BOSTON - To amerikanske aviser leverede pinsemandag hver deres rædselsvækkende nyheder fra Irak. Den ene om fortiden. Den anden om nutiden.
The New York Times' bureauchef i Bagdad, briten John Burns, blev i weekenden fløjet i kamphelikopter fra Green Zone til et unævneligt sted ved udkanten af Ash Sham-ørkenen, der dækker det sydvestlige Irak. Her blev han forevist én af de mange massegrave, hvortil shiamuslimer i 1991-92 blev deporteret af Saddam Husseins bødler og skudt ned som gemene hunde.
Fotografierne på forsiden og inde i The New York Times viste nyligt afdækkede skeletter med åbne (skrigende) munde klædt i løstsiddende skjorter og bukser. Nogle af dem havde stadig sko på. Burns citerede medrejsende amerikanske retsmedicinere for følgende beskrivelse af ofrenes sidste minutter.
"Døden kom dem hurtigt i møde. Ofrene stavrede ud af køretøjerne, de blev stuvet sammen i en stor hul udgravning og gennet frem ad en snæver gang, som ikke var meget bredere end en limousine. At dømme efter den opstablede dynge lig styrtede ofrene i sidste øjeblik tilbage, måske i forfærdelse over lyden af rifler, der blev gjort klar til affyring."
Kan ikke være et tilfælde
Det er lang tid siden, at de amerikanske militærmyndigheder har inviteret journalister til at bese Saddams massegrave. At det skulle ske lige præcis i den forgange weekend kan ikke være et tilfælde.
Det er korrekt, at den særlige irakiske domstol senere i år planlægger at rejse flere sigtelser mod Saddam Hussein.
Men gennem sidste uge kværnede medierne i USA om massakren sidste november på 24 uskyldige irakere i sunnitrekantbyen Haditha. Tilsyneladende havde Pentagon behov for at sætte tingene i historisk perspektiv. Pointen? At amerikanerne aldrig kan blive så slemme som saddamisterne.
Man skal nu aldrig lege kispus med veteranen John Burns, hvis viden om Irak under Saddam er uovertruffen. I artiklen bemærkede han næsten som en strøtanke, at irakiske shiiter generelt skyder skylden for massedrabene i 1991 på præsident George W. Bushs far, der - som historien går - ansporede dem til oprør mod Saddam efter Golfkrigen og undlod at komme dem til undsætning, da tyrannen mobiliserede al sin brutalitet til at nedkæmpe oprøret.
Det er en beslutning, Bush senior senere har fortrudt. Men pointen er, at amerikansk medansvar for den irakiske tragedie går langt tilbage. Nogen vil måske huske, at USA støttede Saddam under hans blodige (og kemiske) krig mod Iran i 1980'erne.
Mange måder at dø på
At alting skal opfattes relativt i dagligdagens Irak blev bekræftet pinsemandag af The Los Angeles Times' korres-pondent i Bagdad. Efter et besøg på hovedstadens lighus rapporterede Louise Roug, at det modtog 1.398 myrdede irakere i maj - 307 flere end i april - hvilket er det højeste tal siden krigens udbrud i marts 2003. Roug bemærkede, at statistikken hverken omfatter irakiske og amerikanske soldater eller civile irakere omkommet som følge bombeeksplosioner.
Som vi efterhånden ved, er der mange måder at dø på i Bagdad. Den mest grusomme er bestialsk sadistisk tortur afsluttet med halshugning. Så vidt det kan bedømmes, er visse ofres eneste synd, at de som shiit- eller sunni-iraker befandt sig på et givet sted på det gale tidspunkt. Under Saddam skulle der som regel lidt mere til for at blive henrettet. Men den fundamentale forskel synes at være følgende: Dengang forsvandt folk og blev sjældent udleveret til deres slægtninge. I dag bliver de fundet på byens gader, langs floden etc. og bragt til lighuset, hvor de kan blive identificeret af familien og få en værdig begravelse.
Amerikanere som bødler
For amerikansk presse er det let at slå sekterisk vold hen som et religiøst fænomen eller slet og ret som udslag af en tradition for blodhævn i Irak. Noget ganske andet er det, når amerikanske soldater pludselig står mistænkt for som bødler at have myrdet småbørn, drenge, piger, mødre, fædre og bedsteforældre i koldt blod.
Læg dertil, at motivet ikke fremstår klart. Var massakren i Haditha en hævnakt for en dræbt kammerat og/eller en advarsel til beboerne, om hvad der kan vente dem, hvis de samarbejder med oprørerne?
Siden det kom frem, at militærets egen undersøgelse vil bekræfte Time Magazines artikel i marts om massakren på de 24 civile, har debatten taget fart. Men lige nu er det svært at vurdere, hvilken konklusion den amerikanske befolkning vil drage på sigt. Det afhænger af, hvad der rent faktisk skete den novembermorgen i Haditha og hvorfor.
Følgende spørgsmål bliver stillet: Mistede de tre-fire marineinfanterister besindelsen i et udbrud af raseri, hvor skelnen mellem ret og uret bliver slået fra midlertidigt? Var de under indflydelse af rusmidler? Var den interne disciplin - altså overholdelsen af et adfærds-kodeks over for civile - knækket sammen i delingen, i bataljonen, ja måske i hele brigaden?
Var soldaterne i marinekorpset mentalt udbrændte efter at have være udstationeret tre gange i Irak i lige så mange år?
Det hyppigst citerede problem er soldaternes frustration over at skulle kæmpe mod en usynlig fjende, som dag ud og dag ind overtræder krigens love på det groveste ved at bruge civile som værn. Den allestedsnærværende fare slider dem op. Andre fremfører, at marineinfanterister ikke er trænet til at bekæmpe indfødte oprørs-bevægelser, skønt de hædres for at være USA's absolut bedste krigere.
Det uskønne resultat kunne man konstatere efter 10.000 infanteristers brutale angreb på Fallujah i 2004. De efterlod en rygende hob: 36.000 ud af 50.000 bygninger ødelagt. Soldater fra Kilo-kompagniet, der mistænkes for massakren, deltog i dette slag.
Konstant utryghed
Romanforfatteren Philip Caputo peger i denne uge i Time Magazine på noget centralt. Som tidligere marine-infanterist skriver han:
"Massakrer som denne sker uundgåeligt i krige mod oprørsbevægelser... Oprørerne sørger for, at soldaterne lever i konstant utryghed, at de er bange hele tiden og usikre på, hvor fjenden befinder sig. Soldaten føler sig fortabt i et hav af fjender... Den situation kan udvikle psykopatiske træk i ellers normale mennesker. Soldater, der kæmper mod guerillaer, opfatter sig ofte som hjælpeløse ofre. Det må specielt gøre sig gældende i Irak med alle de vejsidebomber, der bliver detoneret."
Tidligere hærgeneral Wesley Clark er ikke så tilgivende:
"Hvis det er sandt, hvad vi hører, er der ingen undskyldning. Haditha kan hverken begrundes med frustration, stress eller vrede. Det foruroligende spørgsmål er, om massakren er en enlig svale, eller om der er andre, som vi ikke kender til," skriver han i Time Magazine.
Ifølge Clark skal ansvaret findes på det politiske niveau.
"De militære chefer gør deres bedste, selv i umulige situationer. Det er op til politikerne at stille ressourcer til rådighed og tage højde for militærets begrænsninger. Haditha er en advarsel til politikerne: Der er næsten ingen chance længere for succes i Irak. Lad være med at ødelægge vores styrker i en mission, som næsten allerede er slået fejl. Vi skal bruge soldaterne andre steder."
Det demokratiske kongresmedlem John Murtha, marineinfanterist i Vietnam og prominent kritiker af Irak-krigen, kunne heller ikke se formildende omstændigheder ved forbrydelsen.
"Jeg kender alt til forvirringen på slagmarken - krigens tåge. Uagtet tågens tykkelse og forvirringens omfang er vi et lovlydigt land, og hvis USA tolererer overlagt mord på civile, fremstår vi lige så slemme som fjenden," advarede han i sidste uge.
Nu er det op til politikerne i Kongressen og Pentagon at bevise, at USA er anderledes end Saddam og oprørerne.
"Ellers kan vi ikke længere stole på den officielle version af, hvad der sker i Irak," skriver pensioneret flådeofficer Jeff Huber på sin blog Pen and Sword.
For præsident Bush er risikoen, at massakren i Haditha kan få de sidste amerikanere til at miste troen på Irak-krigen. Tv-stationerne har forlængst nedprioriteret dækningen af de daglige grusomheder i Bagdad - det er bare uinteressant hverdagskost. Seerne formodes at værefølelsesløse. Vil det gøre nogen forskel for amerikanerne, at deres soldater har optrådt lige så hensynsløst som oprørerne?
Hvis svaret er nej, har Bush tabt Irak-krigen.
