Læsetid: 3 min.

'Iran må aldrig få a-bombe'

Der er ikke tale om tom retorik, når Cheney og Rice advarer verden om, at USA ikke vil lade Iran udvikle atomvåben
11. marts 2006

BOSTON - USA vil under ingen omstændigheder tillade, at Iran bygger en atombombe. Det er det utvetydige budskab, som vicepræsident Richard Cheney og udenrigsminister Condoleezza Rice har udsendt i de seneste par dage.

"Vi vil ikke gå med til, at det iranske regime er i besiddelse af et atomvåben," sagde Cheney onsdag. Rice sagde torsdag i USA's senat: "USA's politik er entydig. Berigning og genudvikling på iransk territorium er uacceptabelt."

Hun tilføjede, at Iran allerede udgør en trussel mod Israel og andre lande i Mellemøsten. "Hvis man tager bestik af denne trussel og multiplicerer den flere hundrede gange, så får man Iran med et atomvåben; det bliver truslen mod hele regionen. Vi står ikke over for en så stor trussel fra noget andet land," fastslog Rice i Senatet.

Er det retorik eller et sandfærdigt billede af den amerikanske regerings trusselvurdering? "Det reflekterer Bush-regeringens holdning," siger Iran-eksperten George Perkovich fra Carnegie Endowment for International Peace til Information.

"Måske overdriver Rice lidt, når hun multiplicerer truslen flere hundrede gange. Men der er jo noget om snakken. Irans præsident har uimodsagt udtalt, at Israel skal udslettes fra jordens overflade, hvilket har store konsekvenser for USA's Mellemøstpolitik. Iran finansierer terroristgrupperne Hizbollah og Islamisk Jihad. Iran overholder ikke sin forpligtelser under ikke-spredningstraktaten. Irans hemmelige efterretningstjeneste arbejder bevidst på at undergrave andre stater."

Perkovich, som bestemt ikke er en høg, konkluderer: "Det er svært at få øje på et andet land, der er lige så faretruende mod USA's interesser."

Ingen modydelser

Præsident Bush har fornylig understreget, at USA ønsker en diplomatisk løsning. Men kravet til Iran er, at alle eksperimenter med berigning af uran indstilles straks og gøres permanent. EU-trojkaen Frankrig, Storbritannien og Tyskland har lovet modydelser, men det synes ikke at være et godt incitament i en situation, hvor de høje oliepriser har øget Irans fremmedvaluta til 30 mia. dollar.

USA har på intet tidspunkt stillet modydelser i udsigt. Washington støtter et forslag fra Rusland om at sælge Iran beriget uran til brug i dets kommende atomkraftværker.

Nogle iagttagere frygter, at det Internationale Atomenergiagenturs overdragelse af sagen til Sikkerhedsrådet vil bringe parterne ind i en blindgyde. Andre ser en mulig gentagelse af Irak-krisen i 2002-03. Sikkerhedsrådet forventes at komme med en relativ mild udtalelse i en resolution i næste uge, der vil opfordre Iran til at genoptage det fulde samarbejde med IAEA og indfri sine internationale forpligtelser under ikke-spredningstraktaten.

Hvis Iran undlader at reagere, kan Rådet i midten af april vedtage en ikke-bindende resolution, som truer med konsekvenser under kapitel VII i FN's charter. En måned senere kan en bindende resolution blive vedtaget. Men for USA og EU-trojkaen er problemet, at hverken Rusland eller Kina - der begge har veto - vil gå med til økonomiske sanktioner. Ikke desto mindre er det muligt, at Iran giver indrømmelser under trussel om en bindende kapitel VI-resolution, siger Patrick Clawson fra Washington Institute for Near East Studies.

Parallelt med sanktioner rettet specifikt mod det iranske regimes ledere - rejseforbud og indefrysning af tilgodehavender i fremmede banker - foreslår Clawson, at USA udstyrer arabiske nabolande med antiraketsystemer og luftforsvar. Formålet skulle være at tage brodden af Irans mulighed for at opstille et troværdigt raketsystem bevæbnet med atomsprænghoveder.

Skjulte kontakter

Ray Takeh fra Council of Foreign Relations foreslår nedsættelse af en kontaktgruppe svarende til den, der involverer Nordkorea. Den kunne bestå af USA, EU-trojkaen, Rusland, Kina og Iran. Denne multilaterale tilgang ville gøre en dialog mellem Iran og USA lettere under dække af de andre magters tilstedeværelse. Hvis Iran stadig var ubøjelig, ville det give USA et yderligere argument for at påtvinge landet smertefulde FN-sanktioner.

I tilfælde af at Kina og Rusland afviser sanktioner, har USA indledt konsultationer med allierede om at danne en ad hoc-koalition, sagde viceudenrigsminister Nicholas Burns mandag. Han tilføjede, at regimeskifte i Iran nu er officiel amerikansk politik. Udenrigsministeret vil i år bruge 85 mio. dollar på at fremme demokrati via propaganda og støtte til iranske eksilgrupper. Programmet styres af vicepræsidentens datter Elizabeth Cheney.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her