Læsetid: 5 min.

Irak gennem troldspejlet

At følge de amerikanske mainstream-mediers debat om Mellemøsten og Irak-krigen er som et kaste et blik på et sært forvrænget landskab - som at overvære en farce af hykleri, bananaliteter og skamløse løgne
30. december 2006

Jeg kalder det 'Alice i Eventyrland-effekten'. Hver gang jeg er på rundrejse i De Forenede Stater kigger jeg gennem troldspejlet på den afsidesliggende region, hvor jeg bor og arbejder for Independent og Information - Mellemøsten - og ser et landskab, som jeg ikke genkender, en fjern tragedie, som her i Amerika er blevet forvandlet til en farce af hykleri, banaliteter og skamløse løgne. Er jeg i så fald Cheshire-katten eller Den Gale Hattemager?

Jeg købte Jimmy Carters nye bog, Palestine: Peace, Not Apartheid i lufthavnen i San Francisco og pløjede den igennem på én dag. Det er god og stærk læsning fra den eneste nulevende amerikanske præsident, der nærmer sig helgenstatus. Carter opregner den oprørende behandling, palæstinenserne er blevet udsat for med den israelske besættelse, de israelske bosætterers tyveri af palæstinensisk jord og den brutale undertrykkelse, hvormed dette forarmede, ydmygede folk er blevet kuet i, hvad han kalder "et apartheidsystem med to folkeslag, der bebor det samme land, men i fuldstændig adskillelse fra hinanden med israelerne som den totalt dominerende part, der bekæmper vold ved at fratage palæstinenserne grundlæggende menneskerettigheder."

Carter citerer en israeler for at sige, at han frygter for, "vi er på vej imod en regering som i apartheid-Sydafrika med et todelt samfund mellem jødiske herskere og arabiske undersåtter med begrænsede borgerrettigheder..." En lige så uacceptabel variant af dette, tilføjer Carter, er "indlemmelsen af betydelige dele af de besatte områder i Israel med de tilbageværende palæstinensere fuldkommen omgivet af mure, hegn og israelske kontrolposter og henvist til at leve som fanger på de små jordstykker, de har fået overladt".

Det er overflødigt at bemærke, at amerikansk presse og tv stort set undlod omtale af denne eminente og forstandige bog - dvs. lige indtil de sædvanlige israelske lobbyister begyndte at overfuse stakkels gamle Jimmy Carter, uagtet at han var arkitekten bag den længst varende fredsløsning imellem Israel og en arabisk nabostat - Egypten - med de berømte Camp David-aftaler fra 1978. The New York Times (All the News That's Fit to Print, ho! ho!) følte sig nu kaldet til at informere sine læsere om, at Carter havde "vakt furore" blandt jøder verden over med sin hyppige brug af ordet 'apartheid'. Ekspræsidenten replicerede sagtmodigt (og helt berettiget) ved at påpege, at de israelske lobbyister åbenbart har haft held til at fremkalde en atmosfære af generel modvilje hos amerikanske lederskribenter "imod kritik af israelske regeringer".

Sammenligner Israel med Sydafrika

Typisk for det smuds, der blev kastet imod Carter, var et indlæg af Michael Kinsley (i New York Times, selvfølgelig), hvori ekspræsidenten beskyldtes for "at sammenligne Israel med Sydafrikas tidligere racistiske, hvide regeringer". Dette blev fulgt op af en nedrighed af Abe Foxman fra den såkaldte Anti-Defamation Leguae, som hævdede, at den grund, Carter havde angivet for at skrive denne bog, "var den skammelige, skammelige skrøne om, at jøderne sidder på al mediedebat i dette land. Hvad der gør dette så graverende er, at han ikke bare er en tilfældig analytiker og kommentator. Han er USA's tidligere præsident".

Men okay - dette er vel netop sagen, ikke sandt? Dette er ikke en afhandling fra en Harvard-professor i lobbyens magt. Dette er en hæderlig og retsindig redegørelse fra en ven af såvel Israel som af araberne, som tilfældigvis også er en brav ældre amerikansk statsmand. Hvilket også er grunden til at Carters bog nu er blevet en bestseller - og tillykke med det, forresten! - for en større amerikansk offentlighed, der hellere vil købe denne bog en fæstne lid til hr. Foxmans skingre opstød.

Men i denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor New York Times og de øvrige rygradsløse amerikanske mainstreamaviser ikke finder på at fremdrage Israels nære forhold til det selv samme racistiske apartheid-Sydafrika, som Carter hånes for at drage sammenligninger til i sin bog. Havde Israel ikke gang i en lukrativ diamanthandel med det sanktionsramte, racististiske Sydafrika? Havde Israel ikke et frugtbart og vidtrækkende militærsamarbejde med hint racistiske regime? Drømmer jeg eller ser gennem troldspejlet fra Alice i Eventyrland, når jeg mener at huske, at premierminister John Vorster fra Sydafrika - en af chefarkitekterne bag Apartheids hæslige, nazilignende system - i april 1976 var på statsbesøg i Israel, hvor han blev hædret med en officiel reception hos premierminister Menachem Begin med deltagelse af krigshelten Moshe Dayan og den senere vinder af Nobels fredspris, Yitzhak Rabin? Selvsagt er dette intetsteds blevet nævnt i den store amerikanske debat om Carters bog.

George Bushs få dystre udveje

I Detroit Lufthavn anskaffede jeg mig den noget tyndere bog, Baker-Hamilton Iraq Study Group Report, som faktisk ikke er det studium af Irak, den udgiver sig for at være, men et katalog over de få dystre udveje, George Bush har tilbage, hvis han vil rende væk fra denne katastrofe uden at få alt for meget blod på skjorten, deriblandt en genoptagelse af seriøse israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger (noget Israel helt forudsigeligt straks har afvist), israelsk tilbagetrækning fra Golan osv. Men rapporten er skrevet i de amerikanske højre-tænketankes sædvanlige udslidte semantik - ja, faktisk i samme sprogbrug, som yndes i den nu miskrediterede Brookings Institution og af min gamle fælle, New York Times messianske klummist Tom Friedman, med sine evige "porøse grænser" og formaninger om, at "tiden er ved at løbe ud".

Forklaringen på det stilistiske sammenfald i alt dette ordgejl gik da også op for mig, da jeg på bagsiden bemærkede listen over de 'eksperter', som Baker, Hamilton og deres kolleger har konsulteret. Mange af dem hører til Brookings Institutions faste bærepiller, og selvfølgelig er Thomas Friedman fra New York Times også med.

Men når det gælder udskejelser ud i ren galskab har intet dog kunne komme op på siden af den debat, der fulgte efter Baker-rapporten blandt alle disse ædelmodige og gode kræfter, som trak USA ind i denne katastrofe. General Peter Pace, den højst bizarre formand for den amerikanske generalstab, sagde om Amerikas krig i Irak, at "vi er ikke ved at vinde, men vi er heller ikke ved at tabe". Bushs nye forsvarsminister, Robert Gates, erklærede sig straks enig med general Pace, i dette udsagn, og selv Baker bidrog til galimatias-strømmen ved at udtale:

"Jeg synes ikke, man kan sige, at vi er ved at tabe. Men af samme grund (sic) føler jeg mig heller ikke sikker på, at vi er ved at vinde," hvorefter til sidst også Bush proklamerede: "Ja, sådan er det: Vi er ikke ved at vinde, men vi er heller ikke ved at tabe." Arme irakere!

Jeg rugede over denne galskab midt i en alvorlig omgang turbulens i 11 kilometers lufthøjde over Colorado. Dér slog det mig, hvad det endelige udfald af denne unikke omgang i Irak-krigen mellem Amerikas Forende Stater og Ondskabens Kræfter er blevet: Det blev selvfølgelig uafgjort!

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu