Læsetid: 7 min.

Irakiske tvetydigheder

Samt tilværelsens sådan i almindelighed
1. december 2006

Med måske utilsigtet filosofisk tyngde af noget nær Niels Bohrsk og Albert Einsteinsk format fik dagbladet Politiken forleden livsgåden fremstillet i en tilsyneladende gemen reportage: "FN's generalsekretær Kofi Annan er klar i spyttet. På en pressekonference siger den afgående generalsekretær, at USA er klemt mellem presset for at trække tropperne ud af Irak, og opfordringer til at blive og stabilisere landet." Det er med andre ord helt klart (i spyttet), at det er fuldstændig uklart.

Eller at det er entydigt tvetydigt, hvad USA - og Danmark - nu skal gøre. Tvetydigheden blev ikke mindre entydig i går efter dels offentliggørelsen af hovedkonklusionerne om en ændret Irak-strategi i den længe ventede Baker-Hamilton-rapport, som USA's præsident selv har bedt om, dels Bush's eget møde med Iraks i hvert fald formelle premierminister Nuri al-Maliki, dels shiamuslimen eller shiitten Moqtada al-Sadrs udtræden af det irakiske parlament og dets samlingsregering i protest mod at Maliki overhovedet forhandler med den forhadte besættelsesmagts øverste præsident.

Skønt samme Moqtada på det grusomste bekæmper netop de sunnimuslimer eller sunnier, som også kræver amerikanerne - og danskerne - trukket tilbage fra Irak, før der kan blive tale om virkelig forsoning i det mishandlede land. Dels Irans krav om den samme tilbagetrækning, skønt Baker-Hamilton-rapporten just anbefaler Irans (og Syriens) inddragelse i fredsbestræbelserne, for at USA - og Danmark - fortsat kan forblive i Irak! Uden at det ender i den rene katastrofe: Den såkaldte "fulde borgerkrig", der måske breder sig til hele Mellemøsten - og verdens største oliefelter ikke at forglemme. Og så videre.

Før disse global-, stor-, regional- og lokalpolitiske tvetydigheder tages i nærmere øjesyn, er det værd at overveje, om de ikke også har rod i et fundamentalt vilkår, de fleste menneskeliv er undergivet, og som er blevet ekstraordinært tydeligt og påtrængende for sikkert mange irakere i dag. I Carit Etlars udødelige Gøngehøvdingen udtrykker Kulsoen det med umisforståelig kynisme: "Det er svært at vide, hvem man skal holde med, så længe man ikke véd, hvem der vinder." (citeret efter hukommelsen).

En afskyelig kynisme for modstandsfolk, som kan deres "Altid frejdig, når du går" med de sandt heroiske og lige så sandt trøstende linjer: "Kæmp for alt, hvad du har kært,/ dø om så det gælder!/ Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller."

Men tvetydighedens vilkår kan også udtrykkes mindre modbydeligt og mere overbevisende end Kulsoen gør. På de givne irakiske betingelser således: Måtte amerikanernes - og danskernes - entydigt nedværdigende og på mange tvetydige måder både velmenende og hensynsløse besættelse dog ophøre hurtigst muligt, men hvad bliver ikke vores skæbne, hvis de bare uden videre forsvinder inden jul? Nok skal man kæmpe for alt, hvad man har kært, men man skal vel også overleve?

Figenblade

Som flertallet af danskerne under den tyske besættelse fra 1940-45 var mildest talt tvetydige ved dels at støtte samarbejdspolitikken med nazisterne (som nogle tjente endda fedt på), dels overvejende sympati med modstandsbevægelsen, sådan må mange - måske de fleste - såkaldte almindelige irakiske mænd, kvinder og børn have det i dag, når det gælder spørgsmålet om tilbagetrækning af besættelsesmagterne med eller uden tidsplaner. Hurtigst muligt USA - og Danmark - ud af Irak, javel. Men med streg under både hurtigst og muligt. For hvad er muligt?

Og så er vi tilbage ved de global- og lokalpolitiske tvetydigheder. Samt grænserne for ens egen selvovervurdering. Nok er Frie Ord vidt udbredt(e), men at USA's demokratiske kongresmedlem Ike Skelton lige frem skulle have læst FO for en uge siden om nødvendigheden af - med et Gruk af Piet Hein - at tabe ansigt for at redde verden er entydigt tvivlsomt. Alligvel er den gode Mr. Skelton siden blevet citeret for at sige: "Forhåbentligt kommer Baker-rapporten med en løsning, der kan redde Det Hvide Hus' ansigt, så vi kan begynde at se enden af det her."

Da melder tvetydighedernes tvetydighed sig med frygtelig entydighed. For på en måde har Skelton jo ret. Hvis opgaven er at hjælpe almindelige irakiske børn, kvinder og mænd, og vi virkelig ikke kan begynde at se enden på deres lidelser, uden at Bush og Fogh får et eller andet, de kan redde deres krigsforbryderansigter med, så lad dem da i Herrens, Guds/Allahs navn få det.

Ens egen ære i at afsløre, hvor æreløse Danmarks statsminister og USA's præsident er i deres beskidte krig, må vige for henynet til de irakere, der skal hjælpes. Så entydigt tvetydigt er hjælpens vilkår.

Men om Baker-Hamilton-rapporten er det figenblad, med hvilket præsidenten og hans statsminister kan redde deres ansigter, er - som så meget andet - også yderst tvivlsomt. Figenblade plejer at skulle dække noget andet.

Niels Bohrsk og Albert Einsteinsk format fik dagbladet Politiken forleden livsgåden fremstillet i en tilsyneladende gemen reportage: "FN's generalsekretær Kofi Annan er klar i spyttet. På en pressekonference siger den afgående generalsekretær, at USA er klemt mellem presset for at trække tropperne ud af Irak, og opfordringer til at blive og stabilisere landet." Det er med andre ord helt klart (i spyttet), at det er fuldstændig uklart.

Eller at det er entydigt tvetydigt, hvad USA - og Danmark - nu skal gøre. Tvetydigheden blev ikke mindre entydig i går efter dels offentliggørelsen af hovedkonklusionerne om en ændret Irak-strategi i den længe ventede Baker-Hamilton-rapport, som USA's præsident selv har bedt om, dels Bush's eget møde med Iraks i hvert fald formelle premierminister Nuri al-Maliki, dels shiamuslimen eller shiitten Moqtada al-Sadrs udtræden af det irakiske parlament og dets samlingsregering i protest mod at Maliki overhovedet forhandler med den forhadte besættelsesmagts øverste præsident. Skønt samme Moqtada på det grusomste bekæmper netop de sunnimuslimer eller sunnier, som også kræver amerikanerne - og danskerne - trukket tilbage fra Irak, før der kan blive tale om virkelig forsoning i det mishandlede land. Dels Irans krav om den samme tilbagetrækning, skønt Baker-Hamilton-rapporten just anbefaler Irans (og Syriens) inddragelse i fredsbestræbelserne, for at USA - og Danmark - fortsat kan forblive i Irak! Uden at det ender i den rene katastrofe: Den såkaldte "fulde borgerkrig", der måske breder sig til hele Mellemøsten - og verdens største oliefelter ikke at forglemme. Og så videre.

Før disse global-, stor-, regional- og lokalpolitiske tvetydighder tages i nærmere øjesyn er det værd at overveje, om de ikke også har rod i et fundamentalt vilkår, de fleste menneskeliv er undergivet, og som er blevet ekstraordinært tydeligt og påtrængende for sikkert mange irakere i dag. I Carit Etlars udødelige "Gøngehøvdingen" udtrykker Kulsoen det med umisforståelig kynisme "Det er svært at vide, hvem man skal holde med, så længe man ikke véd, hvem der vinder." (Citeret efter hukommelsen): En afskyelig kynisme for modstandsfolk, som kan deres "Altid frejdig, når du går" med de sandt heroiske og lige så sandt trøstende linjer: "Kæmp for alt, hvad du har kært,/ dø. om så det gælder!/ Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller." Men tvetydighedens vilkår kan også udtrykkes mindre modbydeligt og mere overbevisende end Kulsoen gør. På de givne irakiske betingelser således: - Måtte amerikanernes - og danskernes - entydigt nedværdigende og på mange tvetydige måder både velmenende og hensynsløse besættelse dog ophøre hurtigst muligt, men hvad bliver ikke vores skæbne, hvis de bare uden videre forsvinder inden jul? Nok skal man kæmpe for alt, hvad man har kært, men man skal vel også overleve?

Som flertallet af danskerne under den tyske besættelse fra 1940 til -45 var mildest talt tvetydige ved dels støtte til samarbejdspoltikken med nazisterne (som nogle tjente endda fedt på), dels overvejende sympati med modstandsbevægelsen, sådan må mange - måske de fleste - såkaldte almindelige irakiske mænd, kvinder og børn have det i dag, når det gælder spørgsmålet om tilbagetrækning af besættelsesmagterne med eller uden tidsplaner. Hurtigst muligt USA - og Danmark - ud af Irak, javel. Men med streg under både hurtigst og muligt. For hvad er muligt?

Og så er vi tilbage ved de global- og lokalpolitiske tvetydigheder. Samt grænserne for ens egen selvovervurdering. Nok er Frie Ord vidt udbredt(e), men at USA's demokratiske kongresmedlem Ike Skelton lige frem skulle have læst FO for en uge siden om nødvendigheden af - med et Gruk af Piet Hein - at tabe ansigt for at redde verden er entydigt tvivlsomt. Alligvel er den gode Mr. Skelton siden blevet citeret for at sige: "Forhåbentligt kommer Baker-rapporten med en løsning, der kan redde Det Hvide Hus' ansigt, så vi kan begynde at se enden af det her."

Da melder tvetydighedernes tvetydighed sig med frygtelig entydighed. For på en måde har Skelton jo ret. Hvis opgaven er at hjælpe almindelige irakiske børn, kvinder og mænd, og vi virkelig ikke kan begynde at se enden på deres lidelser, uden at Bush og Fogh får et eller andet, de kan redde deres krigsforbryderansigter med, så lad dem da i Herrens, Guds/Allahs navn få det.

Ens egen ære i at afsløre, hvor æreløse Danmarks statsminister og USA's præsident er i deres beskidte krig, må vige for henynet til de irakere, der skal hjælpes. Så entydigt tvetydigt er hjælpens vilkår.

Men om Baker-Hamilton-rapporten er det figenblad, med hvilken præsidenten og hans statsminister kan redde deres ansigter, er - som så meget andet - også yderst tvivlsomt. Figenblade plejer at skulle dække noget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu