Læsetid: 4 min.

Irans tredje vej

Man kan frygte, at Irans nye præsident med støtte fra de stærke islamistiske militser vil forsøge at efterligne nabolandene Pakistan og Tyrkiet og bevirke en militarisering af iransk politik
4. august 2005

Ovenpå en chokerende sejr i juli, blev den ultrakonservative revolutionsgardist Mahmud Ahmadinejad i går taget i ed som præsident for den islamiske republik Iran. Selv om han i sin første tale som præsident for næsten 70 mill. iranere svor, at han vil kæmpe for international retfærdighed og en verden uden masseødelæggelsesvåben, så frygter kommentatorer i og uden for Iran, at hans styre vil medføre en forværrelse af menneskerettighederne og en optrapning af atomkonflikten. Ahmadinejads sejr, der var omgærdet af beskyldninger om aftalt spil og udbredt valgsvindel, var et bevis på de konservatives magtovertagelse i Iran og på reformfløjens endeligt. Nu styrer de såkaldte hardlinere alle politiske institutioner i landet, og den afgående præsident Khatami og hans støtter er neutraliseret. De fleste forventer, at Ahmadinejad de næste fire år vil slå ned på systemkritikere, presse og oppositionsgrupper. Otte års gentagne nederlag og passivitet fra Khatamis side betyder, at der trods en opblødning i de sociale og kulturelle restriktioner, ikke er sket nogen væsentlige reformer i det rigide, autoritære system, og med den nye præsident er der ingen udsigt til politiske reformer. De, der stemte på Ahmadinejad, håber på, at han vil bekæmpe det, der anses af mange troende iranere for vestlig dekadence indført under Khatamis embede.

Større milittær rolle

Ahmadinejad repræsenterer en yngre elite af konservative, der i 80'erne kæmpede i krigen mod Saddam Husseins Irak, og som senere igennem stillinger i de Revolutionære Garder blev sikret administrative positioner. Det er altså militære, sekulære kadrer, der nu kræver deres plads i det politiske landskab og således truer de traditionelle, gejstlige eliters monopol på magten. Derfor frygter kommentatorer, at Ahmadinejad med støtte fra de stærke islamistiske militser vil forsøge at efterligne nabolandene Pakistan og Tyrkiet og bevirke en militarisering af iransk politik. En større rolle for de Revolutionære Garder lader til at være et led i den naturlige udvikling i et Iran, hvor Khomeinis gejstlige karisma for længst er forduftet, hvor millioner af unge er trætte af præsteskabet, og hvor landet er omringet af ærkefjenden USA's soldater i øst og vest. Ahmadinejad er systemets 'tredje vej'. Han har igennem sin karriere stået for en dogmatisk kurs, der skal bringe den islamiske republik ind i det nye årtusind, og hvor det ultimative, ideologiske utopia er en global islamisk revolution.

Ghetto-optøjer

Ikke desto mindre bliver Ahmadinejad nødt til at gå varsomt til værks. Etniske opstande har i løbet af de seneste måneder vist, at ikke alle vil lade sig kue. Ligeledes varslede mordet på åben gade af den konservative dommer Mas'ud Moqaddas i forgårs, at der er mulighed for en radikalisering af oppositionens metoder, der under Khatami og de reformvenliges styre var fredelige. Sidst, men ikke mindst har Iran en stor underklasse og mange unge, der lider under arbejdsløshed, inflation og en eksplosiv stigning i narkomisbrug og prostitution, og der har igennem de sidste 25 år været adskillige optøjer i ghettoer rundt omkring i landet. Ahmadinejad bliver altså nødt til at starte sit præsidentskab med en række populistiske tiltag og økonomiske reformer - det kræver den desperat dårlige økonomi og den rastløse befolkning. Således forventes det, at Ahmadinejad vil prøve at forøge sin popularitet og image som 'folkets mand', og gøre mere for de udstødte grupper af fattige og de etniske minoriteter. Men samtidig forventes det også, at Ahmadinejad vil benytte sig af sine allierede i retsvæsenet, de Revolutionære Garder, og den konservative presse til at bekæmpe sine modstandere med smædekampagner, forfølgelse og fængsling - en gentagelse af et mønster, der har kendetegnet iransk politik, siden de konservative begyndte at genvinde magten for seks år siden.

Vattet EU-kurs

Samtidigt med Ahmadinejads tale om bekæmpelse af masseødelæggelsesvåben i går genstartede iranerne uranberigelses-programmet. Dette medførte advarsler fra USA og Europa, og selv Ahmadinejad må før eller siden indse, at tovtrækkerierne med verdenssamfundet over atomspørgsmålet ikke kan fortsætte uendeligt. Genoptagelsen af uranberigelsen i Iran beviser, at EU's forhandlinger ikke bare er frugtesløse, men faktisk fejlslåede. Politikerne i Teheran, der har gjort atomenergispørgsmålet til fokus for deres nationalistiske retorik, kan ikke gå på kompromis, og indtil videre har forhandlingerne med EU været til iranernes fordel. De har med det internationale samfunds frygt for en islamisk republik med atomvåben tvunget europæerne til forhandlingsbordet, og dermed banet vej for en hårdt tiltrængt optagelse i WTO. EU er blevet trukket rundt ved næsen, og vil sandsynligvis tabe ansigt, hvis ikke de henviser Iran til FN med henblik på sanktioner.
Selv om en rapport fra amerikanske efterretningskilder, ifølge Washington Post, påstår, at der vil gå 10 år før Iran kan udvikle en atombombe, så rasles der i Washington og Tel Aviv konstant med sablerne. Derfor kan man ikke udelukke, at amerikanerne eller israelerne ikke længere vil finde sig i EU's vattede kurs overfor regimet, og ty til 'forebyggende angreb'.
Selv om Ahmadinejads påståede deltagelse i gidseltagningen på den amerikanske ambassade i 1979 nu lader til at være afkræftet, så har Ahmadinejad for længst afvist en tilnærmelse til USA, og Washington er bestemt heller ikke indstillede på at samarbejde med den nye præsident for den iranske ende af Ondskabens Akse. Det ville som bekendt ikke være første gang USA gik til angreb på et mellemøstligt land, der formodes at have masseødelæggelsesvåben (eller teknologien til at udvikle det), men Iran kan ikke sammenlignes med Saddams Irak. Iran er meget bedre udrustet og har angiveligt millioner af selvopofrende martyr-aspiranter, der vil dø for deres leder ayatollah Khamene'i - et potentielt skrækscenario for en overbebyrdet, amerikansk hær. Så de amerikanske og europæiske strateger må holde vejret og se, hvad der sker med en konservativ islamistisk dogmatiker ved roret i Iran. Bolden er på Teherans halvdel.

Rasmus Chr. Elling er ekstern lektor ved Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her