"Tag jer i agt, træd varsomt, og tænk på følgerne af jeres handlinger," advarede den magtfulde iranske eks-præsident ayatollâh Hâshemi Rafsanjâni Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i sin fredagsprædikken på Teherans Universitet. Henvendt til USA og amerikanske allierede fortsatte Rafsanjâni gårsdagens revolutionære og dagens moderate statsmand:
"Lad mig understrege: Skab ikke vanskeligheder for jer selv, os og regionen, og giv ikke andre unødvendig hovedpine."
Anderledes farverige var udtalelserne fra den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejâd, som er på rundrejse i Zanjân-provinsen. Iført sin hvide jakke til et beløb svarende til ca. 30 danske kroner skreg han med knyttede næver:
"De (Vesten, red.) tror, at de har at gøre med en middelalderlig nation", og fortsatte: "Vore unge videnskabsmænd har erobret den ene videnskabelige og teknologiske bjergtop efter den anden. Vi forbliver stående på toppen af fremskridtets bjerg. Lad Den Aldrende Imperialist (Storbritannien, red.) og hendes Herremand (USA, red.) vide, at Qajar-dynastiets tid udløb for 100 år siden," med henvisning til Irans gradvise svækkelse i Qajar-periodens anden halvdel i det nittende århundrede. Ahmadinejâd behandlede naturligvis også sit yndede tema, Iran/Irak-krigen og iranernes "selvopfrelse, mod, søgen efter martyrdom og ære", og opfordrede endeligt stormagterne til at: "Følge de guddommelige profeternes eksempel!"
Mobilisere opbakning
Gårsdagens udmelinger fra Iran tyder på en klar arbejdsdeling mellem Rafsanjâni og Ahmadinejâd. Rafsanjâni havde til formål, diskret at minde Vesten om konsekvenserne af international indgriben mod det iranske atomprogram, mens Ahmâdinejad rejser landet rundt for at mobilisere folkelig opbakning til Den Islamiske Republik. Og der er noget for enhver iraner i Ahmâdinejâds taler. Iranske nationalister foragter det iranske styre, som gennem 27 år har undertrykt Irans præ-islamiske historie og kultur, og har forsøgt at arabisere og islamisere Iran. Ahmadinejâd skræmmer dem med udsigten til at Iran på ny bliver reduceret til en semi-koloni. Den iranske venstrefløj, som heller ikke er loyal over for det iranske styre, er samtidig også skeptisk over for USA. Denne traditionelle USA-skepsis hos venstrefløjen udnytter Ahmadinejâd dygtigt til at samle dem i en fælles front mod USA. Den traditionelle iranske middelstand og bâzâr-klassen, som er bærende for republikken mindes om at Den Islamiske Republik er en åndelig supermagt, og et modpol til det dekadente Vesten, for selt ikke at tale om at kapitalismen truer bâzâr-klassens økonomiske interesser. Således skaber fjendebilledet USA samling i et ellers fragmenteret politisk og socialt landskab i Den Islamiske Republik.
Hershs høflighed
Imidlertid kommer gårsdagens udtalelser fra Iran også i logisk forlængelse af en optrapning af den psykologiske krigsførsel mellem USA, Iran og Israel gennem de seneste måneder. Først kom den amerikanske journalist Seymour Hersh' med en beretning i The New Yorker Magazine om, at der i Pentagons krigsplanlægning indgår et angreb på underjordiske faciliteter med taktiske atomvåben. En udmelding som til dels havde til formål at skræmmer den iranske ledelse til at give indrømmelser til Den Internationale Atomenergiagentur, og samtidig præparere opinionen på amerikanske bombninger. Iran gengældte Hersh' høflighed ved at teste en undervandmissil, som ifølge Teheran var iransk produceret, og verdens hurtigste. Siden hen har produktet kunne spores tilbage til Rusland. Herudover hævdede Iran allerede at være gået i gang med berigelse af uran og har hvad der behøves til våbenproduktion, hvorfor USA kan bombe hvad de vil! Den amerikanske udenrigsminister Rice, som udover at være sovjetolog også menes at være en dygtig pianist svarede det iranske missil-træk og Ahmadinejâds tenor med en "Für Mahmoud (Elise, red.)", og rapporter kom til overfladen om at USA har fået serbiske demokratiaktivister til at uddanne iranske oppositionelle i Dubai. Men hvis det er en talenkonkurrence kan vi også, tænkte den iranske ledelse og Den Iranske Revolutionsgardes Dr. Hassan Abbasi truede Vesten med 40.000 iranske "martyrdomsfrivillige", som var parate til at gennemføre "martyrdomsoperationer", som er det officielle iranske udtryk for selvmordsterror, mod vestlige mål. Den amerikanske præsident George Bush skildrer den iranske atomkrise som en trussel mod hele verdenssamfundet, og isralekse efterretningsfolk udregnede rækkeviden af de iranske missiler. Heller ikke dette træk kunne Iran stå uimodsagt, og tilbød at opføre et islamisk atomforskningscenter på en iransk ø i Den Persiske Bugt, hvor Iran kan dele ud af sin ekspertise. Foreløbigt har Sudan fået et tilbud fra Iran!
Hele forløbet viser en tiltagende psykologisk krigsførelse mellem USA, Iran og Israel, som de primære aktører i den iranske atomkrise. Alt sammen forudsigelig informations- og misinformationskampagner som kendetegner den store usikkerhed i perioden op til en stat bliver en atommagt.
Ali Alfoneh er forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet