Man behøver ikke være i selskab med Martin Glaz Serup (f.1978) og Ursula Andkjær Olsen (f.1970) særligt længe, før man finder ud af, at det er to engagerede forfattere, der sidder rundt om bordet. Martin Glaz Serup har trods sin unge alder udgivet tre digtsamlinger og en børnebog siden debutdigtsamlingen Shylas ansigt i 2002. Han er des-uden redaktør på webmagasinet Litlive, redaktionssekretær på poesitidsskriftet Hvedekorn og er ved at skrive speciale i Moderne kultur og kulturformidling. Ursula Andkjær Olsen er cand.mag i filosofi og musikvidenskab og har efter sin debut Lulus sange og taler i 2000 fået en markant position på den litterære scene. Fælles for begge forfattere er, at de i deres værker ofte forholder sig debatterende til konflikter i samfundet. Politisk litteratur karakteriserer nogle litteraturkritikere deres bøger som, men hvad menes der egentlig med det? Det er dér, eftermiddagens diskussion starter.
Utopisk politisk tænkning
Grundlaget for diskussionen om, hvad der gør litteratur politisk, er for Martin Glaz Serup og Ursula Andkjær Olsen et spørgsmål om alt eller intet, og svaret kommer an på, hvilket begreb man har om det politiske. Derfor må man starte med definitionerne, forklarer Ursula Andkjær Olsen.
"Hvis vi tager Aristoteles' ide om, at politik er samtalen om det gode liv, så er det svært at undgå at være politisk. Litteratur, der deltager i denne store samtale, er politisk, og litteratur, der ikke vil være med i den samtale, gør med sin afvisning alligevel en gestus i forhold til denne samtale. I den forstand vedgår jeg helt fundamentalt at skrive politisk," siger hun.
"Jeg synes, at den franske filosof Jacques Rancières begreb om politik giver mening for mig. Han ser det politiske, som hvad der kan lade sig gøre i livsverden, hvad vi erkender og forstår, og hvad det er muligt at sige," siger Martin Glaz Serup og fortsætter:
"Dem, der læser en bog og får øje på navnet George Bush og tænker: 'Aha, så har vi nok med en politisk bog at gøre', de laver en fejlslutning. En bog bliver hverken mere eller mindre politisk af, at forfatteren nævner realpolitik, men det er en let genkendelig form. Hvis Guantánamo indgår som et ord i en digtsamling, så genkender vi det som politisk og begynder at læse på en anden måde, men det er en ekstrem forfladigelse af diskussionen."
"Ja," siger Ursula Andkjær Olsen, "men til gengæld må man vel holde fast i, at al utopisk tænkning har en forbindelse til det politiske; for også drømmen om et apolitisk sted, et sted uden interessekonflikter, er en menneskelig længsel, som har sit udspring i det politiske, i det menneskelige grundvilkår, at interessekonflikter eksisterer."
Et stort krydspunkt
Hverken Martin Glaz Serup eller Ursula Andkjær Olsen tænker på sig selv som politiske forfattere i snæver forstand. Ønsket for dem begge er at favne så meget af verden som muligt.
"Det er ikke afgørende, om jeg skriver om eksistentielle emner i en nærmellemmenneskelig sfære eller en stormellemmenneskelig sfære, begge dele handler om konflikter. Jeg skriver altid i den voldsomt naive bestræbelse, at den bog, jeg er i gang med, skal omfatte hele verden. Så når jeg ofte har stillet modsatrettede synspunkter op over for hinanden i mine bøger, har det været for at lade disse konflikter og modsætninger stå og blafre, også selv om jeg ikke er enig i ethvert af de synspunkter, der måtte stå," forklarer Ursula Andkjær Olsen.
Martin Glaz Serup tager over:
"Det er præcis den samme ambition, jeg har. Jeg vil ikke ekskludere et bestemt område, som f.eks. kærligheden, og undersøge det til bunds, men inkludere det i et hele. I min nye digtsamling Trafikken er uvirkelig, der kommer til august, har jeg beskæftiget mig med synkronicitet. Jeg mener ikke, at domænerne i samfundet er strengt adskilte. Det er ikke sådan, at når man stemmer, er det det eneste, man gør, og når man har sex, har man udelukkende sex. Alting er til stede samtidigt. Det, håber jeg, afspejler sig i mine digtsamlinger. Jeg prøver at have en eller anden form for realistisk paratakse og pege på, at domænerne er sideordnede."
"Ja, mennesket er et stort krydspunkt for alt muligt; tanker, handlinger og følelser," kommenterer Ursula Andkjær Olsen.
- Når I har denne opfattelse af jer selv som forfattere, hvorfor tror I så, nogle litteraturkritikere nævner jer i forbindelse med politisk litteratur?
"Det skyldes nok, at både Ursula og jeg har realpolitik i vores digtsamlinger. Det gør det let at finde ud af, hvordan litteraturen er politisk, men når jeg nævner f.eks. George Bush, så er det ikke eksplicit for at kandidere til Folketinget, så er det fordi, det er et element, der indgår i min virkelighed ligesom ordet 'barnegråd' gør det, fordi jeg har små børn. Det er noget, der findes, og som jeg har et forhold til," siger Martin Glaz Serup. Ursula Andkjær Olsen er enig:
"Det er det samme for mit vedkommende. Jeg skriver om, hvad hjerte og hjerne er fulde af."
Selv om Martin Glaz Serup og Ursula Andkjær Olsen kritiserer det eksisterende samfund, har de ikke noget entydigt ønske om at stille sig uden for det. De mener, at det er et vilkår at være en del af markedet og underholdningskulturen, når man lever i et markedssamfund.
"Jeg har ikke noget imod at blive underholdt. Jeg håber også, at folk finder mine bøger underholdende. Det er som om, at når man siger 'underholdningskulturen', så mener man noget kaloriefattigt og dumt. Sådan behøver det ikke at være. Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg er en kaloriefattig og dum forfatter," siger Martin Glaz Serup.
"Jeg har da jævnligt drømme om at være eneboer," siger Ursula Andkjær Olsen og griner, "men at være i et samfund er både et til tider ondt vilkår, men også en rigdom. Det ville blive voldsomt fattigt bare at være mig, selv om jeg egner mig godt til at sidde og lure helt alene."
Litteraturen som samtale
Martin Glaz Serup nikker.
"Det er præcis dét, litteratur handler om. Litteraturen er en samtale. Det er et privilegeret sted at møde et andet menneske og gå i dialog med noget, som man ikke kunne have sagt sig selv. Jeg oplever en fantastisk rigdom i at læse og skrive," siger han.
"Ja," siger Ursula Andkjær Olsen, "men det er en anden slags samtale end den, vi har nu, for litteraturen er i sig selv utopisk i bogstavelig forstand. Den er et sted, der ikke er der. Når man læser en bog, er man alene, men samtidig er man sammen med alle de stemmer, der er i bogen. Man sidder i sin stue, men man er på samme tid alle mulige steder i verden. Det kræves ikke af én, at man siger noget. Sådan er det ikke i en samtale som denne. Hvis jeg ikke svarede dig med det samme, Martin, ville vi slet ikke have en samtale," siger Ursula Andkjær Olsen og fortsætter:
"Hvis man f.eks. skriver et debatindlæg i avisen, skriver man det, fordi man har et standpunkt og ønsker, at det skal tale sammen med andre standpunkter, og man ved, at man kan forvente nogle bestemte former for svar. Når man skriver en skønlitterær bog, så ved man ikke, om man får noget svar, fordi læseren ikke er tvunget til at sige noget, og man ved heller ikke, hvilken type svar man eventuelt kunne få."
"Men en bog indgår også i en samtale med hele verdenslitteraturen," indskyder Martin Glaz Serup, "den går faktisk ind i en dialog med alle mulige ytringer: Musik, billedkunst, tv og nabosnak. For mig er det at skrive en bog en form for samtale, hvor jeg ikke forventer, at nogen svarer øjeblikkeligt, for dialogen fortsætter så længe, jeg læser."
"Det er en meget laaangsom dialog," smiler Ursula Andkjær Olsen.
Velfærdsstat og politik
Samtalen kommer ind på den politiske litteraturs forhold til velfærdsstaten og falder på Hans Hauges artikel i Kritik nr. 181, hvor han giver udtryk for, at han ikke mener, at det giver mening at kalde litteratur politisk, idet den er en del af staten på grund af kunststøtten.
"Hvis man ikke kender Hans Hauges stil, kunne man tro, at han med en så kortsigtet tænkning måtte være faldet for Helge Sanders 'fra forskning til faktura'-politik. Nu har jeg jo ikke læst hele artiklen, men jeg går ud fra, at Hans Hauge gerne vil problematisere det forhold, at kunstnere er støttede af staten, og det kan man roligt problematisere. Sagen er bare, at hvis man siger, at man ikke kan handle politisk, hvis man modtager noget fra staten, så er der ikke særlig mange mennesker i Danmark, der kan handle politisk. For vi har stort set alle sammen gået i skole, været hos lægen og så videre," siger Ursula Andkjær Olsen, og fortsætter:
"Dog vil jeg give Hans Hauge ret i, at det er naivt at tro, at vi er frie. Det er vel ikke usandsynligt, at en stærk velfærdsstat gør folk mindre politisk aktive. Umiddelbart ser det ud til, at den i hvert fald gør folk mindre radikale, og så må man jo spørge sig selv, om det er en god eller en dårlig ting. En stærk velfærdsstat må selvfølgelig påvirke den politiske handlen, der foregår i den, ligesom ethvert andet statssystem har nogle bestemte virkninger. Egentlig synes jeg ikke, at der er grund til at gå i forsvarsposition i forhold til Hans Hauges angreb på kunststøtten. Det betyder helt sikkert noget. Vi er fanget der, hvor vi sidder, men det er mennesket altid, og den position, vi sidder i, har mindre at gøre med kunststøtten end med velfærdsstaten som sådan."
"Grunden til, at staten støtter kunsten, er, at den er stærk nok til at gøre det, men jeg tror også, at regeringen kan bruge de bøger, der skrives, som en slags evaluering, også dem der skrives i opposition til regeringen. Kunsten er til alle tider en evaluering af det omgivende samfund. Det tror jeg, samfundet har godt af. Demokratiet har en interesse i at få tydeliggjort interessekonflikter. Det synes jeg f.eks., at sagen om Ungdomshuset er et godt eksempel på," siger Martin Glaz Serup.
"Det sværeste og måske vigtigste bliver at være kvalificeret demokratikritisk. Det er noget, jeg til trods for mit demokratiske sindelag meget ofte roder mig ud i. Jeg kan for eksempel godt have mine tvivl med hensyn til demokratiets muligheder for at redde os ud af den klimakatastrofe, vi har hængende over os. Det er muligt, at den eneste løsning på den sag er en form for teknokrati. Det er en konflikt, man kan tage og føle på," siger Ursula Andkjær Olsen.
Martin Glaz Serup er enig:
"Det vigtige er at tydeliggøre konflikterne i samfundet, og det gør man ikke ved at have én type udsagn. Mennesket rummer på samme tid vidt forskellige udsagn og interesser, som ikke nødvendigvis kan forenes med hinanden. En god bog omfatter ligesom mennesket gerne det hele."
