Læsetid: 7 min.

Irans olie - hvis våben?

Alle taber, hvis en optrappet konflikt om Irans atomprojekt fører til et stop for oliestrømmen fra landet med nogle af de største reserver. Men derfor kan oliestoppet godt komme
15. april 2006

Hvis der er noget, Iran ikke har brug for, så er det atomenergi. Iran har i sin undergrund 125 milliarder tønder olie. Kun saudierne har mere. Plus naturgas med et energiindhold svarende til 155 mia. tønder olie. Kun de russiske gasreserver er større. Sammenlagt har Iran næsten lige så store fossile energireserver som landet, der har mest i verden, Saudi-Arabien.

Alligevel efterstræber Iran atomteknologi. I tirsdags således med det vigtige skridt at berige uran for første gang. I følge eget udsagn med henblik på at skaffe energi til den dag, de fossile kilder bliver sparsomme, ifølge Vesten for at udvikle atomvåben. I den strid kan olien vise sig at være det mest sprængfarlige våben. Spørgsmålet er blot, til hvis fordel olievåbnet er.

I dag producerer Iran godt fire millioner tønder olie om dagen og eksporterer heraf 2,6 mio tønder. Det gør landet til verdens fjerdestørste olieproducent og -eksportør.

For Iran betyder det eksportindtægter svarende til 80-90 procent af landets samlede eksportindkomst, 40-50 procent af statsindtægterne samt 40 procent af landets bruttonationalprodukt. For omverdenen betyder det sikring af fem procent af den globale olieforsyning.

Det internationale samfund har via FN's sikkerhedsråd givet styret i Teheran en frist frem til udgangen af april til at genoptage samarbejdet med det internationale atomenergiagentur IAEA og suspendere uranberigningsprogrammet, som FN frygter vil lede Iran til at mestre atomvåbenteknologien om få år. Men det iranske styre afviser kravene og fastholder kategorisk sin ret til at fortsætte atomprogrammet.

"Internationalt pres har ingen indflydelse på den iranske nations vej mod fremskridt i takt med, at det fortsætter sine fredelige atomare aktiviteter," sagde Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad i mandags.

Denne iranske kompromisløshed rejser spørgsmålet om det internationale samfunds næste skridt. Og her står sanktioner mod Iran centralt. EU's udenrigspolitiske talsmand Javier Solana afleverede mandag en hemmelig liste over mulige sanktioner til EU's udenrigsministre, og bag lukkede døre har Storbritannien, Frankrig og Tyskland i længere tid drøftet med USA, hvordan sådanne sanktioner i givet fald skal udformes.

Olien springer i øjnene. Kan man gennemføre en effektiv embargo mod Irans eksport af olie, kan man dræne landet for hovedparten af dets eksportindtægter. I modsætning til andre af de store olieproducenter har Iran en anstrengt økonomi med budgetunderskud, hvad der gør det særlig smertefuldt at undvære oliepengene. Irans befolkning er de seneste årtier vokset langt stærkere end dets olieindtægter, ungdomsarbejdsløsheden er over 20 procent, og den iranske regering må i dag via oliefinansierede tilskud holde forbrugerpriserne på basisvarer og brændstof nede for at sikre social ro. Svigtende statslige olieindtægter vil således kunne nødvendiggøre prisstigninger og dermed forstærket uro i befolkningen.

Dertil kommer, at Iran har brug for olieindtægterne til at investere i landets begrænsede, mere eller mindre nedslidte raffinaderi-kapacitet, der i dag tvinger det olierige land til at importere raffinerede olieprodukter, herunder fem millioner tønder benzin om måneden. Uden olieindtægter risikerer Iran altså problemer med både investeringer i olieindustrien og indkøb af benzin udefra.

Alligevel er en international olieembargo af Iran usandsynlig.

Som John Lichtblau, leder af analysecentret Petroleum Industri Research Foundation, sagde tilbage i januar:

"FN's Sikkerhedsråd vil ramme verden hårdere, end det vil ramme Iran, hvis det begrænsede Irans olieeksport."

De lande, der i dag er mest afhængige af Irans olie, er Kina, Japan, Sydkorea og Taiwan. Kinas vækstøkonomi bruger 0,3 mio. tønder iransk olie hver dag. Det svarer til 11 procent af Irans olieeksport, mens Japan beslaglægger hele 26 procent. Europæiske lande aftager tilsammen 29 procent af Irans olie.

Kinas energimæssige forhold til Iran handler også om fremtiden. Kina har f.eks. indgået en 25-årige kontrakt til en værdi af ikke mindre end 100 milliarder dollar om udvikling af et af Irans største oliefelter, Yadavaran-feltet og efterfølgende leverancer af, hvad der ifølge nogle kilder svarer til halvdelen af, hvad Kina i forvejen importerer af olie fra Iran, foruden store mængder naturgas.

Kina vil altså mere end andre lande blive energimæssig taber, hvis Iran pålægges en olieembargo, og det er derfor ikke overraskende, at styret i Beijing i Sikkerhedsrådet vender sig mod oliesanktioner - og indtil nu mod sanktioner over for Iran i det hele taget.

Prisen vil stige

Japan, der ikke besidder egne fossile energikilder, både importerer olie og deltager som investor i udvikling af iranske olie- og gasfelter. Japan vil derfor også blive hårdt ramt af en embargo, og Japans største olieindkøber, Nippon Oil, har netop besluttet at mindske sit indkøb fra Iran med 15 procent - ikke som en begyndende embargo, men i bestræbelsen på at mindske sin sårbarhed i tide, før en Iran-konflikt eskalerer.

En anden energihungrende nation, Indien, har for nylig indgået kontrakt med Iran om køb af 7,5 mio. ton flydende naturgas, LNG, årligt i 30 år, og forhandler dertil om en ny naturgasledning, der via Pakistan og for en investering på tre mia. dollar skal levere Indien store mængder iransk gas

Alle, ikke kun Kina, Japan og Indien, vil imidlertid komme til at lide, hvis der gennemførers en olie- og gasembargo mod Iran.

Den amerikanske ekspert på mellemøstlige sikkerhed, Anthony Cordesman fra det uafhængige Center for Strategic and International Studies peger på, at "så stramt som det globale energimarked er, forbliver Irans olieeksport et vigtigt redskab til at holde oliepriserne på et moderat niveau. Den totale globale olieforsyning kan knap sikre den totale globale olieefterspørgsel."

"Verdens oliemarked vil have en overskydende efterspørgsel uden en realistisk måde at erstatte den iranske produktion på," mener Cordesman. Han henviser til, at det eneste land med reservekapacitet til en mærkbar opjustering af produktionen er Saudi-Arabien, der antagelig kan levere ekstra 1,5 mio. tønder olie dagligt. Det rækker imidlertid ikke til at erstatte Irans eksport på 2,6 mio. tønder, og derfor vil oliemarkedet kommer under voldsomt pres.

Konsekvensen er ifølge en række fagfolk markante olieprisstigninger. Alene dagens internationale nervøsitet over Iran-konfliktens udvikling har medvirket til at bringe olieprisen op på rekordniveauet 70 dollar pr. tønde, men hvis oliestrømmen fra Iran afbrydes, kan der blive tale om stigninger til 100-130 dollar, spår flere eksperter.

Det kan - med Cordesmans ord - få "ødelæggende virkning på verdensøkonomien."

Iransk hævn

En olieembargo via FN's Sikkerhedsråd er derfor usandsynlig. Men netop fordi den vil ramme verdensøkonomien og de store energiforbrugere så hårdt, kan det friste det iranske styre til selv at iværksætte et stop for olie-gaseksporten, hvis det internationale samfund - eller måske USA alene - bremser Irans atomprogram via f.eks. militære aktioner. Hidtil har det iranske styre signaleret, at de internationale oliekunders leverancer ikke er i fare, men ind imellem siger man det modsatte - som da Irans olieminister Kazem Vaziri-Hamaneh den 14. marts sagde: "om nødvendigt vil Iran overveje sine oliekontrakter med andre lande."

En international ekspert i mellemøstlig oliepolitik, professor A.F. Alhajji, Ohio Northern University, understreger, at det ikke vil være i Irans økonomiske egeninteresse at stoppe olieleverancerne til bestemte lande, men det udelukker ifølge Alhajji ikke, at der ved et amerikansk eller israelsk angreb på iransk atomfaciliteter, kan opstå et folkekrav om hævn og et internt pres på Irans præstestyre om at stoppe oliestrømmen.

"Hvis de er villige til at begå selvmord, kan de gøre det," siger professor Alhajji.

Både han og andre fagfolk anser imidlertid en anden - ikke mindre ildevarslende - reaktion fra Iran som mere sandsynlig.

"Med de høje økonomiske og politiske omkostninger, der er forbundet med at bruge olievåbnet, kan iranske aktører vælge at ødelægge Iraks olieeksport fra Basra, frem for at reducere Irans olieeksport. Denne strategi vil reducere verdens olieforsyninger med omkring 1,1 million tønder om dagen, skade USA og Storbritanniens planer for Irak og samtidig øge Irans olieindtægter," anfører Alhajji.

Med Irans store indflydelse i det sydlige Irak og den formodede tilstedeværelse allerede i dag af iranske agenter og terrorister i Irak er dette langt fra et utænkeligt scenario.

Kun ét andet scenario er endnu værre:

Iran kan med en ret begrænset militær indsats - som iranske dissidenter hævder er under planlægning, og som de seneste iranske raketafprøvninger sandsynliggør - blokere det smalle Hormuz-stræde mellem Iran og den arabiske halvø. Herigennem passerer dagligt olietankere fra Saudi-Arabien, Kuwait og de øvrige mellemøstlige olieproducenter med en samlet last på ca. 15 millioner tønder olie. Det svarer til 20 procent af den daglige, globale olieproduktion - fire gange så meget som Iran selv leverer.

"Ikke en dråbe olie vil blive eksporteret fra regionen (...) Irans islamiske Republik er i stand til at hindre eksporten af olie fra den Persiske Golfs kyster og vor egen olie," truede for nylig Mohammad Nabi Rudaki, medlem af det iranske parlaments komite for national sikkerhed.

"Det er vor bedømmelse, at Iran kortvarigt kan lukke Hormuz-strædet," bekræftede viceadmiral Lowell Jacoby, chef for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste for nylig over for det amerikanske senat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu