stadig betragter som 'business-as-usual'."

Dyderne

Den intellektuelle er altså ikke første mand på skråplanet. Men den første, der afslører, når et helt samfund er på vej nedad et skråplan. Det forudsætter uheroiske dyder, som udlægges i karakteristiske Habermasformuleringer:

"En mistænksom sensibilitet overfor beskadigelser i det offentlige rums normative infrastruktur.

- Ængstelig anticipation af de farer, der truer det mentale udstyr i de fælles politiske livsformer.

- Fornemmelse for det, der mangler og kunne være anderledes.

- En smule fantasi til at udkaste alternativer

- En smule mod til at skabe modsætninger, til anstødelige udtalelser og til at skrive en pamflet."

Det er - og har altid været - nemmere sagt end gjort. Den intellektuelle skal kunne hidse sig op - og skal stadig have så meget politisk dømmekraft, at han eller hun ikke overreagerer."

Den intellektuelle er hverken ekspert eller politiker: Den intellektuelle udtaler sig som samfundsborger. Det betyder, at den enkelte henvender sig til et publikum af andre borgere, der kan svare igen. Og her ser Habermas en fare i en offentlighed domineret af fjernsynsshow: For publikum hjemme foran tv eller endda i studiet er ikke kritiske deltagere. Dette publikum er passive tilskuere.

På fjernsyn ser man ansigter, man betragter kendte, der fremstiller sig selv og bekræfter billedet af sig selv som kendte. Og Habermas anfører, at de intellektuelle ofte selv er ramt af en forfængelighed, der gør, at de dyrker 'berømmelse' i stedet for at forsvare deres 'gode rygte'. Den intellektuelle udøver ikke magt, men forsøger at opnå indflydelse. Som Habermas også siger i talen:

"Det er nemt at fremhæve idealet for en intellektuel, som sporer vigtige emner, fremsætter konstruktive teser og udvider spektret af gode argumenter for at højne det ellers beklagelige niveau i den offentlige debat. På den anden side skal jeg ikke skjule, at de intellektuelles egen yndlingsbeskæftigelse er at bidrage til den rituelle klagesang om de 'intellektuelles tilbagegang'. Jeg tilstår, at jeg ikke selv er helt fri for den tilbøjelighed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu