Læsetid: 6 min.

Irans unge har mistet modet

Præstestyret begrænser og bremser børnene af den islamiske revolution, men de orker ikke at gøre oprør. De unge fester i skjul og ignorerer problemerne. Forældregenerationen er skuffet
16. september 2006

Der findes gode hijabi'er, og der findes dårlige. En hijab er det hovedtørklæde, kvinder i Iran skal gå med, og hvis man er en god hijabi går man med et tørklæde, der sidder tæt rundt langs ansigtet.

Er man en dårlig hijabi, har man et løst tørklæde, der konstant glider ned over panden eller om i nakken, og som på ingen måde gør nogen hemmelighed ud af kvindens hår. Det sidste er som regel et tegn på, at det med religionen ikke er noget, der tages så tungt.

Og under det løse tørklæde drikkes der derfor typisk gerne alkohol, selv om det er strengt forbudt, og der kysses med drenge og dét, der er frækkere. En dårlig hijabi smider også tørklædet, så snart hun kan komme til det, og ingen fremmede kan se hende. Normalt smider man kun sit tørklæde foran sin nærmeste familie.

I sidste weekend tog 10 dårlige hijab'ier og 12 af deres mandlige venner i sommerhus en halv times kørsel fra Teheran. Få af dem tog Gud med, for det handlede om at slappe af uden religiøse restriktioner, om at høre Shakira og Melodi Grand Prix fra mp3-filer på en bærbar og om at lave vandkamp og spise grillede majs og kylling på spid.

'De overspiller'

Det var drengene, der stod for maden, og som i Danmark fik de tændt grillen alt for sent, så frokosten blev en time forsinket. Imens blev der danset og leget Gæt og Grimasser med ord. Første ord var 'stikpille' og det næste ord var 'Nike'.

Der blev grinet og pjattet og hvisket, og de unge iranere så ud til at nyde, at de for en gang skyld kunne slippe for både forældre, præstestyret og de kulturelle normer. Pigerne stod i kø foran spejlet for at rette makeup og få styr på frisuren, der let kan komme i uorden under en hijab. Drengene skiftede til shorts og T-shirts uden ærmer. Men ikke alt var, som det skulle være. Pigen, der lavede grimasser for at få de andre til at gætte 'stikpille', legede med og grinede, men hun var ikke glad.

"Når vi tager af sted sådan her, kommer jeg altid til at føle mig lidt alene. For jeg kan ikke have det sjovt på samme måde som dem," siger hun.

"Jeg kan ikke bare glemme alle de problemer, vi har og alt det, der sker i vores land. Jeg ville ønske, jeg bare kunne give mig hen og nyde det her, men jeg kan ikke. Når jeg ser på de andre, synes jeg, de anstrenger sig for at have det sjovt. Det er ikke ægte. De overspiller."

Hun fortæller, at det bekymrer hende, at hendes kammerater ikke stræber højere og i stedet apatisk affinder sig med tingenes tilstand. De hører ellers til Irans privilegerede, dem der har eller er ved at tage gode uddannelser, som kører i nye Peugoter og som har råd til at rejse til udlandet. Hvis nogen i Iran kan udfordre regimet, er det dem. Men de orker ikke.

Styret skrider ind

Selv er hun hverken ved at starte revolutioner eller danne undergrundsgrupper. Men hun iagttager styrets kamp mod dem, der ikke synes som styret selv.

Det er styrets egne børn, der får de bedste universitetspladser og gratis uddannelser i udlandet. Og det er dem med de længste skæg og den gode hijab, der får gode stillinger og forfremmelser.

Kulturfolk og politisk aktive, der er kritiske, bliver i bedste fald hentet til afhøringer hos politiet, i værste fald ryger de i fængsel eller forsvinder. Overalt hvor styrets politik eller fortolkning af islam bliver udfordret, skrider myndighederne ind. Accepterer man derimod tingenes tilstand, kan man leve sikkert og trygt.

De unge i sommerhuset hører til dem, der i Iran kaldes den brændte eller den tabte generation.

De blev født lige omkring eller lige efter den islamiske revolution i 1979 og de voksede op med Iran-Irak-krigen brølende om ørene på sig.

De gik glip af mange af de muligheder, deres forældre havde nydt før revolutionen og på grund af de stramme islamiske regler, der blev indført, var også det sociale og kulturelle liv stærkt begrænset.

Resultatet blev, at deres forældre bar dem på hænder og fødder gennem livet for at kompensere for alt det, det iranske samfund ikke kunne give dem.

'Dovne og egoistiske

En moden kvinde, der bor i Teheran, og tilhører de højere intellektuelle lag, lægger ikke fingre imellem, når hun skal beskrive sine egne børns generation:

"De unge er dovne og egoistiske. De bor hjemme hos deres forældre og venter på, at penge og job skal komme ind ad døren til dem. De gider ikke bo i en lille lejlighed sammen med to andre, og de gider ikke kæmpe. Vi har kæmpet. Nu er det deres tur," siger hun.

En anden mor er knap så kategorisk i sin beskrivelse af de unge iranere, men hun er enig i, at der ikke er så meget, der rør sig.

"I Kina og Sydkorea ledes de unge mod fremgang af deres regeringer. Her bliver de unge stoppet," siger Minoo.

"Hvis de er gode til sport eller gode til at spille teater, så sætter staten rygter i gang om dem og stopper deres arbejde. I sådan et samfund er det ligegyldigt, hvad man gør som forælder, når staten alligevel sætter sig på dem. Derfor flytter de kloge og de dygtige til udlandet."

Regimet slipper for de kloge

At staten på den måde skulle gøre sig store anstrengelser for at gøre livet surt for sin egen ungdom, lyder bizart. Men ifølge Minoo giver det god mening.

"På den måde slipper regimet for de kloge hoveder. De vil gerne af med dem og kun have 'deres egne' tilbage. Dem, der kan ændre tingene her i Iran, er dem, der lider."

Sadaf, en dårlig hijabi, er enig.

"Styret har slået vores ambitioner ihjel. I skolerne går de kun op i, om man har en god hijab, i stedet for om man er en god elev. De lærer os, at vi skal holdes nede, og at vi ikke skal tænke selv. Det er forfærdeligt. Vi ved ikke, hvordan vores fremtid er, eller hvad vi skal. Det er deprimerende," siger hun.

Skoler og uddannelsesinstitutioner accepterer ikke løse tørklæder som hovedbeklædning og makeup er også forbudt.

Vagter ved indgangene kontrollerer, at de studerendes påklædning lever op til reglerne. Hvis ikke, skal det ændres med det samme, ellers bliver eleven sendt hjem og i værste fald smidt ud. Det handler om, at alt, der er anderledes end den iransk-islamiske norm, er farligt for regimet, fordi det kan sprede sig og med tiden blive en hel bevægelse, der vil trække Iran i en mere moderne og vestlig retning.

Alma, en filosofistuderende også med dårlig hijab, vil ikke helt acceptere påstanden om, at hun og hendes generation skulle være så optagede af sig selv.

"Jeg ved ikke, om vi er egoistiske. Men vi har så mange bekymringer, at samfundet får os til at se ud som om, vi kun tænker på os selv. Samfundet skuffer os hele tiden, så vi har ikke tid og energi til andet end os selv. Folk følger bare strømmen og ingen skiller sig ud," siger hun.

Arghavan ligner de andre dårlige hijabier, men hun mener noget helt andet. Hun indrømmer blankt, at de unge ikke foretager sig noget, og hun undskylder på ingen måde.

"Jeg tror ikke på, at vi kan ændre noget, så jeg er holdt op med at bekymre mig. Og jeg er faktisk ligeglad med, at jeg er ligeglad. Jeg tvinger mig selv til se sådan på det, og det går godt. Jeg er god til ikke at bekymre mig," siger hun.

"Vi har set vores forældre miste så meget, da de kæmpede, og resultatet er det styre, vi har nu. Så hvorfor skulle vi? Vi vil ikke i fængsel og blive tortureret og voldtaget. Folket kan alligevel ikke ændre politikken her."

Når alt det er sagt, skal man huske, at Arghavan, Sadaf, Alma og alle de andre dårlige hijab'ier og deres venner kun udgør en forsvindende lille del af Irans befolkning. Selv mener de ikke mere end fem procent.

Resten af landets befolkning er overvejende glade og tilfredse med Irans islamiske kurs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu