Hver dag sin lille kunstprovokation. Marco Evaristti, ham med guldfiskene i blenderne, vil til weekendens kunstmesse i Herning møde frem med en forgyldt lort til en værdi af en mio. kroner.
I mandags havde Politiken historien om en polsk kunstner, der hen over fotografier af 56 kendte og agtede polakker har skrevet: "Jøder! Skrub af fra det katolske land".
Kunstnergruppen Surrend med den midaldrende cand.phil. Jan Egesborg i spidsen vil gøre grin med verdens magthavere og indrykker annoncer, som kalder færinger skabsbøsser og Irans præsident et svin.
Endelig har kunstneren Kristian Hornsleth fået 300 landsbybeboere i Uganda til at kalde sig Hornsleth til gengæld for en pattegris.
Kunstprojektet har sendt chokbølger gennem kunstverdenen. Hans mediebureau har beregnet 'kunstværkets' shock value: 30 mio. mennesker har nu hørt om Hornsleth.
Den kontroversielle kunstner kalder her i avisen (22.1) sit projekt for en "social skulptur". Alt andet er i hans øjne bare tom dekoration og selvhøjtidelig modernisme, eksempelvis Olafur Eliasson, der kaldes salonkunstner.
Hornsleth og med ham næsten hele anmelderkorpset har længe hentet alle deres forklaringer og argumenter i en lille 100-siders tryksag med titlen Relationel Æstetik af den franske kunstfilosof Nicolas Bourriaud. Kunst skal interagere med omverdenen, være en social begivenhed og sprede sig som ringe i vandet. Og den største spredningseffekt opnås, hvis kunsten forarger, fornærmer og chokerer.
Virkning uden årsag
Øverst på top 10-listen over kontroversiel kunst står stadigvæk Andres Serranos Piss Christ, et foto af et krucifiks nedsænket i kunstnerens urin. Blasfemiske provokationer har altid kunnet skaffe kunstneren et efterliv i medierne.
Siden kunsten blev sig bevidst som kunst og gav efter for en indre nødvendighed, har den altid vakt opsigt og undertiden forargelse. Men der er en verden til forskel på, om kunstens kontroverser med en konservativ omverden skyldes kunstens uophørlige selvoverskridelse, dens iboende fornyelsestvang, eller om kontroverserne er indkalkuleret i kunsten.
Courbets realisme vakte forargelse på grund af billedernes indhold. Impressionisterne vakte forargelse både på grund af det profane indhold og malemåden. De non-figurative vakte forargelse, fordi der ikke var noget indhold.
Det, som adskiller kunst fra underholdning, er jo, at succesen er indkalkuleret i underholdningsproduktet.
Det, som adskiller vore dages kontroversielle kunst fra tidligere tiders kunstskandaler, er, at skandalen er tilsigtet og dens omfang så vidt muligt forudberegnet.
Det er på tide, at kunstanmelderne lærer at skelne mellem shock value og kunstnerisk værdi. Hvis kitsch er virkning uden årsag, producerer Egesborg, Evaristti og Hornsleth kitsch, interaktiv kitsch.
