Tyveriet er en naturlig del af den kreative udfoldelse. Enhver, der benægter det, er enten uvidende eller i dyb fornægtelse. Så tag blot venligt imod de tre tyvagtige danske, men engelsksprogede debutanter Track '72, Lucy Baines og Djosos Krost, der stjæler fra den store musikalske buffet uden at skamme sig og uden at ende som kalorietunge kopier af deres yndlingsretter.
Anders Brixen Kristiansen er en vidtfavnende collage-dj og -producer af guds nåde. Det har han bevist i Malk de Koijn - som Tue Track - og det konsoliderer han på sit solodebutalbum Rockin' - som Track '72 (mandens fødeår). Malk-trioens vidt forgrenende dansksuenza er her erstattet af instrumentale numre og af fornem amerikansksproget præcision fra folk som J-Ro fra Tha Alkaholiks, freestylemesteren Craig G og Wildchild fra old skool-genopliverne Lootpack. Ærværdige navne, jovist, men også folk, der kan fremstå lidt konventionelle i al deres velsmurte tungesvirpen, når de er i karambolage med Tracks nedrivning og genopbygning af musikhistorien. De giver ham et internationalt anstrøg, men spørgsmålet er, om han har brug for det.
Rockin' er i hvert fald i en langt mere interessant og personlig fure, når Track får fred til at fabulere sig gennem sine indbrud i rillerne på obskure vinylplader, han møjsommeligt har gravet frem på loppemarkeder og hos marskandisere. Dj'en som kunstner, som turntablist frem for som danseindpisker, handler i høj grad om hvilke plader, han har gravet frem og fundet nyt potentiale i, og det er Tue Track ret så effen til. Han opererer i en personlig parallelverden med vægge, der både vender ud til verdensrummet og ind i New Yorks socialrealitet. Han transmitterer en vision, der selvfølgelig dufter af mestre som Rob Swift fra X-Ecutioners og Dj Shadow, men som også er en selvafrundet hiphop med stikkontakter sat i old skool, electro, soul, p-funk og syrede orkesterledere fra 60'erne og 70'erne.
Kraftwerk, Grandmaster Flash og Parliament kan derfor findes i samme radbrækkede sætning, og Track '72's fordøjelsesmekanismer - sampleren, pladespillerne, laptoppen - er så raffinerede, at det på ingen måde giver mening at tale om kopisteri eller eftersnak. Tværtimod.
Trioen Lucy Baines' debutalbum er helt og holdent håndspillet hiphop, som planker riffs og licks fra funk og jazz og organiserer dem i radmagre konstruktioner, der rykker atletisk af sted med skarpe rytmiske smæld eller cruiser elegant på blåcool harmonier. Håndværkerne er den allestedsnærværende jazz-med-meget-mere-trommeslager og -tangentspiller Kresten Osgood, bassisten Thomas Vang og rapperen Gisli Gislason, som har et smukt flow, der bringer ham helt ned i den skrøbelige hvisken og op på de piksikre nagler - samt ud i et par monotone tirader.
Nogle tracks har mere karakter af skeletter, hvor der ganske enkelt fattes kød, ide, prægnans, og man kommer helt uvilkårligt til savne noget elektronik i skikkelse af en saftig sampling, et ondt breakbeat, en klanglighed fra en anden verden end det nogle gange lidt jazzstøvede studie albummet er indspillet i. Men savnet forsvinder, når trioen strammer op og affyrer en stram, elastisk jazz-hop tilsat humanistiske vers på vers på vers. Og det gør de det meste af spilletiden.
Smuk harmonisk tæft
Duoen Djosos Krost mæsker sig i både programmeringer og håndspillede instrumenter på deres debutalbum No Sign of Bad. Dj Pharfar, Dj Filip samt gæstemusikere og -vokalister lægger sig i slipstrømmen fra den eksperimentale dub, som har pulseret fra Europa og især Berlin med Rhythm & Sound forrest i omkring et årti. En digital videreformulering af den dub, der blev født i Kingston Town, Jamaica i start-70'erne. Og der er ikke noget voldsomt nyt under den jamaicansk farvede, europæisk fortolkede sol på No Sign of Bad. Men Djosos Krost går alligevel til bidet med en uafviselig charme, en smuk harmonisk tæft og nogle frække udfordringer af det masserende grooves velbehagelighed. Check f.eks. John Barry-melodien på "Earthball", de skarpe 'Psycho'-stabs på "Chapter One" eller de vaklende synth-flydetoner på "Predator".
Blandt denne anmeldelses tre plader er No Sign of Bad den mest åbenbart tyvagtige. Inspirationskilderne banker konstant på. Men hvorfor også skjule sine tyverier, når de nu så åbenlyst bruges i musikkens højere tjeneste?
Track '72: Rockin' (Good Music Records/Playground)
Lucy Baines: Lucy Baines (Noiz Music/EMI)
Djosos Krost: No Sign of Bad (Pan Americana/VME)
