Læsetid: 7 min.

Interessernes sammenstød

I klart vejr kan man se fra den ene side til den anden. Men trods den korte afstand udgør Gibraltarstrædet en af verdens mest markerede grænser mellem de rige og de fattige. Grænsen markerer et sammenstød mellem nogle af globaliseringens mere komplekse og politisk betændte interessekonflikter
16. september 2006

For mindre end to år siden var det en hverdagsbegivenhed, at der skyllede lig op på strandene på begge sider af Gibraltarstrædet. Det var lig fortrinsvis af afrikanere fra syd for Sahara, der havde forsøgt at krydse den korte, men lumske distance over strædet.

En tur, som i næsten alle tilfælde blev arrangeret af en hæmningsløs marokkansk-spansk mafia.

Det fortæller Mohamed Abouabdillah, chefredaktør på Le Journal de Tanger, der er en af Tangers to fransksprogede aviser:

"Ruten er næsten lukket i dag. Men tidligere var det hver uge, at vi fik lig på strandene på den her side. De, der vil over, er desperate og tager alle chancer. De, der organiserer, er fuldstændig ligeglade. Som i alle andre sammenhænge er det kun pengene, der tæller."

Muhammed Abouabdillah nævner eksempler på, hvordan mafiaen kunne behandle de desperate immigranter, der ikke selv har nogen muligheder for at vurdere deres guider. De må blindt stole på, at de blev ført sikkert til paradis på den anden side af strædet, og så ellers betale de op mod 1.000 euro, den tur koster.

"Der er tilfælde, hvor de sejler ud om natten fra kysten vest for Tanger, og sætter dem af øst for Tanger. De tror så et kort øjeblik, at de er kommet til Spanien. Det er de ikke. Og når de først har betalt for den tur, så har de ikke flere penge."

At de mange lig på strandene i Andalusien og Marokko hører fortiden til, kan ses andre steder. I øjeblikket værst på de Kanariske Øer, der oplever den mest voldsomme tilstrømning af bådflygtninge nogen sinde. Men turen til de kanariske øer er næsten 10 gange så lang som den over Gibraltarstrædet. Derfor skylder ligene nu op på den vestafrikanske atlanterhavskyst.

Lukket rute

I Tanger bekræfter det maritime politi, at den illegale rute over Gibraltar er lukket. På havnen er der nu kun de 10-15 årige drenge fra det sydlige Marokko tilbage. De vrimler til gengæld rundt på havneanlægget, hvor de forsøger at finde en lastbil, de kan hage sig fast under for at komme over til den anden side.

Lukningen skyldes en aftale indgået mellem den spanske og marokkanske regering som har bevirket, at det marokkanske kystpoliti er blevet moderniseret for spanske euro. Til gengæld bliver alle flygtninge, der lander på de sydspanske kyster, fluks sendt tilbage på den marokkanske regerings regning.

Derfor er det i modsætning til tidligere kun få flygtninge syd fra Sahara, der ankommer til Gibraltarstrædet. Men for de som kommer, er mønstret altid det samme. Det forklarer en af officererne fra kystvagten i Tanger havn:

"Immigranter syd fra Sahara har næsten altid papirer med. De køber et billigt jakkesæt, og så stiller de sig op i køen her. Men deres papirer er altid falske. Derfor sender vi dem tilbage til deres konsulat,"fortæller officeren, der ikke vil have sit navn på tryk.

Men det er derfra - når de er blevet afvist med deres falske papirer - det bliver farligt, fortæller han videre:

"Så tager de til stranden ved Kzar Sgir 30 kilometer øst for Tanger. Der venter de i skovene, til de kan få kontakt til en båd, der kan tage dem over. Men det er blevet meget svært. Vi har øget patruljeringen langs hele strædet. Derfor kommer de som regel tilbage her til."

Dermed ender de som de nederste i et hierarki af forhutlede mennesker, der tumler rundt i Tangers gader.

Det ses tydeligt i den gamle bydel, Medinaen, hvor byens tiggere og hjemløse holder til ved de gamle kanonbatterier ned mod havnen. Og hvor der bare for et år siden var hundredvis af sorte afrikanere, er der i dag stort set ingen. Men med officerens beretning i hovedet, er det umuligt ikke at bemærke de par stykker, der er.

For der står de. De falske forretningsmænd med de falske papirer, der ikke overbeviste nogen. I deres beskidte jakkesæt og nu udtrådte lædersko. Havnet endnu længere nede, end det sted de forlod. I et land, der er nådesløst for dem uden midler.

Mohamed Abouabdillah forklarer hvorfor:

"De venter stort set bare på at blive sendt tilbage. De har ingen penge til selv at rejse, derfor er de afhængige af, at deres regering accepterer at betale for deres billet. Det gør eksempelvis Senegal i øjeblikket, men de fleste andre afrikanske lande nægter at tage sig af deres udvandrede borgere."

Handel frem for immigration

Redaktøren mener ikke, at man fra den europæiske side skal kritisere de afrikanske lande - og slet ikke Marokko - for ikke at stoppe immigrationen og dermed de mange, der ender som lig på en strand. Han forklarer, at det både er den officielle politiske og den offentlige mening, at Marokko er offer for immigration. Og at man i øvrigt opfylder de krav, som den europæiske union stiller.

"Vi har længe lidt under, at ruten til Europa gik gennem Marokko. Ni ud af ti, der prøver at krydse over, er fra syd for Sahara. Når de sendes tilbage fra Spanien, så bliver det vores problem."

For selv om de marokkanske myndigheder har beregnet, at de godt tre millioner marokkanere, der bor rundt om i verden, i 2005 sendte et beløb svarende til 30 milliarder danske kroner hjem til deres familier, så har Marokko andre interesser.

EU er landets vigtigste handelspartner, og udviklingen af landets økonomi afhænger af samhandlen med EU.

Men som Abouabdillah siger:

"Alle har interesser i immigration. Spanien har en interesse i immigration. Det er bare et spørgsmål om, hvilken side man ser det fra."

Uden immigration, ingen vækst

Dermed flytter Mohamed fokus over på den anden side af strædet. For der er mange interesser i spil, når emnet er immigration. For de fattigste afrikanske lande kan det være et simpelt spørgsmål om de bidrag, som de udrejste sender tilbage til deres familier. Det er i høj grad tilfældet for et land som Senegal, hvor de fleste, der i øjeblikket ankommer til Spanien, er fra. En tiendedel af landets BNP kommer fra borgere bosat uden for landets grænser.

Men for EU-landene er interessen en anden. Her er immigration nøglen til fortsat vækst.

Et studie fortaget af den spanske bank Caixa Catalunya viser, at Spaniens vækst på 2,6 procent i 2005 i høj grad skyldes de mange immigranter. Hvis ikke det havde været for deres bidrag, ville landet i stedet have haft en minusvækst på 0,6 procent. Og regnestykket gælder ikke bare Spanien.

Ifølge bankens analytikere har immigration en positiv effekt på væksten over stort set hele Europa.

"Kun Irland, Finland og Frankrig ville stadig have set deres økonomier vokse inden for de sidste 10 år uden immigration," konkluderes det i rapporten.

Plastik-kysten

Et af de steder, hvor mange immigranter i første omgang finder beskæftigelse, er på den spanske plastik-kyst - la Costa Plastica.

Navnet kommer af det syn, der rammer en, når man bevæger sig blot 70-80 kilometer øst for Malaga. Bjergskråninger og dale pakket ind i plastik. Et gigantisk drivhus, der forsyner europæerne med frugt og grønt året rundt. Og til en stadig billigere pris målt i forholdet mellem pris- og lønudvikling.

Her er man afhængig af immigranternes villighed til at producere enten underbetalt eller til en mindsteløn. Men Plastik-kysten er langt fra et enestående eksempel. Store dele af den spanske servicesektor og særligt turistindustrien er afhængig af immigranternes arbejdskraft.

"De seneste års forskellige regeringer har altid benægtet, at der var en mangel på immigranter. Derfor har man aldrig tilladt legal import af arbejdskraft i det omfang, som er nødvendigt. Men virkeligheden er, at virksomhederne efterspørger arbejdskraft - og efterspørgslen er kun blevet dækket og økonomien vokset, fordi der hele tiden ankommer illegale immigranter," siger præsidenten for statslige spanske flygtningehjælp (CEAR), Ignacio Diáz de Aguilar.

Derfor har der i Spanien i mange år været en laissez faire-politik omkring indvandringen. Man ved, at der er et behov, der skal dækkes, men emnet er politisk varmt. Og med den humanitære katastrofe, som følger med den illegale immigration - og som lige nu udstilles på de Kanariske Øer - er den spanske regering kommet til den konklusion, at arbejdsmarkedet ikke kan absorbere flere immigranter.

I en sjælden alliance kalder fagforeninger, NGO'er og virksomheder den konklussion for "mere politisk end økonomisk begrundet."

Ansvarsflugt

At ruterne over Gibraltarstrædet i dag er lukket, ændrer ikke ved det faktum, at den enorme arbejdsreserve, der nu - og sandsynligvis langt ud i fremtiden - vil befinde sig på det afrikanske kontinent, altid vil søge deres muligheder.

Derfor må man i den Europæiske Union beslutte, hvordan man griber den situation an for at undgå, at ligene skylder op på strande på enten Gran Canaria, i Italien eller helt andre steder. I dag støtter EU spæde projekter for at skabe vækst på det afrikanske kontinent. Men det er langt fra nok målt op imod de 100 millioner af mennesker, der ikke synes at have en fremtid hjemme. Som det franske dagblad, Le Monde skrev under overskriften 'En daglig tragedie' i deres leder den 6. september 2005:

"Middelhavet danner det største skel i verden mellem rige og fattige lande. Derfor hører strømmen af flygtninge næppe op af sig selv (...) Alle ved, at problemet kun kan behandles ved at indlede en ægte politisk dialog med immigranternes hjemlande og hjælpe dem til at udvikle deres økonomi. Alle ved det undtagen - synes det - EU."

Eller som Mohamed Abouabdillah ser det fra den afrikanske side af strædet:

"Immigration er et globalt fænomen, der udstiller et globalt problem. Forskellen mellem rig og fattig. Og den Europæiske Union giver intet uden at få noget til gengæld. Det er dem, der styrer spillets regler. Ikke os."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu