Læsetid: 5 min.

Irak-krigen startede tidligt i 2002

Et nyt memo fra Downing Street afslører, at den britiske regering var yderst betænkeligt ved at anvende flyve-forbudszonerne til at bløde Iraks forsvar op otte måneder inden krigen startede
24. juni 2005

BOSTON - I september 2002 fløj ca. 100 amerikanske og britiske jagerfly og bombefly fra Kuwait ind over Irak og bombarderede antiluftskytsinstallationer, kommandocentre, radarstationer og enheder fra Saddam Husseins revolutionære garde. Det åbenlyse formål var at bløde Iraks luftforsvar op inden en landinvasion.

Men det var seks måneder, inden præsident George W. Bush trykkede på knappen og gav ordre til en invasion. I den mellemliggende periode fortalte han gang på gang den amerikanske befolkning og verden, at han endnu ikke havde taget en beslutning om at gå i krig. Men et britisk regeringsdokument fra 23. juli 2002 - offentliggjort i The Sunday Times 1. maj i år - antyder stærkt, at Tony Blair og hans regering var overbevist om, at Bush planlagde krig.

Dette såkaldte Downing Street-memo fik ikke umiddelbart nogle efterdønninger i den amerikanske debat om Irak-krigen. Først i begyndelsen af juni begyndte amerikansk presse at referere til historien om en krig, som 'Washington" ifølge memoet anså for "uundgåelig."

Nu har den erfarne britiske journalist Michael Smith fra The Sunday Times fået fat i det andet dokument, der blev vedlagt som addendum til det oprindelige memo. Dette "Legal Memo" blev forfattet af det britiske udenrigsministerium i marts 2002 og heri bliver det slået fast, at luftangreb i forbindelse med overvågningen af flyveforbudszonerne i nordlige og sydlige Irak kun kan retfærdiggøres under international lov med "selvforsvar, en overhængende trussel eller en humanitær krise".

Selvforsvar

De amerikanske og britiske luftbombardementer skete under dække af den såkaldte flyveforbudszone, som Saddam Husseins styre havde accepteret som en del af våbenhvilen indgået i 1991 med USA og dets allierede. Flyveforbudets formål var at beskytte det shiamuslimske mindretal i syd-Irak og det kurdiske mindretal i nordøstlige Irak mod luftangreb fra centralregeringen i Bagdad.

I løbet af 1990'erne begrundede USA og Storbritannien generelt bombardementer af irakiske antiluftskytsanlæg og radarstationer med selvforsvar. Men noget bemærkelsesværdigt skete i andet halvår af 2002. Antallet af bombetogter i den periode var dobbelt så stort som i hele 2001, fremgår det af statistik frigivet fornylig af det britiske forsvarsministerium. Pentagon oplyser, at dets flyvevåben gennemførte 78 "offensive" bombetogter mod Irak i 2002.

I det oprindelige Downing Street-memo fra 23. juli bemærker britiske forsvarsminister Geoff Hoon, at han under et møde med sin modpart i Washington havde fået oplyst, at USA "for at lægge pres på regimet har forøget sine aktiviteter", hvilket er en reference til et større antal luftbombardementer.

Krigen var med andre ord allerede i fuld sving i efteråret 2002. Men den udfoldede sig under den amerikanske kongres' radar. Her troede politikerne på Pentagons version, at USA's og Storbritanniens flyvevåben blot forsvarede flyveforbudszonernes integritet. I virkeligheden brugte amerikanerne og briterne deres kontrol med luftrummet over Irak til at opbløde landets modstandsevne i en kommende krig, skriver den uafhængige journalist Jeremy Scahill i The Nation Magazine.

Det var ikke alene den irakiske regering og civile irakere, der lagde mærke til en optrapning af luftbombardementerne i tiden op til krigen i marts 2003. Vestlige iagttagere rapporterede på første hånd om eksplosioner. Charlie Clements fra den religiøse organisation Unitarian Universalist Service Committee i Boston skrev om om sine oplevelser i Irak i en rapport i 2002:

"Vi kørte rundt i Irak og af og til så vi en bygning blive sprængt i stumper og stykker, ramt af et missil. Så spurgte vi: Hvad var der i den bygning? Svaret lød: Åh, telefoncentralen."

Blairs bekymring

Indtil nu er otte fortrolige britiske regeringsdokumenter vedrørende den interne debat i Downing Street om de amerikanske krigsplaner blevet offentliggjort. Alle otte er i Sunday Times-reporteren Michael Smiths besiddelse, men kun to af dem er blevet optrykt i hans avis. Men i søndags offentliggjorde nyhedsbureauet Associated Press de seks resterende memoer.

Dokumenterne illustrerer tydeligt, at Blairs regering var stærkt bekymret over to ting: Dels ville man finde en lovlig retfærdiggørelse for invasionen, dels ville briterne sikre sig, at USA var godt forberedt på håndtere stabiliseringen og genopbygningen af Irak efter krigen.

Udenrigsminister Jack Straw fremtræder som den mest originale tænker. I et memo argumenterer han for, at den eneste udvej er at overbevise Sikkerhedsrådet om at sende FN's våbeninspektører tilbage til Irak. Hvis Saddam Hussein stritter imod eller lægger hindringer i vejen for deres arbejde, mener Straw, at det tjener som en legitim krigsårsag.

Cheneys skepsis

Men kræfter i Det Hvide Hus - f.eks. vicepræsident Richard Cheney - modsætter sig denne strategi, fordi han frygter, at Saddam Hussein vil give FN-inspektørerne frit spillerum. Skeptikeren Cheney endte med at få ret. Derfor måtte præsident Bush stille det irakiske styre et ultimatum, som Saddam Hussein forudsigeligt ikke kunne indfri - nemlig at opgive magten og søge eksil i udlandet.

Ikke alle amerikanske kommentarorer er overbevist om, at de otte Downing Street-memoer frembringer noget kvalitativt nyt om forspillet til krigen. "I juli 2002 var aviserne fyldt med detaljerede informationer om krigsplanen, som var blevet lækket siden foråret, og om den indre splid i regeringen, hvorvidt planlægningen var tilstrækkelig," skriver Todd Purdum i The New York Times.

Kommentatoren Michael Kinsley skriver i The Washington Post: "Memoet siger, at 'krig nu anses for uundgåelig i Washington'. Det kan kun betyde, at andre personer end Bush selv har draget konklusionen, at han var besluttet på at gå i krig... Vi får heller ikke nogle konkrete eksempler på, at facts og efterretninger (om masseødelæggelsesvåben, red.) bliver tilpasset beslutningsgrundlaget."

Ikke desto mindre er de britiske memoer blevet ammunition for krigsmodstandere og skeptikere i Kongressen. I går sagde den respekterede demokratiske senator Carl Levin - der sidder i Senatets forsvarsudvalg - at Bush-regeringen bør bebude en gradvis tilbagetrækning fra Irak fra februar, med mindre den irakiske regering og en konstituerende forsamling på det tidspunkt har sendt et udkast til en ny irakisk forfatning til folkeafstemning.

I en høring i Senatet i går sagde forsvarsminister Donald Rumsfeld, at det ville være en kæmpe fejltagelse, hvis lovgiverne sætter en tidsfrist for tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Irak, fordi det svarer til at "kaste en redningskrans ud til terroristerne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her