Læsetid: 5 min.

Interne problemer kontra islam

Europæiske kommentatorer kalder striden om karikaturerne civilisationernes sammenstød. Men det problem som Europa nu står overfor, er måske ikke de andres tro, men Europas egen. Sociologen Ulrich Beck reflekterer over det post-sekulære samfund, hvor ateismen ikke er eksklusiv
16. februar 2006

For at være uenige må man være enige om noget. Nemlig hvad man er uenige om. I striden omkring de 12 danske karikaturer af profeten Muhammed har præmisserne da også været klare fra starten. Tegningerne var tænkt som en fornærmelse, og sådan er de også blevet opfattet. Det har været en succes ud over alle grænser.

Der, hvor uenigheden melder sig, er, om fornærmelsen kan retfærdiggøres under henvisning til ytringsfriheden. På dette punkt synes opbakningen begrænset.

Jyllands-Posten og de øvrige europæiske aviser, der har trykt tegningerne, har fremprovokeret voldelig modstand i arabiske og muslimske lande. Europæiske kommentatorer fra Hans Magnus Enzensberger til Alain Finkielkraut har beskrevet konflikten som "et sammenstød mellem civilisationer".

Kampen skulle ifølge denne udlægning stå mellem to poler; vestligt sekulariserede demokratier og arabisk fundamentalistisk islamisme. Kampen skulle med JP's kulturredaktør, Flemming Roses, ord i The New York Times være et "spørgsmål om integration, og hvor forenelig religionen islam er med et moderne sekulariseret samfund".

Men er disse to civilisationer massiver? Kommentatorerne er i tvivl. Set udefra tager Europa sig ikke sådan ud.

I det amerikanske ugemagasin The Nation angriber Gary Younge i polemik mod Rose "den misforståede forestilling, at Europa er et monoetnisk kontinent, hvortil ikke-hvide folk netop er ankommet". De europæiske nationers love vedrørende ytringsfriheden er meget mere sammenstykkede end USA's, konstaterer han.

"Mange af dem blev udfærdiget som konsekvens af Holocaust, og det er vidnesbyrd om, hvor skrøbelig og ung denne liberale sekulære tradition faktisk er," skriver Younge og refererer til en række aktuelle sager med religiøse og racistiske implikationer i forskellige europæiske lande, hvor retten har sat grænser for ytringsfriheden - såvel hvad kristne som muslimer angår.

"Men ingen hævder, at protestantiske, katolske eller jødiske værdier er uforenelige med demokratiet," konstater Younge. Forskellen er forskelsbehandling.

Rollerne byttes om

Jyllands-Postens undersøgelse af selvcensur er også blevet et retligt anliggende. Ifølge Sanjay Suri i Outlook India er udviklingen måske en fremtidig karikatur værdig. Måske rollerne i den pågående opførelse af 'civilisationernes sammenstød' skal fordeles påny. "Fra en debat i medierne er kontroversen nu på vej over i en debat om en konflikt mellem de love, der garanterer ytringsfrihed og dem, der forbyder blasfemi. Mange af de love, der skulle indskrænke religiøs provokation, er møntet på oprørte imamer som Abu Hamza, der blev straffet i sidste uge i London.

Domstole i Danmark - og måske andre steder - kan nu imødese fredsommelige muslimers rettergang med provokerende europæiske medier på anklagebænken."

Modellen, der modstiller to massiver - Øst kontra Vest, fundamentalistiske religiøse samfund kontra sekulariserede samfund - er vakkelvorn:

På den ene side udgør de muslimske og arabiske samfund måske ikke nogen blok. Som Tariq Ramadan skriver i Libération, er de oprørte menneskemasser på tv ikke så talstærke, som skærmen lader ane. Og som den franske tænker Marcel Gauchet lader forstå i Le Figaro, er muslimernes indignation måske ikke så enstemmig, som den synes. Gauchet mener snarere, at muslimernes transnationale sammenrend vidner om "en dyb følelse af skrøbelighed".

På den anden side taler heller ikke Vestens sekulariserede samfund med en og samme stemme. Dels har alle de publikationer på det europæiske kontinent, der har optrykt tegningerne, fundet et kun svagt ekko i Storbritannien og USA. Dels er medierne på kontinentet indbyrdes uenige, hvis ikke internt på de enkelte redaktioner.

Selv forsøg på at placere JP's epigoner på den moderate og ekstreme højrefløj udviskes af den lydhørhed, som de har vundet blandt især franske aviser på den oppositionelle venstrefløj.

De samme krav

Forestillingen om 'civilisationernes sammenstød' er ifølge Olivier Roy en tese, der ikke hviler på andet end uvidenhed og hykleri.

"Denne værdidebat modstiller ikke Vesten og islam. Den udspiller sig inden for selve den vestlige verden," skriver Roy i Le Monde og opridser en anden blok i debatten: "Religiøse konservative - hvad enten jøder, kristne eller muslimer - danner stadigt oftere fælles front for at hævde grænser for menneskets frihed, hvad enten vi taler abort, homoseksuelt bryllup, bioetik eller blasfemi," skriver Roy.

Olivier Roy og mange andre kommentatorer mener ikke, at ytringsfriheden som sådan er truet. Spørgsmålet, som de debatterende parter i den europæiske offentlighed overvejer, er blot, hvor grænser for denne frihed, der intetsteds er grænseløs, skal trækkes. Parterne har mere til fælles end konflikten lader ane, foreslår den tyrkiske forfatter, Elif Shafak. Begge taler de samme sprog. Begge bruger de skældsord, skriver Shafek. Tegningen af Muhammed med bombe i turbanen genkalder demonstrantens skilt, hvorpå der står 'halshug dem, der håner islam.' Ifølge hendes landsmand, Gülay Göktürk, er parternes familielighed dog baseret på andet end hang til udfald - omend det er sådan den også pt manifesterer sig. Hvor ubegrænset en frihed man end påberåber sig, bliver man ikke det hellige kvit, mener Göktürk. Imens visse ikke accepterer angreb på flag, stat eller nationalfølelse, accepterer andre ikke ydmygelse af profeten. Göktürk tror, Tyrkiet som det muslimske land, hvor ytringsfriheden er mest veludviklet, har en rolle at spille i etablerinngen af "et modent samfund, der kan bruge ytringsfriheden med empati, men ligeledes svare med sindsro på et banalt omend respektløst overgreb".

Noget helligt

I Stuttgarter Zeitung undersøger også Rolf Spinnler 'Hvad, der stadig er os helligt'. Uden som Göktürk at strække begreberne, falder han allerede i starten af den tyske forfatning over 'Gud'.

Spinnler mener med henvisning til den politiske filosof Carl Schmitt, at "alle den moderne statslæres væsentlige begreber er sekulariserede begreber".

Forestillingen om, at politik kan legitimeres uden teologi er "det modernes selvformørkelse". "Ansigt til ansigt med politisk islam er vi tvunget til atter at tage vare på vor egen kulturs fornægtede religiøse dimension," konkluderer Spinnler.

Sociologen Ulrich Beck mener også, at de sekulariserede europæiske samfund synes at bedrive selvbedrag. Et moderne samfund er ikke nødvendigvis et samfund, hvor religion er blevet afviklet.

Men han vender sig ikke af den grund mod islam: "Storbritannien og Amerika synes at være postsekulære samfund. De ser ateisme som blot et trossystem blandt andre og religion som en stadig vigtig stemme for menneskeheden," siger han i et interview i The Guardian.

Beck er ikke religiøs. Han er blot imod de danske karikaturer og kritisk over Danmark overhovedet, som han kalder "lukket og ureflekteret":

"Det er vigtigt at kæmpe for ytringsfriheden, men det skal knytte an til principper. Man kan ikke lege med en sådan frihed. Man skal passe på ikke at såre folks religiøse følelser," siger Beck og fastslår "at det er vigtigt at forstå, at ikke alle skal være ateister."

Især ikke i dag. Som forfatter Umberto Eco har sagt på italiensk tv, var der en tid, hvor selv ateister var så velopdragne, at de ikke forfaldt til blasfemi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu