Læsetid: 4 min.

Irak - en amerikansk succes

Iraks hærchef i Sorø forudsagde i 2003 dagens kaos og borgerkrig, som 'ingen vil kunne kontrollere - end ikke USA'
6. marts 2006

Præsident George Bush skulle have lyttet til sin daværende udenrigsminister Colin Powell, da denne i sommeren 2002 advarede ham om konsekvenserne af en krig mod Saddam Hussein, fastslår Jørgen Steen Nielsen i Informations leder den 25. februar. Havde han gjort det, ville man ikke være endt i det kaos, der rykker stadig nærmere. Bare en smule lydhørhed ville have været en lykke for verden i almindelighed og USA i særdeleshed. Med andre ord: Krigen var et skæbnesvangert fejlgreb.

Heroverfor vil jeg hævde: tværtom. Den amerikanske politik i og omkring Irak er en enestående succes, idet alt, hvad man ville opnå, er tæt ved at være fuldbragt. Man gik efter kaos - og har fået det i fuldt mål.

Denne hasarderede, påstand bygger på, at Colin Powell langt fra var den eneste, der forudså konsekvensen af en invasion. Hans viden må have været så alment kendt inden for regeringen, at denne analyse af situationen ikke var ét scenarium blandt flere men ganske enkelt det eneste realistiske.

Man behøver hverken at være efterretningsmand eller dybdeborende journalist for at få syn for sagn. Det er nok at læse Information den 22. februar 2003, for heri har Martin Selsøe et langt interview med hærchefen. Altså Iraks.

Ja, dengang var det tilstrækkeligt at sige "hærchefen", så vidste alle, hvem det drejede sig om. I dag er det formentlig nødvendigt at genopfriske hukommelsen, som måske hjælpes på gled, hvis han præsenteres som det, han få uger efter blev, nemlig "den forsvundne hærchef" alias Nizar al-Khazraji, som sporløst forsvandt fra Sorø og Danmark i marts 2003 en uge før, Irakkrigen brød ud.

Iraks hærchefs profeti

Han havde været øverstkommanderende for den irakiske hær 1987-1990, da han faldt i unåde. I 1996 flygtede han fra Irak og kom i 1999 til Danmark, hvor han søgte asyl. Det fik han imidlertid ikke, fordi det kom frem, at han - muligvis - var medansvarlig for giftgasangrebene på kurdiske landsbyer i 1988. Mens statsadvokaten undersøgte anklagerne, fik han "tålt ophold" under skrap politibevogtning.

Nazir al-Khazraji var af flere grunde interessant for CIA. Selvindlysende pga. hans viden om militære forhold, men især fordi han blev vurderet til at være et alternativ til Saddam Hussein. Han var respekteret i officerskorpset og havde status af folkehelt, fordi han havde vendt det truende nederlag til en spinkel sejr i krigen mod Iran. Ved flere konferencer i CIA-regi blev han da også bragt på bane i denne rolle. Efter 11. september 2001 skiftede dette brat. Fra da af var det CIA særdeles bekvemt, at han var bundet til Sorø.

Forklaringen fremgår af interviewet. Hærchefen var nemlig uforbeholden modstander af en amerikansk invasion. Skulle Hussein, hvad også han inderligt ønskede, styrtes, var den eneste vej det officersoprør, der mere end ulmede, og som han mente at kunne organisere, hvis blot han fik mulighed for det. Han udtalte bl.a.: "Hvis folket og hæren fik de rigtige signaler... kan jeg garantere, at alle i hæren fra den laveste soldat til den højeste general ville ændre loyalitet og gå mod Saddam Hussein. Alle ved og forstår, at den kommende krig bliver en katastrofe, der vil ødelægge, hvad der er tilbage af infrastruktur. Den vil dele Irak og blive begyndelsen af en borgerkrig". Videre fastslår han, at det "langt fra (er) sikkert, at den amerikansk-ledede invasionsstyrke vil blive modtaget som en befrielseshær... Måske vil USA være i stand til at bevare en slags kontrol over Irak de første uger eller måneder. Men hvis krigen medfører en ødelæggelse af den irakiske hær (blev som bekendt opløst ved invasionen), vil det bringe kaos i området og skabe konflikter og borgerkrig, og det vil ingen kunne kontrollere - end ikke USA".

Hvert et ord er gået i opfyldelse, ganske som hans vurdering, "at de fleste masseødelæggelsesvåben blev ødelagt under de første våbeninspektioner". Endnu engang vil jeg påstå, at hvad hærchefen vidste og kunne forudsige, det vidste også de, der styrer USA's politik. Og når disse kræfter gennemførte invasionen, var de vidende om, at konsekvensen ville blive splittelse, borgerkrig og kaos.

Hvorfor skulle USA dog ønske det, når den forudsete udvikling har ført til, at USA mere end nogensinde er kommet til at stå som Den Store Satan? Mit svar læner sig op ad den store konspirationsteori, og er, at Irak-invasionen skal ses som et led i en strategi, som rækker langt videre end til Irak i både tid og sted, og som sigter på den anglo-amerikanske verdens totale overherredømme, økonomisk som kulturelt.

Når målet årtier fremme nås, vil stabilitet selvfølgelig være ønskelig for de sejrende, men indtil da vil deres fremmeste interesse være at holde den øvrige verden i en tilstand af kaos, der modarbejder stabile statsdannelser, som kan mobilisere en besindelse på egne værdier.

Irak ligner et nederlag for USA's politik. Bag facaden er det en ubetinget succes.

Rolf Dorset er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her