Læsetid: 4 min.

Invitation til rejse

Når filmfestivalen i Cannes begynder på tirsdag, skal en række filminstruktører diskutere fremtiden for dén og andre filmfestivaler
6. maj 2005

Filmfestivalen i Cannes er i år i det selvrefleksive hjørne. På tirsdag, dagen før festivalen officielt fløjtes i gang, afholdes et inspirationsmøde mellem filminstruktørerne i de forskellige juryer.

Meningen er, forklares det på festivalens hjemmeside, at mødedeltagerne "skal overveje fremtiden for festivaler som vores. Vi har valgt disse filmskabere, som kommer fra hele verden, på grund af kvaliteten af deres arbejde, på grund af deres kærlighed til film og deres nysgerrighed i forhold til andres arbejde. Det er disse mennesker, der bedst kan hjælpe med at tænke os ind i fremtiden og fortælle os, hvad en festival som Cannes kan og burde gøre for at fremme skabelsen af film."

Blandt de udvalgte er Alexander Payne, John Woo, Benôit Jacquot og Emir Kusturica, der er formand for hovedkonkurrencens jury og i sit indlæg til årets program bl.a. skriver: "Min drøm er, at dette sted skal være åbent for kulturel mangfoldighed, for alle kunstarterne og for at væve et tæt og rigt tæppe af film og musik (...) Filmfestivalen i Cannes er en international landsby, der er dedikeret til at dele, dedikeret til filmiske og personlige møder. Publikum viser sig altid at være grådigt, nysgerrigt og krævende."

To akser

Ifølge festivalens præsident, Gilles Jacob, havde Cannes udviklet sin egen unikke version af globalisering, inden begrebet overhovedet var opfundet. Og han definerer to akser, som han mener, at festivalen i år skal bevæge sig ad: "Fornøjelsen ved at mødes og en invitation til at tage med på rejse."

Thierrey Fremaux, filmfestivalens programchef, er som sædvanlig leveringsdygtig i en masse af den slags statistisk data, som fortæller, hvor søgt Cannes er. Antallet af film, som programredaktionen måtte kæmpe sig igennem, har i år været 17 procent højere end sidste år, i alt 1540 film fra 97 lande verden over.

Det er en bemærkelsesværdig stigning og en tendens, der har været tydelig siden begyndelsen af det nye årtusinde, hvor antallet af gennemsete film var nede på det halve, i alt 681. Og det er en tendens, som Thierry Fremaux bl.a. forklarer med den digitale teknologis hastige fremmarch. Det er blevet nemmere for filmskabere at få produceret og distribueret deres film.

2004-udgaven af filmfestivalen i Cannes var en af de mere vellykkede. I år tegner programmet endnu bedre, selv om man godt kan undre sig over det store antal etablerede navne fra den fjerneste ende af mainstream, der har fundet vej til det officielle program - i alt 53 film - hvor der sidste år var plads til flere unge og ukendte navne.

I år er kun en af de 20 konkurrencefilm en debutfilm, The Three Burials of Melquiades Estrada - og den er instrueret af veteranskuespilleren Tommy Lee Jones - men om det ligefrem betyder, at Kusturicas kulturelle mangfoldighed er truet, er endnu for tidligt at sige.

Wenders og Jarmusch

Danmark deltager som bekendt med hele to film, Dagur Káris skæve dramakomedie Voksne mennesker, der er med i Un Certain Regard og har dansk premiere den 13. maj, midt under festivalen. Og Lars von Triers Manderlay, der er blandt de 20 konkurrencefilm, og som nok skal vække opsigt på Croisetten - selv om den umiddelbart nok minder en del om Dogville. Mon ikke de amerikanske anmeldere endnu engang vil finde anledning til at råbe op over Triers efter deres mening antiamerikanske synspunkter?

Sam Shepard spiller både hovedrollen og har været medforfatter på manuskriptet til Wim Wenders' nye film, Don't Come Knocking, der handler om en aldrende skuespillers forsøg på at finde sig selv. Wenders viste fornylig med Land of Plenty, at han har genfundet formen, og det faktum, at han og Shepard også arbejdede sammen om Paris, Texas (1984), lover godt for den nye film.

I Jim Jarmuschs Broken Flowers spiller Bill Murray en dameglad mand, der tager sit liv op til revision, da han får at vide, at han har en søn. Kombinationen af Jarmusch og Murray synes virkelig at være noget at glæde sig til, især når man tager Murrays strålende præstationer i de senere år i betragtning.

Cronenberg og Egoyan

David Cronenbergs A History of Violence, der har Viggo Mortensen, Ed Harris og William Hurt i hovedrollerne, er baseret på en tegneserie af John Wagner og Vince Locke og handler om en familie, der kastes ud i en mediestorm, da faren, angiveligt i selvforsvar, dræber en mand i sit cafeteria. A History of Violence skulle være den mest kommercielle film siden Fluen (1986) fra den canadiske instruktør, der også præsenterede sin forrige film, den introverte Spider (2002), i Cannes.

Gus Van Sant, der i 2003 slog Trier på målstregen og vandt Guldpalmen for Elephant, portrætterer en Kurt Cobain-agtig rocksangers (Michael Pitt) sidste dage i Last Days. Og i Atom Egoyans Where the Truth Lies spiller Alison Lohman en ung journalist, der kommer på sporet af den dystre hemmelighed bag et populært komikerpars (Kevin Bacon og Colin Firth) pludselige brud.

Det skal blive spændende at se, om Egoyan med sin nye film vender tilbage til de følelsesmæssigt engagerende dramaer, han er så fremragende til at lave. Hans forrige film, Ararat (2002), var et ambitiøst, men også lidt mislykket forsøg på at fortælle historien om folkemordet i Armenien i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er mange andre, spændende titler på plakaten, men ovenstående er film, hvortil der ganske naturligt knytter sig store forventninger. Om et par uger ved vi, om de har kunnet leve op til dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu