Læsetid: 7 min.

'Intet er forandret'

Det begyndte med, at to store drenge omkom under flugt fra politiet. Over de følgende tre uger spredte optøjer og bilafbrændinger sig til hundredvis af franske forstadskvarterer. Et år efter er intet forandret i det socialt belastede Clichy-sous-Bois, hvor uroen brød ud. Og vreden er der stadig
27. oktober 2006

PARIS - "Intet har forandret sig, intet har forandret sig, intet har forandret sig." De to spinkle drenge er generte og høflige. Begge er 16 år. For et år siden var de med til at afbrænde deres naboers biler.

Vi står ud for deres gymnasium, Lycée Alfred Nobel i Clichy-sous-Bois, 16 km fra Notre Dame-katedralen. 16 km og en million lysår fra Paris prangende boulevarder og brasserier.

Mohammed Ali, født i Frankrig af franskfødte forældre af algerisk oprindelse, er lille af sin alder og har intelligente, men mistroiske brune øjne. Lheidi, der er født i Algeriet, er høj med blegblå øjne og krøllet hår.

Begge indrømmer, efter at have udvekslet mange blikke med hinanden, at de deltog i de forstadsoptøjer, der begyndte her for et år siden og spredte sig som en steppebrand over det meste af Frankrig. "Ja, jeg var med," siger Ali. "Det var jeg også," siger Lheidi.

De ser hverken stolte eller beskæmmede ud over, hvad de gjorde.

"Jeg sagde dengang: 'Hvorfor skal vi brænde de biler, der tilhører vores naboer?'", siger Ali. "'De har brug for de biler for at komme på arbejde'. Men hvad kan man gøre? Hvis man er med i en gruppe, må man gøre som gruppen. Der var, som om vi alle blev fyldt af blind vrede. Det var, som om, vi alle så os omkring og spurgte: 'Hvilken fremtid har vi?'".

Når man krydser Boulevard Périphérique, den brede ringvej, der omgiver den parisiske bykerne omtrent som en middelalderbymur, bevæger man sig ind i en helt anden verden: les banlieues - forstadskvartererne. For middelklassen i Frankrigs indre byer og centrale storbykvarterer eller for beboerne af de mere løvklædte velhaverforstæder, er les banlieues blevet til dystre udsteder for en næsten kosmisk frygt.

De to drenge - disse høflige, forhenværende urostiftere, som bekymrer sig for, hvordan det skal gå dem ved studentereksamenen om to år - er ikke forstædernes eneste ansigt. Herude findes mere forhærdede typer. Langt mere forhærdede. Men de er en påmindelse om, at ikke alt er, som man ville forvente i et land, som ellers har ophøjet rationel planlægning og logik til nationalkarakter.

Forsømte rammer

For trods Frankrigs ofte overlegne attitude over for Amerika, er de parisiske banlieues nærmest en art New Jersey-sur-Seine: en multi-racial mosaik af sirlige bungalower, skumle højhuskarreer og lejekaserner, fastfood-restauranter, motorvejsudfletninger, bandekrige, bizarre rester af landsbyer, sporadisk vold, fattigdom, fortvivlelse, ekstraordinære energiudladninger og hundredtusindvis af hårdtarbejdende hverdagsmennesker.

En islamistisk intifada? Raceoptøjer? En revolte af 2. og 3. generations-indvandrere? En koordineret kampagne fra narkobaroner, der vil beskytte deres revir? Sidste års optøjer var ingen af disse ting. Sandheden er på en gang enklere - og langt sværere at gøre noget ved.

Lycée Alfred Nobel er en trist og aflang, sandgrå bygning. Længere ned ad vejen ligger et kvarter med pyntelige middelklasserækkehuse og en frodig skov. I modsat retning rejser sig de to enorme sociale højhuskomplekser Les Bosquets ('Buskadset') og La Forestière ('Skovstedet'). Engang var de to mønstereksempler på 1960'ernes modernistiske sociale boligbyggeri. I dag danner de to komplekser med deres maleriske navne de nedslidte, henrådnende og forsømte rammer om tusindvis af hjem for mennesker med snesevis af forskellige etniske baggrunde.

For 12 måneder siden omkom to teenageknægte fra La Forestière - som dem, der står foran mig - da de på flugt fra politiet forvildede sig ind på en transformerstation. Et aggressivt og 'racistisk' politi fik skylden for deres dødsfald blandt den lokale ungdom. Optøjer brød løs, og over tre uger spredte de sig til forstæderne i næsten hver af Frankrigs større byer.

Siden da har regeringen investeret i hundreder af millioner af euro i disse fattige kvarterer. Den har lovet, at det nu skal være slut med diskrimination på arbejdsmarkedet mod unge af afrikansk afstamning. Den har svoret at slå ned på den grassende bandevold i les cités (de sociale boligkomplekser). Den har forsikret, at den vil udrydde al racisme i politiet.

Spændingen stiger

Har noget så ændret sig på et år? De to drenge ryster energisk på hovedet. "Intet har forandret sig," siger de. "Intet har forandret sig. Intet har forandret sig."

Lheidi siger: "De sagde, at vi ville få lettere ved at finde job. Jeg kan ikke engang få en praktikplads. Jeg kunne godt tænke mig at lære noget om elektronik. I telefonen siger de så 'ja-ja'. Så skriver jeg til dem, og så snart de ser ens navn og adresse, ryger brevet i papirkurven - så er der ingen praktikpladser tilbage. Nej, intet har forandret sig."

Som årsdagen for optøjerne nærmer sig, er spændingen i forstæderne steget til et kritisk niveau. Volden mod politiet er vokset markant. I visse forstæder har der været adskillige ungdomsbande-overfald på politibiler - 'organiserede baghold', hvis man spørger politiet; 'spontane reaktioner på politivold', hvis man spørger lokale unge. "Bor man et sted som dette, lærer man fra helt lille af at hade politiet," siger Ali. "De stopper dig konstant for at tjekke dine ID-papirer. De fornærmer os. Kalder os 'gorillaer' eller macaques ('aber', red.) De siger tu ('du') i stedet for vous ('De'). De arresterer os for ingenting. De tæver os."

Nej, i Les Bosquets og La Forestière, hvor urolighederne blussede op, har intet forandret sig. Ingen synlige bestræbelser er udfoldet for at tildække dagligdagens ydmygelser. Maling skaller af fra mure i store flager. Store graffiti-inskriptioner taler deres tydelige sprog: Fuck la police eller fuck les balances ('fuck stikkerne') Vand drypper fra utætte rør. Græsplænerne har ikke været slået i måneder.

Politiet er mål for det største had, men enhver officielt udseende bil, der kører ind i disse kvarterer, er i risikozonen. Jeg tilbragte en dag i Clichy-sous-Bois og nabobyen Montfermeil med en gruppe lokale unge og den tunesiske gadefotograf 'JR'. To steder blev vi mødt med vrede, om ikke decideret aggression. En time efter vi kørte ud af Les Bosquet, kørte en bil med klistermærker fra fransk stats-tv ind. Minutter derefter vaklede kameraholdet væk fra deres køretøj, der straks blev sat i brand.

Selvdestruktion

Det hele begyndte med Bouna og Zyed. 27. oktober sidste år spillede de to drenge på hhv. 15 og 17 år fodbold med venner på en byggegrund et par km fra deres hjem. For at komme ind på grunden, måtte de passere forbi nogle bungalows. Nogen herfra tilkaldte politiet. Ifølge politiet var det rutinetjek. Ifølge en tredje, overlevende dreng var det rutine-politichikane.

Bouna Traore og Zyed Benna blev skilt fra de andre sammen med den tredje, Muhittin Altun. For at slippe væk klatrede de over et fire meter højt hegn og ind på en transformerstation. Alle tre fik massive elektriske stød. Bouna og Zyed var dræbt på stedet. Muhittin overlevede, svært forbrændt.

Politiet nægtede at have jagtet de tre og afviste at have jaget dem ind på en transformerstation.

Optøjerne spredte sig til nærliggende forstæder i Seine Saint-Denis, nord og nordøst for Paris. Nogle dage før drengenes død havde indenrigsminister Nicolas Sarkozy betegnet forstædernes ungdomsbander som racailles - 'afskum', og den foregående sommer havde han svoret at udrense banden med "en Kärcher", en højtryksspuler. Knægtene i forstæderne, de kriminelle såvel som de ikke-kriminelle, besluttede, at Bounas og Zyeds død var det første eksempel på brug af Sarkozys Kärcher.

Optøjerne spredte sig nu rundt til alle parisiske forstæder og siden til talrige andre quartiers difficiles i næsten hver en større fransk by. Dette var den hidtil voldsommeste manifestation i det oprør, der havde ulmet i forstæderne over de foregående 20 år. Aldrig før havde protesterne nået et sådant omfang - da de kulminerede, bragede de løs samtidig i 274 byer og kvarterer samme nat.

Over 10.000 biler blev sat i flammer. Over 200 offentlige bygninger, deriblandt børnehaver, sportscentre og skoler blev ødelagt eller vandaliseret. Over 100 politifolk og gendarmer blev såret. 3.200 blev arresteret, og 400 idømt fængselsstraffe.

Men bemærk, hvad der ikke skete. Der var ingen seriøse forsøg på at flytte opstanden til Paris' centrum eller de velhavende forstæder. Der var ingen dødstilfælde i direkte forbindelse med optøjerne. Og skydevåben blev stort set slet ikke taget i brug.

Skønt ordet émeutes - 'optøjer' - blev brugt hyppigt, var dette ikke en optøjer i ordets sædvanlige forstand. Der var relativt få konfrontationer imellem unge og politi, men overordentlig mange tilfældige angreb på biler og bygninger. Politiet, som må bære et vist ansvar for at have forårsaget optøjerne, udviste bemærkelsesværdig tilbageholdenhed.

Hvorfor var det, at volden hovedsagelig rettede sig mod lokale beboeres biler og skoler og gymnasier?

"Det skar én i hjertet at se disse store børn angribe børnehaver og sportsklubber," siger Ladj Ly, en 26-årig franskmand og tv-journalist af malisk afstamning - hans dokumentarfilm om optøjerne vises i næste uge på fransk tv. "For det her var en form for selvskamfering, en selvdestruktion, et socialt selvmord. Hvad de unge forsøgte at sige, var dette: 'I, det officielle Frankrig, I myndigheder, I, som bestemmer, siger, at vi har en chance, og så giver I os ingen. Nu vil vi ødelægge alle de ting, som ser ud til at stå for noget positivt, men i realiteten er en løgn. Vi vil brænde de busser, som skulle forestille at køre os til job, vi ikke kan få. I den forstand var det ikke optøjer - det var en revolte."

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her