Læsetid: 5 min.

Alt eller intet for CSC

Ambitionerne for Bjarne Riis' CSC er, at Ivan Basso skal vinde Tour de France. I forhold til det er David Zabriskies etapesejr og gule trøje, som blev forsvaret i går, blot en prestigefyldt sidegevinst
4. juli 2005

Hvis nogen havde næret skepsis med hensyn til, om Lance Armstrongs har kunnet motivere sig til at køre efter sin syvende Tour de France-sejr - og det er der mange der har - blev den gjort til skamme på første etapes 19 km lange enkeltstart. Ikke en prolog på en fire-fem kilometer, som traditionen er, men en distance, hvor man tydeligere kan aflæse, hvem der har noget at byde på, og hvem der ikke har.

At Lance Armstrong ligefrem skulle indhente og overhale sin historiske rival Jan Ullrich, der var startet et minut tidligere end amerikaneren, er helt enestående og intet mindre end en ydmygelse - som dog har en forklaring. Ullrich havde dagen forinden under træning på ruten torpederet sin egen ledsagebil bagfra og havde uden hjelm banket hovedet gennem bagruden. Ikke et uheld, som kunne bringe hans deltagelse i fare, men nok et som har sat skrammer i hovedet både udvendigt og især indvendigt. Det var en psykisk rystet Ullrich, der blev ydmyget, og for hans, løbets og vores skyld skal han ikke afskrives endnu.

Men heller ikke Armstrong kom problemløst fra start. Ned ad startrampen klikkede perfektionistens ene cykelsko ud af pedalen, og han tabte dyrebare sekunder på at få orden på bentøjet og fart på køretøjet. Og dog var det ikke det alene, der gjorde, at han med blot to sekunder tabte etapen til landsmanden David Zabriskie fra Bjarne Riis' CSC-mandskab. Da Armstrong fik Jan Ullrich i sigte, lå han før Zabriskies tid med et par sekunder, men han forcerede så kraftigt for at stryge forbi rivalen, at han kom til at betale for blærerøveriet med at gå ned i fart på de sidste kilometer. Og Zabriskie, der havde kørt nogle timer forinden - og før tv-transmissionen - kunne efter ventetiden kåres som vinder og iføres løbets første gule trøje. Den første nogensinde for et dansk hold.

Talentfuld temporytter

Helt overraskende var det ikke. Den 26-årige Zabriskie vandt for en måned siden den længste af de to enkeltstarter i Giro d'Italia, og han er med sin smukke aerodynamiske kørestil kendt for at være en af de mest talentfulde temporyttere i omløb.

Han kommer fra Salt Lake City i Utah og begyndte først som syttenårig at køre cykelløb. Hvilket er en af forklaringerne på, at han ligesom landsmanden Tyler Hamilton har svært ved at sno sig i et tæt felt og heller ikke bryder sig om det. Så han udtrykker sig bedst, når der ikke er så mange om ham.

På enkeltstarterne eller som i sidste års Spanien Rundt, hvor han alene kørte et maratonudbrud hjem til sin karrieres hidtil største sejr. Da kørte Zabriskie på Armstrongs US Postal-hold, men er forud for denne sæson blevet engageret af Riis efter at have rådført sig med sin ældre landsmand Bobby Julich, der kun havde godt at sige om holdet CSC.

Men en måde at udtrykke sig på uden at skulle sidde skulder ved skulder i feltet, er også at sidde forrest, når det går opad, og det tynder ud i feltet. Og de, der fulgte Giro d'Italia, vil kunne huske Zabriskie for hans formidable hjælpearbejde i stejlt terræn for kaptajnen Ivan Basso. Sammen med Frank Schleck var Zabriskie den sidste til at slippe Basso på bjergetaperne. Så det kan han også.

I den gule trøje kan Zabriskie komme til at køre mange dage. De store tidsforskelle, som allerede er skabt på førstedagens enkeltstart, betyder at sprinterne, der normalt slås som gale om trøjen i løbets første uge, hvor tidsforkellene plejer at være små, er langt væk fra den, og kun et udbrud, der får lov til at køre hjem med godt et minuts forspring i dag, kan være en trussel.

Tirsdag er der holdtidskørsel, og med de præstationer CSC's ryttere ydede på den indledende enkeltstart, og med de forberedelser, der er gjort i netop denne disciplin, er holdet favorit til at vinde holdløbet og dermed udbygge Zabriskies forspring.

Den gule trøje kan han uden mirakler beholde helt frem til 9. etape, hvor løbet bevæger sig ind i Vogeserne og over Ballon d'Alsace, der er første møde med et bjerg. Derfra glider Zabriskie ind i rollen som hjælperytter for Ivan Basso.

CSC satser alt på Basso

Det er for CSC et andet Tour de France, end det var sidste år, hvor Jakob Piil og Jens Voigt hver eneste dage inden bjergene lå ude i lange udbrud for at vinde en etapesejr. Man spredte ambitionerne over lidt af hvert. Både etapesejre, god figur i holdløbet, den gule trøje for en dag eller to og podieplacering til Ivan Basso.

Målsætningen i år er, at alt skal satses på, at Basso skal være i gult, når løbet er forbi. Derfor er individualisten, angriberen og etapesejrjægeren Jakob Piil ofret til fordel for temporytteren og arbejdsmanden Luke Roberts, der allerede på anden etape i går viste, hvad han er med for.

I forsvaret af Zabriskies førertrøje var det australieren og Nicki Sørensen, der alene måtte sørge for at holde det firemandsudbrud under kontrol og inden for rækkevidde, som kunne true den gule. Et klart og køligt taktisk signal om, at Riis ikke vil forsvare den prestigefyldte trøje med alle mand, når to er nok, og at han forud for holdkørslen ikke blot vil spare Basso og Sastre og den gule trøje selv, men også Lombardi, Arvesen, Voigt og Julich, der bliver god brug for senere, og som ikke skal komme slidte til morgendagens holdløb.

Årets ambitioner er ikke lidt af hvert, men alt eller intet, og i forhold til det er Zabriskies etapesejr og gule trøje blot en sidegevinst.

Efter en meget hurtigt kørt etape blev søndagens afslutning den ventede massespurt, hvor Robbie McEwen blev nødt til at åbne spurten tidligere, end han plejer og ynder, så Tom Boonen i hans baghjul kunne køre forbi ham på de sidste meter. En situation, der sandsynligvis vil gentage sig på etapen i dag - men ikke nødvendigvis med samme udfald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu