DEN IRANSKE revolutionsgardes kidnapning af 15 britiske marineinfanterister for 11 dage siden har bekræftet de værste anelser om det teokratiske regimes sande karakter næret af nykonservative kræfter i USA, et bredt politisk spektrum i Israel samt af proamerikanske og autokratiske arabiske stater i nabolaget.
I Storbritannien har dele af opinionen, inciteret af boulevardpressen, slået jingoistiske toner an og afkrævet Tony Blairs regering en hårdt mod hårdt-linie. For kræfter i USA og Europa, som gennem de seneste år har søgt konstruktiv dialog fremfor hård konfrontation med Iran om dets atom- og missilprogrammer og om revolutionsgardens finansielle og militære støtte til Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og shiitiske militser i Irak, er denne gidselaffære en kæmpe streg i regningen.
Selv modstandere af det planlagte amerikanske missilforsvar i Europa må nu gribe i egen barm og spørge: Kan vi stole på de højtidelige garantier fra det udemokratiske styre, at formålet med atomprogrammet blot er civilt? At Iran ikke planlægger at bygge langtrækkende ballistiske missiler, der vil true Syd og Centraleuropa? Og Israel? Hvordan overbevise israelerne om at afstå fra et forebyggende militært luftangreb mod atomfaciliteter i Iran indenfor et par år? En aktion, der vil føre til gengældelsesangreb fra Iran via stedfortrædere som Hizbollah og Hamas og måske direkte fra den iranske revolutionsgarde.
I DET SIDSTE døgn har både Iran og Storbritannien skruet ned for megafondiplomatiet og lagt op til en mindelig diplomatisk løsning på gidselsaffæren. Man kan ikke andet end ønske dem held og lykke. Måske de 15 søfolk er hjemme til påske. Det ændrer imidlertid ikke noget fundamentalt ved det iranske regimes flagrante tilsidesættelse af de internationale spilleregler, som ligger til grund for nationalstaters indbyrdes omgang. Først pågreb Iran 15 britiske søfolk og marineinfanterister ud for den sejlrende, der markerer grænsen mellem Iran og Irak. Om de opholdte sig i irakisk eller iransk territorialt farvand er uklart.
Briterne befandt sig på det specifikke sted for at besigtige skibe mistænkt for at smugle våben til militser og terrorister i Irak under et FN-mandat. Selv hvis de havde forvildet sig et par hundrede meter ind på et område, som Iran anser for sit territorium, ville den korrekte procedure have været at opbringe dem, forhøre sig om motivet for deres indtrængen og løslade dem, med mindre de to lande var i krig med hinanden, og soldaterne kunne mistænkes for at være spioner. Men Iran og Storbritannien ligger ikke i krig med hinanden. De har fulde diplomatiske forbindelser. Pågribelsen af de 15 må med andre ord defineres som en fjendtlig handling.
DET ER HER, Genéve-konventionerne kommer i spil. Så snart de 15 britiske soldater er i iransk varetægt, får de ifølge konventionerne status som krigsfanger. Det betyder, at Iran ikke må behandle dem som gidsler, og at de skal behandles ærefuldt og humant. Så længe den væbnede konflikt varer, skal krigsfangerne endvidere "værnes imod intimidering, voldelige handlinger, forhånelse og fremstilling for offentligheden".
De sidste to forbud er klart blevet overtrådt af Iran. Hvordan skal man ellers tolke flere af gidslernes "tilståelse" på iransk tv? Om de er blevet intimideret og udsat for vold, vil tiden vise. For alle tilfældes skyld er soldaterne gidsler, fordi Iran afviser at frigive dem betingelsesløst. Det er svært at komme i tanke om et andet medlem af verdenssamfundet, der i nyere tid har brugt gidseltagning som et instrument til at føre udenrigspolitik. Det er en skam og på randen af det æresløse, at FN's sikkerhedsråd ikke har den fornødne moralske rygrad til at fordømme en så åbenlys lovstridig handling, der på sigt vil bidrage til indtrykket af en hobbesiansk international orden, hvor en overtrædelse fører til den næste og tilsidst en ustyrlig kædereaktion.
DEN MANGLENDE fordømmelse af Iran bekræfter blot, hvor farlig en glidebane man er kommet ud på. Ikke fordi USA kan frasige sig et medansvar for denne foruroligende udvikling. Bush-regeringen var den første til at bøje Genéve-konventionerne efter eget behov i 'krigen' mod terrorismen. Det er sandsynligt, at revolutionsgardens gidselstagning var en reaktion på amerikanske militærstyrkers anholdelse af fem iranere på konsulatet i Irbil (kurdisk Irak), som i sig selv ligner en overtrædelse af Wien-konventionen om diplomatiske forbindelser. Men hvis Teheran opfattede denne handling som fjendtlig, burde de have ført en offentlig kampagne mod USA og være gået til Sikkerhedsrådet med krav om diplomaternes frigivelse. At tage gidsler fra Storbritannien, et land allieret med USA, er en grov krænkelse af international ret og skik, som undergraver det fundament af gensidig tillid, hvorpå staters indbyrdes relationer må hvile. Det sætter formentlig også den gryende dialog mellem Iran og Vesten år tilbage.
