Læsetid: 3 min.

Internettet er et eldorado for terrorister

Terroreksperter bekræfter, at internettet er et slaraffenland for terrorister og andre, der ønsker at kommunikere med fuld diskretion
5. september 2005

"Hvis jeg var islamisk terrorist, ville jeg oprette et bøsse-chatroom med helikopterhåndled og det hele og så kommunikere i bøssejargon. Det ville ingen af efterretningstjenesterne nogensinde opdage."

Sådan lyder opskriften på det perfekte skjulested, formuleret af en tidligere medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ideen er kun en af de utallige muligheder for diskret kommunikation, som internettet byder på. Man kan også oprette en hjemmeside på en russisk server, hvor kun pengene taler og ingen interesserer sig for, hvilket navn, der står på passet. Eller man kan oprette to hotmail-adresser under fiktive navne og nedlægge dem igen næste dag. Eller man kan gøre, som en it-professor foreslår andetsteds i avisen; lægge en skriftlig besked ind i en vedhæftet billedfil, som kun modtageren ved, vil være der.

Den teknik er allerede afprøvet af al-Qaeda, der i slutningen af 90'erne benyttede en pornohjemmeside til en del af sin kommunikation, hvor de blandt andet skjulte meddelelser i pornobilleder, som alle og enhver kunne hente ned.

Ifølge den tidligere medarbejder er mulighederne for at slippe uden om efterretningstjenesternes søgemaskiner nærmest uendelige.

"Alle de søgemaskiner, der anvendes, er indstillet til at søge på specielle ord, navne, steder, organisationer, telefonnumre, kodeord eller dele af krypteringskoder," forklarer kilden.

Slaraffenland

Lars Erslev Andersen, terrorekspert og lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, er enig.

"Mulighederne for at gemme sig på nettet er meget store og glimrende. Det er Slaraffenland for terrorister og andre, der ønsker at kommunikere i fortrolighed," siger han.

"Det er uden tvivl blevet sværere at overvåge terrorgrupper efter den elektroniske kommunikation er kommet til. Den er en af hovedårsagerne til, at vi i dag kan tale om global terror. Tidligere samarbejdede terrorgrupperne selvfølgelig også på tværs af landegrænser, men verden er blevet meget mindre og det er klart, at det må give enhver efterretningstjeneste sved på panden, at man i løbet af et øjeblik kan koordinere eller udlevere oplysninger og pengeoverførsler mellem Europa, Mellemøsten og USA," siger Lars Erslev Andersen.

Han gør dog opmærksom på, at det er et slaraffenland med begrænsninger, hvis bare efterretningstjenesterne ved, hvor de skal lede.

"Det er meget let at overvåge e-mail og anden internetkommunikation, når bare man ved, hvad man skal kigge efter," siger Erslev Andersen, der blandt andet har samarbejdet med Politiets Efterretningstjeneste, PET, om vurderingen af terrortruslen mod Danmark.

"Problemet er de enorme mængder data, som gør det vanskeligt at håndtere," siger han. "Hvis man ikke ved, hvem og hvad, man skal holde øje med, er det en helt umulig opgave."

Dygtige folk

Anja Dalgaard-Nielsen, seniorforsker på det Danske Institut for Internationale Studier, DIIS, bekræfter, at internettet byder på uendelige muligheder for både propagandaaktivitet og intern kommunikation, som det er meget vanskeligt for myndighederne af spore eller forhindre.

"De dygtigste af terroristerne stjæler plads på en sårbar server tusindvis af kilometer fra, hvor de opholder sig og lægger propagandavideos, træningsmanualer og træningsvideos ud på nettet," siger Anja Dalgaard-Nielsen, der nævner al-Qaedas topleder i Irak Abu Musab al-Zarqawi som en af dem, der er dygtigst til at udnytte nettets muligheder.

"Zarqawi omgiver sig givetvis med en række veluddannede unge mænd, der har styr på it," siger hun og forklarer, at al-Qaedas kommunikationsavantgarde i dag for længst er løbet fra den måde, som bevægelsens ophavsmænd Osama bin Laden og Ayman Zawahiri for år tilbage propaganderede. Dengang sendte bin Laden typisk en video til al-Jazeera tv eller en anden arabisk tv-station. I dag styrer al-Qaeda selv sin propaganda, der spredes direkte via diverse chatrooms og diskussionsfora, fortæller hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu