Læsetid: 4 min.

Intet reelt alternativ til forfejlet strategi i Afghanistan

Udsendelse af danske soldater skete trods den indsigt, som forsvarsminister Gade nu lufter
6. juli 2006

Sommervarmens første store nyhed er, at rigets forsvarsminister kalder strategien, som USA og NATO følger i Afghanistan, "forfejlet".

Kernen i kritikken er, at man lægger for stor vægt på opsøgende kamp mod oprørerne, mens en indsats, som mere direkte kommer den civile befolkning til gode, forsømmes. Fordi kritikken fremsættes lige nu, må den blandt andet være vendt imod storoffensiven Mountain Thrust, der er i gang under amerikansk ledelse.

Ministeren forklarer ikke, hvordan og hvornår han er nået frem til sin nye indsigt. Men hvis man genlæser svarene på en række spørgsmål, som i januar blev stillet i forsvarsudvalget, da udsendelsen af danske soldater skulle vedtages, kan forundring let melde sig.

Uvidenhed i januar

På det overordnede, retoriske niveau var det klart, at soldaterne skulle varetage sikkerheden, så genopbygning kunne foregå. Men alle spørgsmål, som spurgte mere ind til kernen i den konkrete planlægning for indsats-området, blev besvaret med: uvidenhed.

I spørgsmål 86 ville udvalget blandt andet vide, hvor store økonomiske midler NATO-styrken (ISAF) har til rådighed i forbindelse med civile projekter i hele Afghanistan. Svaret var, at midlerne til NATO's regionale genopbygningsenheder (PRT'er) kommer fra de enkelte lande, og beløbene "kendes ikke".

Politikerne var ret interesserede i de konkrete planer for alternativer til bøndernes indtægter på mange hundrede millioner dollar fra produktion af opium i Helmand-provinsen. Svaret på spørgsmål 72 var, at man foretrækker, at denne indsats ydes af civile organisationer, men sikkerhedssituationen kan medføre, at danske soldater skal "yde mindre og konkrete humanitære og andre civile indsatser". Men på dette felt var den danske indsats endnu ikke fastlagt.

Af et andet svar på spørgsmål 48 fremgik det, at udsendte danske styrker kan iværksætte mindre bistandsprojekter til en værdi under 25.000 dollar per projekt, men et rammebeløb for Helmand-provinsen var endnu ikke fastlagt.

Politikerne ville også gerne vide, hvilke projekter med hensyn til alternativ produktion der er startet i Helmand (spørgsmål 52). Svaret var, at "på grund af sikkerhedssituationen er der kun få genopbygningsaktiviteter i Helmand-provinsen".

Trods fraværet af konkrete oplysninger på dette felt, som forsvarsminister Gade anser for vitalt, blev udsendelsen vedtaget.

Hvad var ellers den mulige viden i januar?

Strategi uden soldater

På det teoretiske plan burde man kende til rapporter fra det store amerikanske forskningsinstitut RAND, som meget grundigt har analyseret genopbygningsoperationer. RAND har påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem "input", målt i soldater samt økonomisk bistand, og mulighederne for succes. Hvis man blot så på den generelle tommelfingerregel for soldaters antal, ville det være iøjnefaldende, at den dansk-britiske styrke i Helmand burde være 4-6 gange større.

Men en konkret analyse af briternes erklærede strategi set i sammenhæng med de lokale forhold, burde have medført udsendelse af en langt større styrke. Nogle har foreslået mere end 100.000 soldater blot i Helmand.

Det britiske forbillede er indsatsen i Malaya fra 1948-57, hvor man knuste en kommunistisk guerilla. Ofte beskrives sejren med henvisning til en strategi, der lagde vægt på kontrol med lokale enklaver, der fik udviklingsbistand. Som "blækklatter",der breder sig, udvidede man derefter sin kontrol.

Der er mange årsager til, at forbilledet er af diskutabel værdi. Men den mest iøjnefaldende er, at Helmand-provinsen har 1 millioner indbyggere fordelt på omkring 1.000 landsbyer. Briterne har sagt, at man under den igangværende offensiv først fjerner oprørerne og så efterlader soldater, som kan opretholde kontrollen. Men det er ganske enkelt ikke muligt. Hvis man vil kontrollere mere end nogle ganske få landsbyer, bliver den udsendte styrke splittet op i små enheder, som vil være yderst sårbare. Til rådighed for oprettelse af små lokale baser har den britiske kommandant under 1.000 soldater - og hverken Afghanistans hær eller politi kan ændre situationen væsentligt.

Alternativet er den aktuelle offensiv, hvor man koncentrerer sine egne styrker, fejer gennem store områder, dræber nogle fjender og går videre. Præcis denne metode blev anvendt af briterne i Malaya fra 1948 til 1951 - og var også dengang en total fiasko. Oprørerne gemte sig og kom tilbage, når soldaterne var væk.

Lige fra starten har NATO's engagement været præget af grotesk sparsommelighed. Det tog eksempelvis et år, inden man kunne få fat i ganske få egnede helikoptere.

Den bærende filosofi er, at lidt er bedre end intet, og at tiden nok vil arbejde for NATO, hvis man langsomt kan få medlemmerne overtalt til udsendelse af flere soldater. Men i anti-oprørs-operationer arbejder tiden ofte for fjenden. Den amerikanske generalløjtnant David Petraeus har i en analyse af Irak påpeget, at en befrielseshær er i et kapløb med tiden. Hvis befolkningens forventninger ikke opfyldes hurtigt, bliver den til en besættelseshær. Efter fem års indsats uden meget mærkbare fremskridt, er netop det blevet NATO's problem - og det var forudsigeligt, også i januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her