Læsetid: 5 min.

Interaktiv kunst for det nye publikum

De nye medier sætter nye rammer for kunsten og kunstoplevelsen. Interaktion er en central dimension i samtidskunsten, og Museet for Samtidskunst i Roskilde spørger med en ny udstilling, om interaktivitet kan højne kunstoplevelsen og opkvalificere museet som offentlig platform
29. januar 2007

"Med denne udstilling ønsker vi at skabe et møde mellem de nye kunstarter og publikum. Vi vil diskutere rammerne for museet, kunsten og her ikke mindst publikums rolle i kunsten. Vi vil gerne undersøge, hvordan fremtiden kan se ud for museumsgæsterne. Det kan vi ikke bare tænke os til. Det bliver vi nødt til at udforske. Afprøve. Vi tester samtidskunsten og museets fremtid," forklarer museumsinspektør Morten Søndergaard, da Information møder op med blok og pen for at møde interaktiv kunst. Hvis man søger de rigtige svar, er man dog gået forgæves, viser det sig. Her er fokus tværtimod på de rigtige spørgsmål.

"Det er især spørgsmålene vedrørende det nye publikum, den nye offentlighed, som bliver skabt med de nye medier, som jeg synes er vigtige. Museet er jo et gammelt offentligt og demokratisk rum. Her er publikummet automatisk centralt, men også under stadig forandring. Og hvordan adresserer man en udstilling til denne nye offentlighed?" lyder et af spørgsmålene.

Museet kommer helt sikkert ikke til et endegyldigt resultat, for det er netop en undersøgelse, understreger Morten Søndergaard.

Et nyt medielandskab

Den første del hed Inter-aktion - Museet i det nye medielandskab i 2005, denne del hedder så Social-aktion - Publikum i det nye medielandskab. Tredje del af trilogien kommer i 2008 og hedder Total-aktion - Kunsten i det nye medielandskab.

Hvor den første del fokuserede på, hvad publikum kan tilføre værket via de nye teknologier i kunsten, forsøger den nuværende udstilling at gå skridtet videre og spørge, hvad det betyder for publikum at være deltager? Hvornår og hvordan er man deltager?

"Selve interaktionen er omdrejningspunktet for udstillingen og de projekter, som er en del af udstillingen. Vi kan jo ikke som museum være isoleret i forhold til det, som sker omkring os; i kunsten, blandt publikum og i samfundet. Vi bliver nødt til at indse, at vi skal bruge den offentlige platform til noget aktivt. Italesætte museet som institution via netop den platform."

Morten Søndergaard mener, at museerne er nødt til at indse, at de spiller en demokratiske rolle og prøve at udnytte den.

"Og jeg tror faktisk, at de nye medier kan komme til at spille en meget vigtig rolle og skabe en spændende dialog i den sammenhæng," siger han.

Lyst og kontroltab

Udstillingen præsenterer Hørbar - en interaktiv lyd-bar af Mogens Jacobsen. Sagnsymfoni for højtalerorkester - Hans Sydow og Wivi Leths sagn- og musikinstallation, hvor publikums egne sagnversioner mixes sammen, og en ny version af sagnene fremtræder. Light Bender - en lyd- og lysinstallation af Carl Emil Carlsen, hvor publikum i fællesskab indgår som skabere af en lyd- og lysinstallation. Må jeg bede om et glas vand? - en offentlig aktion af Marianne Bramsen, hvor kunstneren selv har undersøgt vores frygt for fremmede med spørgsmålet, som samtidig er en refleksion over en allemandsret.

Alle værker, der kræver deltagelse. Interaktion.

Torben Simonsens værk Lust step one er ligeledes en åben værkform, som er en stor mængde filmmateriale lavet af kunstneren selv. Dernæst klippet i småstykker og lagt på en dvd. Noget er produceret, men noget skal også produceres, sammensættes, af publikum. Her er døren ind for publikum. For det er publikum selv, der som på en dvd vælger deres egen personlige sammensætning af klippene.

"Det sociale aspekt var udgangspunktet og er sat på spidsen via en meget intim og privat fortælling. Og så spørgsmålet om, hvordan det kan vises i et offentligt rum. Hvad sker der hos publikum, når de præsenteres for et meget intimt værk, som de bliver nødt til at indtræde i for at fuldende?" spørger kunstneren.

De kan rejse igennem værket og påtage sig udfoldelsen, men kan samtidig observeres af publikum og påvirkes af medforfattere og andre publikummer med kontrol. Men med publikums indflydelse har Torben Simonsen været nødt til at træde tilbage.

"Som kunstner har jeg været nødt til at slippe kontrollen, og det har været forfærdeligt. Det er jo min forfængelighed, som står på spil. Nu bliver det muligvis ikke den bedst mulige oplevelse, jeg kan tilbyde. Det kan faktisk blive en rigtig træls rejse. Og jeg vil jo gerne have, at det er en fantastisk oplevelse, du står med, når du kommer ud på den anden side. Men jeg skubber selvfølgelig også en del af ansvaret over på publikum. Man er delagtig i fortællingens udfald, og det har jo været udgangspunktet - den følelse, jeg ville undersøge hos publikum."

Individualiteten er ifølge Torben Simonsen den største udfordring for den interaktive kunstform.

"Jeg har altid haft sådan en romantisk drøm om den her gruppe, som jeg aldrig blev en del af; bandet, Rasmus Klump-vennerne eller sådan noget. Jeg er bare som kunstner skolet på en måde, som idealiserer individet. Drømmen ligger jo egentlig i kontroltabet. For kan man opnå noget mere ved at afgive den totale kontrol? Det er en provokation af netop individ-tanken og italesættelsen af gruppen. Kan man træde ind i en gruppe som selvoptaget individ? Er jeg nødt til at aflive mit kunstner-jeg?" spørger Torben Simonsen.

Kunst med mystik

Udstillingen præsenterer også andre kunstformer inden for det interaktive felt:

"Forestil dig, at du modtager en malebog med motiver fra dit nærmiljø, plus tegninger af noget der foregriber hændelser, der sker få dage efter, du har modtaget bogen. For eksempel at en sort Alaska-bjørn kommer kørende med et videokamera i hånden, stående på en gammel hestevogn lige uden for dit hus. Nogle dage senere modtager du et brev, igen uden afsender, der er halvanden meter langt. Hvad er meningen? Brevet er håndskrevet, til dig. Og der er mere på vej," lyder konceptet bag kunstprojektet Action Gallery, som er en del af udstillingen og kurateret af Christian Skovbjerg Jensen.

"Søren Petersen og Christian Bretton-Meyer, som har skabt værket, arbejder ret afdæmpet, hemmeligt, sjovt, poetisk og lidt absurd. De har valgt en meget stille vej i udkanten af Roskilde, hvor de har udført projektet. En intervention, som ikke råber højt, men antyder noget skævt, noget poetisk. Intentionerne har været overraskelsen, det umiddelbare møde," forklarer Christian Skovbjerg Jensen.

Det sjove ved offentlige interventioner gennem kunsten er i hans øjne, at man selv vælger sit publikum.

"Men problemet er, hvordan man evaluerer og formidler noget så flygtigt? Man forsøger at forestille sig, hvordan det bliver modtaget, men ved det aldrig helt. Men her ligger også selve spændingen i projektet. Den manglende kontrol er det interessante her. Vi styrer valget af publikum, men de efterfølgende effekter af interventionerne har vi ingen kontrol over," siger kuratoren kontroleret.

* Social-aktion - publikum i det nye medielandskab, Museet for Samtidskunst i Roskilde. Til 15. april. www.mfsk.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her