Læsetid: 1 min.

Irak ønsker, at udenlandske styrker bliver i flere år endnu

Irak vil have behov for udenlandske styrker i to til tre år endnu, vurderer den irakiske præsident
3. november 2006

Mens debatten om tilbagetrækning fra Irak kører for fuld tryk i mange af landene, der har soldater udstationeret i landet, siger den irakiske præsident, at Irak har brug for udenlandske soldater i to til tre år endnu.

Meldingen fra præsident Jalal Talabani kom torsdag i Paris, da han indledte et officielt besøg i Frankrig.

"Vi mener, at vi har brug for tid. Ikke 30 år, men vi har brug for nogle år. Personligt vil jeg sige, at mellem to og tre år vil være nok til, at vi kan genopbygge vore egne sikkerhedsstyrker, sagde han på en konference.

I sidste uge sagde det amerikanske militærs øverstkommanderende i Irak, general George Casey, ellers, at Iraks væbnede styrker bør være i stand til at overtage ansvaret for sikkerheden inden for de næste 12 til 18 måneder. Tirsdag gav Donald Rumsfeld, USA's forsvarsminister, sin opbakning til, at antallet af irakiske soldater og politifolk skal øges ud over de planlagte 325.000 mand.

Regering presset

Samtidig er Iraks regering presset. De seneste dages kampe i Bagdad-bydelen Sadr, har vist, at spændingerne mellem sunni- og shiamuslimer tager til i Irak. På det seneste har Iraks shiamuslimske premierminister, Nuri al-Maliki, i skarpe vendinger kritiseret USA's indgriben i Sadr - en højborg for den shiamuslimske milits Mehdi, som er tilknyttet den nationalistiske shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr. De amerikanske styrker har holdt bydelen under belejring med tjekpoints og udgangsforbud. Belejringen blev ophævet i går på opfodring fra Maliki. Mehdi-militsen er ligesom sunnimuslimske militser mistænkt for at stå bag den sekteriske vold i Bagdad, hvor snesevis civile dagligt bliver kidnappet, torteret og dræbt. Shiamuslimerne frygter, at amerikanerne er i gang med at alliere sig med sunnimuslimerne, som var Saddam Husseins gamle magtbase.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu