ISTANBUL - Iran er som en hyper-følsom ung mand med problemer med at kontrollere sin vrede, og som er ved at bygge en bombe på sit værelse, siger en tidligere britisk efterretningsofficer til The Observer, og han ved, hvad han taler om. Siden 1953 har Storbritannien og Iran 10 gange haft store diplomatiske stridigheder om alt lige fra britisk delagtighed i kuppet mod ministerpræsident Mohammad Mossadeq til en besættelse af den iranske ambassade i London i 1980 til fatwaen mod forfatteren og Salman Rushdie og senest anholdelsen af de 15 britiske søfolk sidste fredag.
I lighed med den britiske efterretningsofficer synes Iran givetvis heller ikke, at briterne er nemme at have med at gøre, for ud over kuppet beskyldes briterne også for at stå bag uroligheder i iranske provinser, og anholdelsen af marinesoldaterne kom, ifølge Iran, efter, at de fem gange tidligere har krydset ind over grænsen til iransk farvand i Den Persiske Bugt.
Den lange række af stridspunkter går tilbage til dengang, Storbritannien var kolonimagt i Mellemøsten, og det har gjort, at landet generelt anskues med stor mistro i Iran, hvis det da ikke ligefrem kaldes 'Den lille Satan' efter USA, der er kendt som 'Den store Satan'.
Et af de iranske kritikpunkter mod britisk indblanding i dets forhold er en britisk traktat fra 1937, der pudsigt nok fratog Iran det meste af retten over netop det farvand, hvor de britiske soldater blev anholdt forleden.
"Iran afskyede den opvisning af britisk dominans," siger Simon Henderson fra The Washington Institute for Near East Policy til nyhedsbureauet AP.
De britiske marinesoldater blev anholdt i Den Persiske Bugt ud for Shatt al-Arab-deltaet, der i Iran er kendt som Arvandrud. Området har været omdiskuteret siden 1600-tallet, og først i 1975 kom en aftale mellem Iran og Irak, der fastlagde søgrænserne. Bare fem år senere gik Saddam Hussein på tv og rev traktaten i stykker som optakt til krigen, der begyndte kort tid senere. I dag eksisterer stadig ikke en nagelfast grænse i området, og det komplicerer det britiske standpunkt om, at landets søfolk uden tvivl var i irakisk farvand. For lige netop tvivl er der masser af i det område.
"Problemet er, at ingen ved, hvor grænsen er," siger Lawrence G. Potter, der er professor i internationale forhold ved Columbia University, til AP.
"Briterne kan have troet, at de var på deres side, og iranerne kan have troet, de var på deres side."
En britisk ekspert giver ham ret, for international søfartslov giver et land ret til at hævde sin grænse 12 sømil ud for sin kyst, og kysterne i området er svært definerbare, fordi tilsanding hele tiden ænder udseendet.
"Indtil der er enighed om en grænse, kan man kun være sikker på, at styrkerne var i irakisk territorialfarvand, hvis de var 12 sømil fra den irakiske kyst, og på samme måde mere end 12 sømil fra nogen ø, tange, revle eller sandbanke, som Iran gør krav på," siger Craig Murray, der tidligere var leder af det britiske udenrigsministeriums maritime kontor.
Siden Iran-Irak-krigen sluttede i 1988, har der ikke været debat om kystgrænserne, men det er givetvis noget, Iran føler stærkt for, og landet risikerer, at de kystgrænser, der har været brugt indtil nu, en dag bliver de faktiske grænser, hvis ikke Iran gør noget.
"Hvis man kan bevise over rimelig lang tid, at en grænse har været accepteret af begge lande, så er der mange regler i international lov, der tillader, at den grænse ikke bare bliver en de facto grænse, men de jure," siger Kayan Kaikobad, professor i international ret ved Durham University til Los Angeles Times.
Iran kan derfor have set sig nødsaget til at handle som det har gjort, hvis det ikke er enig i den grænse, der i dag er praksis.
Iran offentliggjorde i går såkaldte tilståelser fra samtlige 15 britiske søfolk, og senere rapporterede iransk stats-tv, at det kunne spore en opblødning i den britiske holdning til sagen. En britisk embedsmand lod forstå, at ingen i London kan se, hvor den opfattelse skulle stamme fra.
