Går det fremad i Irak? Man kan få det svar, man ønsker.
Vil man gerne tro det bedste, kan man støtte sig til USA's vicepræsident Dick Cheney, der forleden til CNN sagde om den væbnede modstand: "Jeg tror, vi er i gang med oprørets afsluttende dødskamp."
Eller til chefen for den amerikanske forsvarsstab Richard Myers, der på tv-kanalen ABC påpegede, at antallet af angreb er mindre nu end i november.
"Jeg tror, årsagen er erkendelsen af, at Irak er på den uundgåelige march mod demokrati."
Man kan også bide mærke i opløftende meddelelser i nyhedsstrømmen om, at man i weekenden genåbnede en kommerciel flyrute mellem Bagdad og Basra, at man har fuldført renoveringen af et af de større elværker i hovedstaden, at der i dag er tre gange så mange irakiske telefonabonnenter som for et år siden, at biltrafikken er femdoblet siden sommeren 2003.
Eller man kan notere, at den toneangivende sunnimuslimske organisation Sammenslutningen af Muslimske Lærde, som i sin tid opfordrede til boykot af januarvalget, i lørdags mødtes med repræsentanter for den radikale shialeder Moqtada al-Sadr og erklærede fælles vilje til at værne Iraks enhed som nation. Udtryk for en tilnærmelse mellem sunnier og shiaer, der forleden fik USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld til at fastslå: "Der sker en frygtelig masse gode ting i det land."
Nærer man omvendt skepsis, kan man uden videre få den bekræftet. Man kan konstatere, at en af den amerikanske regerings ledende eksperter i arabiske forhold under anonymitet siger til Financial Times: "Vi er ved at miste kontrollen."
Eller man kan høre forsvarsanalytikeren Daniel Oure fra Lexington Institute, sige til Reuters:
"Sandheden er, at vi - på trods af al vor propaganda - har opdaget, at vi står over for en meget barsk, ukuelig og snu modstander. Jeg tror, vi vil være til stede i stort tal i mindst fem år endnu."
Man kan også notere, at tre fjerdedele af de irakiske hjem ifølge FN's Udviklingsprogram (UNDP) stadig lider under svigt i elforsyningen, og at andelen for Bagdad er hele 92 pct. At landets olieproduktion ikke er større nu end for et år siden og fortsat mindre end før krigen. Og at den officielle ledighed er 28-40 pct., det samme som for et år siden.
Eller man kan lytte til stemmen på gaden.
"Vi lever under pres og i frygt. Jeg tror ikke, dette vil få en ende, for det udvikler sig fra slemt til værre," siger Tanya Mazin, studerende på Bagdads Universitet, til Los Angeles Times.
"Jeg er bekymret 24 timer i døgnet," sekunderer den it-studerende Zainab Hassan. "Jeg kan se borgerkrigen komme, det er åbenbart. Alle taler om det."
Dystre tal
Der er næppe nogen, der i dag med troværdighed kan svare på, om Iraks proces mod en ny forfatning, nyt parlamentsvalg og fungerende demokrati vil lykkes eller blive afsporet af fuldtonet borgerkrig.
Tager man bestik af tallene fra slagmarken, er billedet ikke opløftende. I maj måned blev 84 amerikanske soldater dræbt i Irak. Det er det højeste tal siden den blodige valgmåned januar og på niveau med tabene under selve invasionen af Irak i foråret 2003. Samtidig er mere end 600 irakere ifølge USA blevet dræbt eller såret i maj. Siden årets begyndelse er 880 irakiske sikkerheds- og politifolk blevet slået ihjel.
Er det borgerkrig? Det er i hvert fald udtryk for, at situationen er ude af kontrol. Politichefen i den forholdsvis rolige, shiamuslimsk dominerede Basra-region gav et opsigtsvækkende indblik i forholdene i et interview i den britiske avis The Guardian forleden.
"Jeg stoler på 25 pct. af min styrke, ikke mere," sagde politichefen, general Hassan al-Sade, der råder over 13.750 mand. Generalen mener selv, at halvdelen af politifolkene i hemmelighed arbejder for politiske partier og shiamuslimske militser, og at både menige politifolk og officerer tager del i bagholdsangreb. En del af officererne forholder sig politisk neutralt, men har til gengæld ingen reel interesse i at udøve deres politiarbejde og følge ordrer fra politichefen.
Militserne har magten
"Militserne er den reelle magt i Basra i dag, og de består af forbrydere og slette personer. For at bekæmpe dem ville jeg skulle bruge 75 pct. af min styrke, men jeg kan kun stole på en fjerdedel," sagde Hassan al-Sade, der forklarer den relative ro i Basra med, at magten reelt er overdraget til de konservative islamiske partier, og at folk som han selv lukker øjnene for korruption og for politifolks deltagelse i likvideringer af modstandere.
Foruden Moqtada al-Sadrs shiitiske Mehdi-milits er det især Badr-brigaden tilknyttet det dominerende, Iran-orienterede shiamuslimske parti Supreme Council for Islamic Revolution in Iraq (SCIRI), der er ved at vinde indflydelse som en parallelmagt til de nye nationale sikkerhedsstyrker.
"Vi må investere i Badr-folkene for at forsvare Iraks jord" mod terroristers angreb, siger en ledende SCIRI-repræsentant, Hadi al-Amiri, til nyhedsbureauet IWPR.
Det er en udvikling, der skræmmer moderate stemmer blandt Iraks sunnimuslimer, fra hvis rækker en stor del af oprørerne i landet udgår. Sunnimuslimske oprørere i kamp mod shiamuslimske militser ligner til forveksling borgerkrig. Som den amerikanske sikkerhedsekspert Anthony Cordesman, Center for Strategic and International Studies, skriver i en ny analyse af det irakiske oprør:
"Oprøret har allerede længe været en lav-intens borgerkrig, og det drives mod en bredere 'sunni mod shia'-konflikt af islamistiske ekstremister," der målrettet går efter shiamuslimske ledere for at optrappe konflikten. Også sunnimuslimske gejstlige er på det seneste blevet myrdet, og sunniernes vrede retter sig mod Badr-brigaden, selv om det lige så vel kan være den jordanskfødte al-Qaeda-terrorist Abu Musab al-Zarqawi, der driver sit djævelske spil.
Således var det angiveligt Zarqawis folk, der forleden myrdede en sunnimuslimsk stammeleder i den vestlige by Husaybah og dermed - så vidt vides for første gang - udløste reelle kampe mellem Zarqawis udefrakommende ekstremister og lokale sunni-militsfolk, der har fået nok af al-Qaeda-lederens blodige fremfærd.
Forfatningsdilemmaet
I Iraks nyvalgte nationalforsamling står man over for den store udfordring at skulle have forslaget til ny forfatning klar inden den 15. august, så man en måned senere kan sende den til folkeafstemning og derefter den 15. december holde nye valg til nationalforsamling og regering.
En forfatningskomité på 55 parlamentsmedlemmer har indledt arbejdet, men iagttagere betegner det som tvivlsomt, om man kan blive færdige i tide. At der kun er to sunnimuslimer i komitéen varsler i sig selv ilde for udsigterne til at få bred folkelig accept af resultatet. Af samme grund vil Sammenslutningen af Muslimske Lærde nu aflevere en liste på 25-35 sunnimuslimer uden for nationalforsamlingen, som kan deltage i forfatningsarbejdet som diskussionspartnere uden stemmeret. Et udtryk for samarbejdsvilje mellem sunnier og shiaer.
Bliver de ikke færdige den 15. august, kan nationalforsamlingen udskyde sagen i op til seks måneder. Det advarer amerikanerne stærkt imod, fordi det vil øge frustrationerne blandt irakerne. Allerede nu råder tvivl om regeringens duelighed - en aktuel meningsmåling foretaget af af Bagdads Universitet viser, at andelen af adspurgte irakere, der tror, at regeringen vil vinde styrke i tiden der kommer, er faldet fra 80 pct. i januar til nu 45 pct.
Hvis forfatningsprocessen trækker ud eller drukner i diskussioner, "vil det tjene som alle tiders scene for lancering af sekterisk vold," siger Thomas Sanderson, Center for Strategic and International Studies.
Givet er det, at oprørerne har som centralt mål at køre forfatningsprocessen af sporet.
Ifølge Anthony Cordesman har omkring 35 forskellige sunnimuslimske grupper erklæret sig som deltagere i oprøret, men det er fortsat vanskeligt at danne sig et billede af deres styrke og evne til samarbejde og koordinering. En intern meningsmåling foretaget for den amerikanskledede koalition i februar fortalte, at 45 pct. af de adspurgte irakere støttede oprørernes angreb på koalitionen, og selv om støtten er passiv, giver det oprørerne gode muligheder for at operere i ly af det civile samfund.
"Truslen fra oprørere og terrorister i Irak er fortsat alt for reel og udvikler sig i takt med ændringer i de irakiske og koalitionens styrker," skriver Cordesman.
"Det er stadig langt fra klart, om USA og den irakiske regering vil være i stand til endegyldigt at besejre de forskellige oprørsgrupper."
Den demokratiske amerikanske senator Joseph Biden sagde søndag til New York Times, at de irakiske politi- og militærstyrker nu ifølge ledende amerikanske militærkilder i Irak har 107 bataljoner i uniform, men kun tre af dem er "fuldt operationelle", dvs. i stand til på egen hånd at gennemføre større operationer. 20 bataljoner er "delvist operationelle", dvs. i stand til at agere i samarbejde med amerikanske tropper, mens resten stadig er under træning. Ifølge Bidens militærkilder vil der gå omkring to år, før de irakiske styrker kan stå på egne ben og skabe mulighed for begyndende amerikansk tilbagetrækning. Helt bortset fra tvivlen om, hvor disse styrker så har deres loyalitet, jævnfør den frustrerede politichef i Basra.
Spørgsmålet er, om tilnærmelsen og den tilsyneladende vilje til konstruktivt samarbejde mellem centrale aktører som sunniernes Sammenslutningen af Muslimske Lærde og Moqtada al-Sadrs hidtil radikale shiamuslimer er bæredygtigt og kan suge kraft ud af oprøret og over i det politiske arbejde?
Moqtada al-Sadr selv er som sædvanlig ikke let at blive klog på. Samtidig med tilnærmelserne til sunnierne sagde den indflydelsesrige præst mandag til internationale medier i Bagdad:
"Valgprocessen var designet til at legitimere besættelsen, snarere end at skaffe landet af med besættelsen. Så længe besætterne er her, vil jeg ikke tage del i den politiske proces."
Iraks udvikling og de irakiske aktørers motiver er ikke sådan at blive klog på. Føljetonen om den blodige vej ud af Saddams æra synes at fortsætte på ubestemt tid.
