Læsetid: 4 min.

International PENsion

20. oktober 1997

PROBLEMET KENDES mange steder fra. Folk klamrer sig til de taburetter, de nu engang har tilkæmpet sig. De nægter at forlade dem med mindre de bliver væltet, tvangsfjernet, bortslæbt, og de er i det hele taget modstræbende. Problemet kendes især fra bestyrelser, hvor medlemmerne bakker hinanden gensidigt op i en slags ærtehalm og straks kaster sig over den formastelige, der på en generalforsamling evt. forsøger at foreslå sig selv eller nogle andre til bestyrelsen.
Et andet problem, som hænger nøje sammen med dette, er, at organisationer og foreninger ofte stivner i sædvanlige rutiner og derfor nok kunne trænge til frisk luft og fornyelser.
Sådan var det i foreningen Dansk PEN for en 20-30 siden, hvor en halv snes fremtrædende danske forfattere mente, at den dengang ellers meget aktive forfatterinde, Elsa Gress, burde trække sig fra formandsposten, fordi foreningen var blevet for sløv. Det lykkedes at aftale sagen i mindelighed, således at hun, der var blevet kaldt for "Danmarks eneste vrede, unge mand", i dette tilfælde forblev ganske stum.
Dengang hed foreningen slet og ret PEN-klubben, men ændrede senere navn, formentlig fordi det lå lidt for tæt op ad den af Tante Berlingeren indstiftede børneklub, Ping-klubben, hvilket gav uheldige associationer. Navnet lå - om man så må sige - lige til spottefuglenes højre fod.
Der var dog den sandhed i det, at der var mange ping'er i PEN-klubben. PEN står for ordene poets, editors and novellists, og den danske afdeling indgår i en verdensomspændende organisation ved navn International PEN. 125 lande er med - og repræsenteres af nogle af landenes mest fremtrædende skribenter. PEN er ikke en forening, man bare kan melde sig ind i. Man skal anbefales eller udpeges, og på den måde er foreningen eksklusiv. Den har i øvrigt megen prestige og et godt renommé, idet den kæmper for ytringsfrihed overalt i verden.

DET SAMME problem, som optrådte i den danske afdeling dengang, synes nu at have ramt International PEN. Det fremgår af det seneste Nyhedsbrev fra Dansk PEN, at der længe har ulmet en utilfredshed blandt mange af medlemmerne. På den årlige PEN-kongres, der for nylig blev afholdt i Edinburgh, slog utilfredsheden med organisationsledelsen ud i lys lue.
Kritikken af ledelsen blev fremført af en lille, selvbestaltet reformgruppe, kaldet Picasso-klubben, opkaldt efter en restaurant i byen Guadalajara i Mexico, hvor den forrige kongres blev holdt. På restauranten kunne man købe slips med Picasso-motiver. Her fandt reformgruppens medlemmer sammen, og alle mændene købte slips, som de iførte sig, så broderskabet blev synligt.
Utilfredsheden gik på flere ting: International PEN's økonomi var uigennemskuelig og reglerne for de fælles penges anvendelse uklare. Der manglede formel ansvarlighed i ledelsen. Og i øvrigt gjorde ledelsen for lidt for at skaffe flere penge til organisationens vigtige arbejde.
Fra dansk side deltog formanden, forfatteren Jørgen Knudsen samt journalisten Jens Lohmann og forfatteren Jacob Gammelgaard. Sidstnævnte har i nyhedsbrevet veloplagt refereret de tumultuariske og til tider farceagtige episoder på dette års kongres. Allerede i fjor fik reformbevægelsen sin første sejr, idet et flertal vedtog at bede japansk PEN om at koordinere et forslag til vedtægtsændringer. Det blev dog de nordiske PEN-centre, der udarbejdede det grundforslag, der skulle komme til at præge Edinburgh-mødet. Et møde, der vist lige så godt kunne være afholdt i den hedengangne børneklub, Ping-klubben.

DET FØG gennem luften med hede diskussioner om, hvorledes vedtægter skulle fortolkes, hvilke procedurer, der var de korrekte - mundtligt og via telefax'er, og bølgerne gik højt. Der var intens korridorsnak, hektisk lobbyisme og manipulationer. Der udsendtes akut stemmesedler til samtlige PEN-centre, og også betimeligheden heraf diskuteredes. Den internationale sekretær, Alexandre Blokh, som er den mest indflydelsesrige person i PEN, ønskede ingen ændringer og var ifølge referatet personligt fornærmet over, at nogen dog kunne finde på at beklikke ham. Ifølge gældende regler skal den siddende sekretær efter sine fyldte 65 år hvert år tilbyde sin tilbagetrækning, et slags mildt aldersloft, men sekretæren ville åbenbart ikke ud med sin alder. Som der står i referatet: "Ingen kendte Blokhs alder, men kilder der står ham nær, anslår, at han er mellem 72 og 76". Blokh, som anses for stopklodsen for forandringer og fornyelser, havde på intet tidspunkt tilbudt at træde tilbage.

NUVEL, det endte godt for reformklubben. Sådan delvis i hvert fald. I det tiltagende kaos på den højspændte kongres ("en historisk og dramatisk kongres") lykkedes det denne hr. Blokh at overleve som sekretær, men han måtte sluge den bitre pille, at det foreløbig kun var for endnu et år. Han havde ellers tilbudt sig frem til år 2000. Ydermere måtte han finde sig i, at der blev nedsat en ad hoc-gruppe, hvori alle reformklubbens kandidater blev indvalgt. Blokh levede op til sit navn og forsøgte til det sidste at blok(h)ere under henvisning til, at der ikke var penge til et sådant udvalg. Men udvalget blev nedsat og starter nu sit arbejde med at opdatere vedtægterne, så PEN kan blive en mere slagkraftig organisation.

Samme aften opløstes Picasso-klubben. Den havde gjort sit arbejde.
Det skal tilføjes, at PEN-klubben normalt optræder mere seriøst og gør et propert stykke arbejde for f.eks. forfattere og andre, som er fængslet for noget, de har sagt eller skrevet. Men, som man her har erfaret: Det koster at kæmpe for ytringsfriheden - både på den ene og den anden måde!Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her