Læsetid: 6 min.

Intet under at FN ikke kan finde frivillige

21. august 2006

Hvem har alvorlig talt tænkt sig at afvæbne Hizbollah? Vil Hizbollah overhovedet blive afvæbnet? Og hvad vi vil stille op, hvis det ikke sker?

Israel er ihærdigt opsat på snarest at se en gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1559 og 1701, som stiller krav om afvæbning af Hizbollah - den militante shiamuslimske bevægelse, som Israel viste sig så sørgeligt ude af stand til selv at afvæbne efter igennem seks uger at have bombehærget Libanon og myrdet løs blandt civile libanesere.

Jeg må tilstå, at der en vis besk ironi over at iagttage, hvorledes Israels diplomater nu hæfter sig så minutiøst ved disse resolutioners ordlyd, efter at de forinden har brugt på år at nedgøre den selv samme FN-styrke, som nu skal forestille at beskytte dem fremover.

UNIFIL, den såkaldte FN-interimstyrke i Libanon, har været til stede i den sydlige af dette land i 28 år og har lige så længe været genstand for Israels ringeagt, latterliggørelse og bagtalelse.

Jeg husker, hvordan israelerne plejede at påstå, at den irske bataljon i UNIFIL - som siden er tilbagetrukket - enten altid var fordrukken eller antisemitisk, hvordan FN's officerer konsekvent løj, og hvordan en kommandant fra Fiji spredte syfilis blandt kvinderne i Qana, en by, hvis indbyggere netop er blevet massakreret af israelske styrker for anden gang inden for et årti.

Men nu skal det altså være op til et forstærket UNIFIL at agere den bufferstyrke, bag hvilken Israel - hvis eget militær gjorde en så ringe figur i dets forsøg på at beskytte egne borgere i denne seneste krig - kan føle sig sikker.

Man kan ikke andet end ønske, at israelerne altid havde lagt lige så stor vægt på FN-resolutioners overholdelse. Hvis de blot selv ville gå lige så langt for at overholde FN's sikkerhedsrådsresolution nr. 242 f. eks., som de nu kræver, at Hizbollah og den libanesiske hær efterlever nr. 1559 og 1701 til punkt og prikke - Informations læsere husker sikkert, at resolution 242 stiller krav om, at Israel tilbagetrækker sin tropper fra alle territorier, som de besatte i 1967-krigen til gengæld for en gensidig sikkerhedsaftale med alle stater i området.

Hizbollahs tur til at blæse på direktiv

Nu er det så - selvfølgelig - blevet Hizbollahs tur til at blæse FN's direktiver en lang march. For Hizbollah var det jo, der overskred FN's 'blå linje' i Libanon den 12. juli for at dræbe tre israelske soldater og tilfangetage to andre. Militsen har for længst gjort det klart, at man under ingen omstændigheder agter at lade sig afvæbne, og at dens medlemmer - "skolelærere, bygningsarbejdere og universitetsstuderende" (jeg holder meget af ikke mindst sidstnævnte indbildskhed) - vil forblive syd for Litani-floden og nok gemme deres våben af vejen, men ikke nedlægge dem. Og hvis 1701 er lige til at smide ud i Hizbollahs skraldebøtte, hvad kan palæstinenserne så stille op med 242?

Men der er noget langt farligere på færde i Sydlibanon, noget der er nøje knyttet til den helvedeskatastrofe, som vi har ladet Irak forvandle sig til. Den famøse troppestyrke på 3.000 franskmænd, der skulle forestille at ankomme til Libanon for at støtte den libanesiske hær er nu pludselig reduceret til 400 franske ingeniørsoldater.

Så nu vil spanierne og italienerne frygtelig gerne vide noget om dette mystiske FN-mandat, hvorunder deres tropper skal forestille at operere, før de er rede til at sætte deres unge mænds liv på spil.

Spanierne har ikke glemt den høje pris, de måtte betale for at støtte 'de villiges koalition' (der så snart skulle blive 'de uvilliges koalition) i Irak: De ønsker ikke flere bomber imod madrilenske forstadstog. Og italienerne er også ved at være grundigt trætte af statsbegravelserne for deres faldne i Irak.

Irak-projektet skræmmer

Og sandt nok har franskmændene ej heller glemt deres 58 myrdede soldater fra Drakkar-bygningen i Beirut den 23. oktober 1983, da selvmordsbombere med forbindelse til Hizbollah slog til mod dem, fordi de blev anset for del af den 'multinationale styrke i Libanon' - endnu en amerikansk opfindelse.

Siden har franskmændene kunnet se, hvordan det amerikanske projekt i Irak er brudt sammen, så det er vel på den baggrund forståeligt, at de er bekymrede for, at deres soldater - trods udsigten til en genfærdsagtig genoplivelse af den franske mandatområdetid fra 1920'erne og 1930'ernes Libanon - kan ende i samme skærsild, som de hære, der valgte af følge George W. Bush ned Iraks blodige sump.

Hvem har alvorlig talt tænkt sig at afvæbne Hizbollah? Vil Hizbollah overhovedet blive afvæbnet? Og hvad vi vil stille op, hvis det ikke sker? Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg hørte Israels FN-ambassadør Dan Gillerman udtale på BBC i lørdags, at hvis FN ikke kan klare at afvæbne Hizbollah, så må Israel selv sørge for det, selv om læren af denne krig har været, at Israel er ude af stand til på nogen måde at løfte denne opgave militært. Og ikke nok med det: Israels seneste ekstraordinære krav er, at muslimske nationer, der ikke anerkender staten Israel, ikke må tilslutte sig UNIFIL-styrken i Libanon.

Hvad i Guds navn foregår der? Lad mig vove mit eget bud på det. Irak-fiaskoen - og den tiltagende krise i Afghanistan - har drænet viljen blandt NATO's medlemmer til at stille med tropper til fredsbevarende operationer, i al fald til sådanne missioner, der kan involvere konfrontationer og voldsopgør med muslimer.

Samtidig vil de muslimske nationer, som muligvis kunne overtales til at slutte sig til en sådan mission - bortset fra Tyrkiet, naturligvis - blive udelukket. Hvilket betyder, at trods indsættelsen af libanesiske tropper i det sydlige Libanon er den famøse våbenhvile i sydlige del af landet i realiteten dødsdømt.

Europa træt af at betale

Lad mig driste mig til endnu et gæt: Europæerne er lede og kede af at skulle finansiere og ofre soldaters liv på at opretholde fred mellem israelere og arabere. Gang på gang fornemmer jeg i europæiske hovedstæder en stigende vrede over, at Amerika ødelægger alle chancer for fred med sin blindt ukritiske støtte til Israel, imens de europæiske skatteydere må finde sig i at bekoste milliarder af dollar til at genopbygge de byer i Gaza og Libanon, som Israel har vandaliseret.

En europæisk diplomat i Beirut har fremført det forslag, at FN burde åbne en form for internationalt kontrolleret deponeret konto, hvortil arabere og israelere skal bidrage for selv at betale for de skader, de forvolder i deres gentagne, beskidte krige. Lad araberne betale for ødelæggelserne i Haifa. Lad israelerne (hvilket jeg formoder i sidste ende betyder amerikanerne) betale omkostningerne ved at genskabe den infrastruktur i Libanon, som deres luftvåben har smadret. Hvorfor skal vi fortsætte med at betale for disse modbydelige konflikter?

Måske er det vores dårlige samvittighed - guderne skal vi vide, at vi burde have en. Det var trods alt Lord Blair af Kut al-Amara, som støttede Bushs beslutning om at forsinke en våbenhvile i Libanon - en fatal opbakning, som kan have kostet livet for hundredvis af libanesere, som ellers i dag kunne være i live. I Qana har de netop begravet de 29 dræbte civile efter Israels morderiske angreb på byen. Mon vores kære premierminister huskede at sende et kondolencetelegram?

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her