Læsetid: 1 min.

International kritik af Foghs DR-angreb

Statsministerens angreb på DR møder skarp kritik fra en international organisation, der står vagt om ytringsfriheden rundt om i verden
27. januar 2007

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) udfald mod Danmarks Radio vækker nu international kritik. Den kommer fra organisationen Index on Censorship, der løbende opregner brud på ytringsfriheden overalt i verden og er anerkendt som en af verdens førende institutioner på området.

"Den danske regering bør ikke skyde budbringeren, fordi de ikke kan lide budskabet. Statsministeren har samme ret som enhver anden dansker til at klage over et bestemt medie til Pressenævnet. Det må være den rigtige måde at gribe det an på," siger redaktør Rohan Jayasekera til Politiken.

Samme henvisning fik Fogh torsdag fra DR's ledelse, men "en regering benytter sig ikke af et pressenævn", svarede statsministeren.

Pressenævnet tager yderst sjældent sager op på egen hånd, men under alle omstændigheder skal en statsminister ikke gå til angreb på enkelte medier, understreger redaktøren af Index on Censorship.

"Det er ikke regeringens opgave at lancere offentlige angreb mod navngivne medier," siger Rohan Jayasekera.

Index on Censorship fulgte også med i sidste års debat om ytringsfriheden, der blev affødt af Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Her ser Jayasekera en parallel.

"Statsministerens budskab kan være med til at underminere Danmarks sag rundt om i verden. I den muslimske verden vil man sige: Der er ytringsfrihed, når muslimer bliver kritiseret, men der er ikke ytringsfrihed, når den danske regering bliver kritiseret," siger han.

Blandt forfattere, der har bidraget til Index on Censorship, er Vaclav Havel, Nadine Gordimer, Arthur Miller, Julian Barnes og Salman Rushdie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu