Læsetid: 4 min.

Irans stærke garde sætter kursen

Irans revolutionære garde har fået betydelig indflydelse på iransk udenrigspolitik. Nu er den presset af en formodet afhopning, en razzia og atomstriden og svarer derfor bombastisk igen
2. april 2007

ISTANBUL - Det var en fæl streg i regningen for Irans Revolutionsgarde, da en af dens generaler forsvandt under mystiske omstændigheder i Istanbul i januar. Han formodes at besidde en guldgrube af tophemmelige oplysninger om Irans militær - nu er han væk.

Revolutionsgarden tæller omkring 150.000 mand, og er den bedst udrustede enhed i den iranske hær. Garden sidder også på de fleste af landets medier, og så har den de senere år fået voldsomt stor indflydelse på iransk udenrigspolitik. Nøglen til en løsning af striden mellem Storbritannien og Iran ligger derfor ikke så meget i de to landes stats- og udenrigsministerier, som den ligger i hænderne på Revolutionsgardens øverste officerer.

Den general, der forsvandt i Istanbul hedder Ali-Reza Asgari og er tidligere viceforsvarsminister, forhenværende efterretningschef i Libanon, og ifølge israelske kilder har han også være involveret i oprørsaktiviteter i Irak. Den 7. januar i år kom generalen til Istanbul fra Damaskus og forsvandt derefter uden at tjekke ind på det luksushotel, som to ukendte personer havde bestilt og betalt for ham. Om han hoppede af eller blev bortført vides ikke, men der har været forlydende om, at både CIA og Israels efterretningstjeneste Mossad har været involveret, og at generalen skulle opholde sig på en NATO-base i Tyskland. Til det svarede den tyske forsvarsminister Franz Josef Jung i marts, at "jeg kan ikke sige noget om den sag". Et så tilpas kryptisk svar, at det blev udlagt som et ja til, at Tyskland ved, hvor han er.

Ali-Reza Asgari var højt placeret i Revolutionsgarden, der blandt andet står for udviklingen af Irans missilsystem, Shahab, og som også er involveret i det kontroversielle atomprogram.

Pengene til det og til en lang række militære og civile aktiviteter kommer både fra de offentlige budgetter og fra egne forretninger så som smugleri og sortbørshandel. Uanset graden af frivillighed i generalens forsvinden kan der ikke være tvivl om, at han lige nu er ved at blive pumpet for sin viden om Irans engagementer i palæstinensiske og
libanesiske militser og ikke mindst selve Den Revolutionære Garde.

Ingen besøg til iranere

Garden har de sidste 10 år tiltaget sig en stadigt større rolle i iransk udenrigspolitik, fordi den har fået lov til det, og fordi den har set det som en nødvendighed for, at sikre sit mål om Iran som regional stormagt.

Senest er det den, der har forårsaget den internationale krise som følge af tilbageholdesen af de 15 britiske marinesoldater. Meget tyder på, at gardens officerer handlede på egen hånd og som reaktion på general Asgaris forsvinden, og den amerikanske razzia på det iranske konsulat i den nordirakiske by Irbil.

Fem iranere blev anholdt i januar, de er alle angiveligt medlemmer af den Revolutionære Garde, og ingen af dem er blevet løsladt. Set fra et iransk perspektiv ligner den sag, sagen med briterne, for heller ikke de tilbageholdte iranske soldater har fået lov til at tale med repræsentanter for deres ambassade.

De to professorer Vali Nasr fra The Naval Postgraduate School i Monterey og Ali Gheissari fra University of San Diego beskrev i 2004 i New York Times, hvordan Revolutionsgardens ledelse ser atomvåben, som den eneste garanti mod et amerikansk angreb, og hvordan garden derfor er dybt involveret i udviklingen af både atomsprænghoveder, og de Shahab-raketter, der skal kunne fremføre dem.

Den vestlige kampagne imod Irans atomvåbenprogram er derfor en direkte trussel mod Revolutionsgarden og dens strategi.

Det afspejles også i, at nogle af de internationale sanktioner er rettet direkte mod garden og navngivne medlemmer af den. Svaret på truslen er på den ene side kommet bombastisk i form af den igangværende tilbageholdelse af de britiske soldater, hvor garden, ifølge The Observer i går, bærer sig klodset ad ved tydeligvis selv at have skrevet de breve, der bliver fremvist i de britiske soldaters navn.

Klodset håndtering

Avisen bemærker, at det iranske udenrigsministerium er helt anderledes elegant, og derfor tydeligvis ikke har været involveret.

På den anden side reagerer gardens ledere i form af en langsigtet infiltrering af den politiske magt, men ikke nødvendigvis en egentlig udfordring af Iran.

"Nu er gardens kommandører begyndt at vise deres parathed til at påtage sig store civile roller, på samme måde som Pakistans generaler gjorde før, de tog magten fra landets civile ledere i 1990'erne: De lover orden, stabilitet og fremgang. Nogle kommandører fører sig nu frem med smarte trimmede skæg, de skilter med ny-erhvervede kandidatgrader og de foretrækker, at blive kaldt 'doktor' snarere end 'general'," skriver Vali Nasr og Ali Gheissari i The New York Times.

Ifølge The Observer er der ingen grund til at tro, at konflikten slutter før tidligst om en uge, når den igangværende iranske nytårsferie slutter. Og i givet fald sker det kun, hvis det lykkes Storbritannien at få manøvreret rundt mellem de forskellige fraktioner af det iranske magtapparat. For slet ikke at tale om det næsten lige så fragmenterede internationale samfund, der har haft svært ved at bakke entydigt op om briterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her