Læsetid: 5 min.

De intellektuelle træder ind i kampen

Imens Chirac forsikrer, at toget kører videre uden Frankrig, hvis folket nedstemmer EU-forfatningen, kører debatten videre uden præsidenten
30. april 2005

Europas øjne hviler på Frankrig, hvor EU-forfatningen for øjeblikket dingler i en tynd tråd. Nej'et har de seneste par uger i meningsmålingerne svunget frem og tilbage mellem 52 og 62 procent. En afvisning af traktatteksten den 29. maj er ikke længere utænkelig.

"Vi bliver kastet ud i en seriøs krise. Det vil ikke kun være en katastrofe for Frankrig, men også betyde Europas fald," lød forhenværende præsident for EU-Kommisionen Romano Prodis ildevarslende spådom sidste weekend i Journal du Dimanche, hvis traktaten skulle blive nedstemt.

Lignende scenarier diskuteres i EU-Kommisionen. Men præsident Chirac fastholder, at traktaten ikke står til forhandling: I tilfælde af et fransk nej, kører toget videre. Uden Frankrig og altså uden Chirac, hvis tillid i befolkningen synes at dale, hver eneste gang han appelerer til den.

Modviljen mod traktaten er også en modvilje mod den franske politikerstand. Regeringen og socialisterne i oppositionen, der præsenterer sig som forfatningens tjenere, er i miskredit. De franske politikere mangler slagkraft grundet interne stridigheder.

Dagbladet Le Monde har efterspurgt andre stemmer, "de såkaldte intellektuelle." I Frankrig, lyder det, er der ingen tænkere som tyske Jürgen Habermas, der tildeler spørgsmålet om Europa en central plads. Ikke desto mindre er det nu på fransk grund, at debatten letter.

De mest prominente navne, mestendels fortalere for ja'et, afviser nej'et som udtryk for fransk "suverænisme", "racisme", "protektionisme" og "narcissisme."

En europæisk sag

En af den seneste tids mest markante kommentatorer, Jorge Semprun, spansk forfatter og kulturminister fra 1988 til 1991, er med egne ord manden, "der stort set har gennemlevet hele det 20. århundrede."

Spørgsmålet om traktaten bør ikke fortabe sig i partipolitiske konflikter og forsvinde i den sociale uro, der for tiden hærger Frankrig. Svarene gemmer sig i historien, mener han.

Situationen i dag minder Semprun om tiden efter 2. verdenskrig. Som han skriver i ugemagsinet Nouvel Observateur talte lederen af det franske socialistparti, Léon Blum, i 1948, forbilledligt for "en europæisk sag" hinsides partipolitiske skillelinjer og rutiner:

"Vi har ikke til hensigt at vente med at lægge den europæiske konstruktions første sten til dagen, hvor der er socialistisk flertal i samtlige Europas parlementer," erklærede Blum.

Den i Frankrig udbredte læsning af forfatningen som 'ultraliberalistisk' er ifølge Semprun bundet til en position, der har udspillet sig selv. Eksemplet par excellence er landbruget, hvis beskyttelse har modarbejdet dets længe ventede modernisering. I avisen Figaro foreslår han en accentforskydning:

"Man kan så udmærket forstå, at Frankrig ansigt til ansigt med denne nyskabelse er grebet af ubehag, et Europa, som ikke nødvendivis er mere liberalistisk, men nærmere mindre protektionistisk end det ekstremt protektionistiske franske samfund."

Atter med henvisning til Blum anmoder Semprun om, at suverænismen ligesom protektionismen viger. Uafhængighed trækker grænser for suverænitet:

"Den historiske tradition har etableret staterne som suveræner, og længe er disse forblevet grænse- og endeløse. Modernitetens tragiske krige finder her sit udspring," konkluderede Blum i tråd med sine ønsker om en international socialisme. Suverænismen er et dogme, mener Blum, der paralyserer FN i en sådan grad, at håbet fremover må hænges op på "en europæisk føderalisme."

En af verdens mest anerkendte middelalderforskere, Jacques Le Goff, ytrede for en måned siden i Le Monde samme standpunkt som Semprun:

"Man må forkaste det, der efter min mening har været en af middelalderens ideologisk set mest beklagelige skabninger: Suveræniteten." Målet bør være "en samtidig formel for disse statsfællesskaber eller forenede nationer." Le Goff siger ja, men ligesom så mange andre franskmænd, indrømmer han en vis lede ved at stemme "det samme som Chirac."

Alternativet til USA

Til højre, hos den amerikanske politolog Francis Fukuyama, der deler værdiuniversalisme med de neokonservative, men var imod krigen i Irak, genfindes samme begejstring for forfatningsprojektets historiske dimensioner. Som han har forklaret Figaro:

"Det er første gang i historien, at en overnational beslutningsforanstaltning fredeligt konstrueres mellem nationer, der søger at samle sig om en konsensus. Men for at få denne nye enhed til at fungere, må der indføres en flertalsregel. Kun sådan sikres en konsensus," anfører Fukuyama, der henviser til EU's vaklen i Balkan.

Han mener Europas manglende sammenhængskraft forklarer USA's udenrigspolitiske enegang. Dog hermed ikke sagt, at USA's magt ikke er "et reelt problem" og spørgsmålet om dets "legitimitet" væsentligt, tilføjer han.

Det mener også filosoffen François Ewald, tidligere assistent for Michel Foucault og tilknyttet de franske arbejdsgiverforeninger. Som han anfører, forfægtes "såvel til venstre som til højre" et liberalistisk Europa. Men ifølge Ewald er det netop, hvad teksten lover og han ønsker: "Et liberalistisk Europa er alternativet til USA," konkluderede han for nogle uger siden i en samtale med Le Monde.

Bill Kristol, en af den amerikanske neokonservatismes hovedrepræsentanter, ytrer også ønske om et økonomisk og politisk stærkt Europa, selv om han ikke vil tage konkret stilling til ja eller nej for forfatningen:

"Det er dog klart, at jeg ville foretrække, at dette stærke Europa ikke per princip var antiamerikansk... Hinsides debatten om forfatningen er det i europæernes interesse ikke at betragte unionen som en USA-fjendtlig blok," sagde Kristol for nogle dage siden til Figaro. Et stærkt Europa, tilføjede han, bør være en aktør i verdenshistorien og i kampen mod "diktaturer".

Politisk narcissisme

Mens de amerikanske neokonservative blander sig i debatten i Frankrig, begynder de franske intellektuelle så småt at røre på sig. Såvel sociologen Maffesoli som filosoffen André Glucksmann sporer en Le Pensk højreekstremisme i det foreløbige nej. Glucksmann formulerer sin kritik i Libération som et udfald mod en "fransk narcissisme." Men den manifesterer sig ikke kun i folkets nej, også i de folkevalgtes ja.

I Chiracs tilfælde lyder diagnosen "politisk narcissisme". Den kommer til udtryk i præsidentens tale om forfatningen som "den franske tankes datter."

Chirac har valgt folkeafstemning frem for valg i parlamentet. Han vil bekræftes ligesom i 2002, da han slog Le Pen med 82 procent af stemmerne til præsidentvalget. Ligesom han blev bekræftet, da han lancerede sit antiamerikanske veto mod krigen i Irak og franskmændene jublede i gaderne. Men Chiracs seneste projekt vurderer Glucksmann som umuligt. Narcissos falder ikke sammen med sit eget spejlbillede: "Bredt bifald for en tekst, som almindelige dødelige begavet med sund fornuft ikke kan dechiffrere."

Ifølge Kristol er er der dog andre succeskriterier:

"Den offentlige debat, der udspiller sig, er helt sikkert gavnlig for Europa... Afstemningerne om forfatningen i visse europæiske lande kan tilnærme de politiske eliter folkets ideer og forventninger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu