Læsetid: 3 min.

Internet-depressionen

22. juli 2002

MICHAEL J. MANDEL, økonomisk redaktør ved erhvervsmagasinet Business Week, sagde det hele på forhånd. »Der er rimelig udsigt til, at Den Ny Økonomis optur vil blive fulgt af Den Ny Økonomis nedtur. Hvis ikke beslutningstagerne gør de rigtige ting, vil opsvinget forvandles til en internet-depression – en langstrakt periode med stagnation, hvor mange af de senere års økonomiske gevinster vil blive tabt,« skrev Mandel for godt to år siden i sin bog The Coming Internet Depression. Og tilføjede:
»Når nedturen starter, så vær på vagt. De stærke kræfter, der har gjort den ny økonomi så dynamisk, vil begynde at agere den modsatte vej – først langsomt, så hurtigere og hurtigere (...) Det potentielle resultat kan blive en heksebryg af brølende inflation, en dollar der styrtdykker, og en verdensøkonomi der skrumper.«
Op til weekenden dukkede et nyt navn op på listen over selskaber, som er ved at blive indhentet i den traumatiske proces, der åbenbart handler om at skrue aktieøkonomien tilbage og bortviske de spekulative værdier, der blev skabt ved kursernes himmelflugt gennem sen-90’erne. Selskabet er verdens største mediekonglomerat, AOL Time Warner, skabt ved en 165 milliarder dollar-fusion mellem den gamle økonomis underholdnings- og mediekoncern Time Warner og den ny økonomis internet-udbyder America Online. Konglomeratet ejer Time Magazine og 140 andre magasiner, tv-selskabet CNN, Warner Bros, Netscape, internet-søgemaskinen Google m.m. og har blandt meget andet 38 millioner abonnenter på AOL’s internet-service i USA og 15 andre lande.
Det var reelt den ny økonomi, der købte sig ind i den gamle, ved at AOL overtog Time Warner med AOL’s opskruede aktier som betalingsmiddel. AOL sprøjtede ’internet-DNA’ ind i Time Warners gamle organisme, som AOL-cheferne selvsikkert sagde. Det er nu AOL-delen af konglomeratet, der truer med at trække resten med ned.

AOL TIME WARNERS aktier stod efter fusionens annoncering i januar 2000 til en kurs på 70 dollar. Kort efter begyndte kurserne at falde på de amerikanske børser, og AOL Time Warners fulgte med. Siden januar 2001 er 70 procent af konglomeratets aktieværdi forsvundet i den blå luft – i fredags stod en AOL Time Warner-aktie i kun 11,58 dollar. Selskabets næstøverste chef, Robert Pittman, der var manden bag AOL’s internet-succes sidst i 90’erne, tog torsdag konsekvensen og trådte tilbage, så det nu er lederne fra det gamle Time Warner, der er tilbage i dominerende positioner.
Medvirkende til både det seneste kursfald og til Pittmans fald er beskyldninger, rejst i Washington Post, om at AOL i tiden op til fusionen pyntede på økonomien. AOL’s forestilling om store annonce-indtægter som central og stabil bærebølge for den ny internet-økonomi holdt ikke, og derfor flyttede AOL – siger The Post – rundt på regnskabsposterne, så annonce-indtjeningen tog sig flere milliarder dollar bedre ud, end den var. Washington Post har foreløbig ikke brugt ordet ’svindel’, og AOL Time Warner bestrider indtil videre alt, men påstanden passer så godt ind i billedet af svigtende moral og desperat regnskabsadfærd blandt amerikanske selskaber, at aktionærerne flygter.
I de gyldne år fra 1995-2000 skabte bare fire amerikanske IT-pionerer, hvoraf AOL var den ene, en værditilvækst på et tusind milliarder dollar på børserne. En præstation så overbevisende, at det var med til så sent som nytårsaften 1999 at få det ansete Wall Street Journal til optimistisk at erklære, at industrialderens økonomiske cyklusser med de tilbagevendende, smertefulde op- og nedture var »en anakronisme«. Den ny IT-baserede økonomi ville sikre langtidsstabil højvækst.

Vrøvl, skrev Mandel i sin bog kort efter. Den ny økonomi vil lige præcis ikke være karakteriseret ved krisefri og langtidsholdbar vækst. Selve de kræfter og den dynamik, der karakteriserer den ny økonomi i form af hastig teknologisk innovation, stærkt mobil venture-kapital og utålmodige, eventyrlystne iværksættere og vidensarbejdere, betyder, at den ny økonomi vil være endnu mere labil, uforudsigelig, dramatisk og nervebelastende end den gamle. »Nogle af de mest lovpriste egenskaber ved den ny økonomi vil komme tilbage som plager,« skrev Mandel.
Det er der, vi er. Den ny økonomi er ikke aflyst, hvis man forstår den som informationsalderens vidensbaserede økonomi. Det nye er bare ikke krisefrihed og stabilitet. Det er det stik modsatte. Vedvarende kapitalistisk dramatik som aldrig før.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu