På et pressemøde for nylig beskyldte den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld Iran for at være indblandet i oprøret i Irak.
Ifølge Rumsfeld var Irak blevet infiltreret af medlemmer af det iranske elitekorps, Revolutionsgarden, hvilket var "til skade for Iraks fremtid".
Disse alvorlige beskyldninger blev i første omgang udvandet af Rumsfeld selv, der ikke med sikkerhed vidste, hvorvidt iranerne var der for blot at samle efterretninger eller for at tage del i volden.
Bedre blev det ikke, da en af pressemødets andre deltagere, general Peter Pace, hverken kunne be- eller afkræfte en forbindelse til den iranske regering.
Spinkelt grundlag
Ugen efter kunne en indenrigspolitisk presset præsident Bush oplyse, at komponenter fra Iran bruges i vejsidebomber i Irak. I februar blev 55 amerikanske soldater dræbt, hvoraf 36 døde kunne tilskrives vejsidebomber.
På et pressemøde dagen efter, Bush havde holdt sit, blev Pace igen spurgt, om USA havde beviser, der kunne underbygge Bushs beskyldninger, hvortil Pace svarede: "I do not, sir".
Karakteren af beskyldningerne taget i betragtning gør, at en manglende opfølgning eller blot forklaring må efterlade en del undren.
Det mest interessante spørgsmål er imidlertid ikke, om beskyldningerne vil ophøre, eller om Pace for fremtiden vil blive udelukket fra pressemøder. Det er derimod hele tanken om, at Iran har en interesse i at støtte oprørerne i Irak.
Indtil videre har det været meget vanskeligt at få beviser for beskyldningerne. Så vidt det vides, er der for eksempel ikke fundet iranere blandt de udenlandske oprørere, der er blevet pågrebet i de irakiske sunni-provinser.
I kølvandet på Saddam Husseins fald forsvandt der 250.000 ton ammunition, hvorfor det næppe giver megen mening at smugle yderligere bomber til oprørerne.
Endelig skal det bemærkes, at briterne for et halvt års tids siden beskyldte Iran for at stå bag angreb på britiske soldater. Beskyldningerne blev efterfølgende trukket tilbage.
Irak set fra Iran
Ved første øjekast fremstår Iran som den store vinder i kølvandet på krigen i Irak.
Arvefjenden og den regionale rival Irak er sat ud af spil for en rum tid. USA sidder i irakisk kviksand til halsen og har dermed yderst vanskeligt ved at true regimet i Teheran.
Derfor kan det umiddelbart være i Irans interesse, at oprøret bliver holdt i live med økonomisk, logistisk og militær støtte. En sådan lav-intensitetskrig skulle gerne mindske den amerikanske ledelses appetit på flere mellemøstlige eventyr.
Iran har meget nære forbindelser til de shiitiske grupper i Irak, hvor flere af disse opholdt sig i Iran under Iran/Irak-krigen 1980-1988. Dengang havde disse grupper deres hovedkvarterer i Iran, som de modtog massiv støtte fra. De deltog sågar i fælles angreb mod Irak.
Den iranske støtte begrænser sig imidlertid ikke kun til de religiøse shiitiske partier i Irak. Sekulære elementer, som eksempelvis den tidligere amerikanskstøttede irakiske leder Ahmed Chalabi, har lagt sin vej forbi Teheran.
Samtidig kan man forestille sig, at det shiitiske Iran ønsker at påvirke alle etniske og religiøse grupper og således ikke kun de shiitiske. I 1990'erne støttede Iran udelukkende de shiitiske fraktioner. Denne fejldisposition blev en dyrekøbt lære, da Taleban-styret konsoliderede sin magt i det meste af Afghanistan og gennem hævntogter marginaliserede landets shiitter.
Balance på en knivsæg
Det er givet, at den nuværende situation i Irak på den ene side er en gevinst for Iran, men på den anden side er en af de største trusler mod Irans strategiske interesser.
Eskalerer borgerkrigen i Irak, frygter Teheran, at den kan brede sig til den i forvejen urolige iranske provins Khuzestân med sit betydelige sunniarabiske element.
Desuden er der de kurdiske områder på begge side af grænsen, hvorfor potentialet for en transnational borgerkrig allerede eksisterer.
Der bør desuden ikke ses bort fra de mange flygtninge, som Iran unægteligt vil modtage i kølvandet på en større borgerkrig.
Samtidig kan et stabilt Irak udgøre en eksistentiel trussel mod den shiitiske gejstlighed i Iran, der næsten har monopol på tolkningen af shia-islam i Mellemøsten. De vigtigste helligdomme for shiitterne er først og fremmest placeret i Irak, som dermed er valfartssted for også de iranske pilgrimme.
Endelig vil et stabilt Irak på sigt forfølge sine egne nationale interesser. Derved genoplives den traditionelle rivalisering mellem de to stater.
De amerikanske beskyldninger kan virke absurde, og de afgørende beviser lader endnu vente på sig. Uomtvisteligt er det dog, at Iraks fremtid hænger sammen med Irans strategiske interesser.
Spørgsmålet er imidlertid, om Iran fortsat kan gøre sin indflydelse gældende ved både at undgå en eskalerende borgerkrig i Irak og undgå en stabilisering af Irak, der kan få 'uheldige' konsekvenser for Iran.
Ali Alfoneh er forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet. Jonas Markus Lindstad er cand.scient.pol. med speciale i amerikansk sikkerhedspolitik
