"En vækkelsesbølge strømmer hen over den islamiske verden", skriver det iranske statsoverhoved, ayatollah Ali Khamenei, i sin hilsen til de pilgrimsrejsende til Mekka og fortsætter: "Irak, Palæstina og Libanon er skuepladser for USA og zionismens magtesløshed".
Men Den Islamiske Republik Irans mytologiske fjende, USA, er åbenbart ikke mere magtesløs, end at den har formået at invadere to af Irans naboer siden 2001. Således er Iran nu omringet af amerikanske militærbaser i Irak, Den Persiske Bugt samt Afghanistan og det øvrige Centralasien.
I dette lys overrasker det ikke, at den iranske politiske ledelse ser Iran som det næste mål for "USA's aggression". Da Iran ikke besidder en konventionel kapacitet, som kan afskrække en amerikansk invasion, må landet udvikle et alternativt afskrækkelsesmiddel. Den iranske ledelses insisteren på Irans ret til at berige uran (til militæranvendelse) må ses i dette lys. Omvendt kan udviklingen af ikke-konventionel kapacitet netop kan være den udløsende faktor for amerikanske angreb mod nukleare installationer i Iran.
At dømme efter Irans zigzag-kurs i forhandlingerne med EU og den seneste udvikling taget i betragtning er den iranske ledelse tilsyneladende parat til at tage et opgør med USA og verdenssamfundet. Baggrunden herfor findes i erfaringerne fra den iranske revolution i 1979 og Iran/Irak-krigen (1980-1988). Men også udviklingen siden 11. september 2001 har lært den iranske ledelse værdifulde ting.
Revolutionens dynamik
I den revolutionære fase i Iran (1979-1980), var indenrigspolitikken præget af en paranoid dynamik. Eksempelvis forventede revolutionsledelsen, at USA ville dirigere et militærkup for at genoprette monarkiet i Iran, eller at USA var involveret i forskellige etniske gruppers løsrivelsesforsøg fra Iran.
Dette til trods for revolutionsledelsens underhåndsaftaler med Carter-regeringen om magtoverdragelsen fra shahen til overgangsregeringen. Næsten tre årtier efter revolutionen holdes denne frygt kunstigt i live, idet forskellige fraktioner benytter tilstedeværelsen af USA som Iran fjende for at skabe samling internt.
Senest har den iranske regerings talsmand, Gholam-Hussein Elham, besvaret de mere moderate kredses kritik af den iranske præsidents "revolutionære" udenrigspolitik (udtalelserne om Israels tilintetgørelse) med følgende kommentar eller trussel: "Ingen kan modsætte sig en revolutionær politik, idet man i så fald vil blive betragtet som kontrarevolutionær".
"Kontrarevolutionær virksomhed" var netop den gængse udrensningsgrund i 1980'erne. Og efterhånden som atomkrisen med USA optrappes vil den iranske indenrigspolitiks paranoide stil få sin egen dynamik og jagten vil begynde på "femtekolonnevirksomhed, zionismens lejesoldater" etc. som i 1980'erne.
Krigens skygger
Den iranske doktrinudvikling er også influeret af erfaringerne fra Iran/Irak-krigen. Den iranske ledelse konstaterede, at Iraks invasion af Iran var en ulovlig krig. Imidlertid støttede det internationale samfund aggressoren i stedet for at komme Iran til undsætning. En lignende erfaring gjorde Iran ved irakiske troppers kemiske bombardement af iranske styrker, mens verden tav. Først da Iran udviklede og gengældte Iraks kemiske angreb, standsede Irak sin brug af kemiske våben. I disse år er det netop krigsveteranerne fra den gang, som erobrer magtens tinder i Iran, og de overlader ikke Irans sikkerhed til internationale organisationer.
Også erfaringerne siden den 11. september kan have inspireret de iranske beslutningstagere. Nordkorea som praler med sin atomvåben tilbydes en forhandlingsløsning af USA, mens Irak og Afghanistan som ikke havde atomvåben bliver invaderet.
USA har tidligere truet med at rejse spørgsmålet om det iranske atomprogram i FN. Imidlertid får amerikanerne det mere end vanskeligt ved at overtale Irans traditionelle allierede, Kina og Rusland til at indføre sanktioner mod Iran.
Kina og Rusland var begge taberne af den amerikanske invasion af Irak. Og skulle det komme til økonomiske sanktioner, vil disse næppe påvirke Irans økonomi, så længe sanktionerne ikke omfatter landets olie. Med det nuværende prisniveau på oliemarkedet forekommer det sidste vanskeligt at realisere.
Tilbage bliver den militære løsning med begrænsede angreb mod de iranske atominstallationer: En løsning, som at dømme fra amerikanske og israelske kilder kun kan forsinke, men ikke stoppe det iranske atomprogram.
Det er dette scenario, som styret i Teheran forbereder iranerne på i disse dage. Der spilles marchmusik på tv og i radioen, og i Teheran er der ifølge flere iranske oppositionsmedier opstillet skilte med billeder af grundlæggeren af republikken, storayatollah Rouhollah Khomeini, med teksten: "Vore væbnede styrker er forberedte på alle eventualiteter".
Retorikken, musikken og billederne er langt fra tilfældige og har alle til formål at genskabe billeder fra Iran/Irak-krigen (1980-1988) i iranernes bevidsthed.
Alt imens slår den iranske ledelse hårdt ned på "kontrarevolutionære", "femtekolonnevirksomhed", "zionister" og enhver anden, som tør kritisere styret.
Ali Alfoneh er forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet
