Læsetid: 4 min.

Det irske spøgelse

4. juli 2002

AT VÆRE manden i midten er ikke altid det samme som at være manden i fokus. Det har Anders Fogh Rasmussen måtte sande under de første dage af det danske formandskab for EU. Som traditionen byder, har statsministeren i kraft af sin nye – omend midlertidige – status inviteret centrale aktører i det europæiske samarbejde til møder i København. Sammen med gruppeformændene i Europa-Parlamentet har dets formand, Pat Cox, været på besøg. Det samme har den samlede EU-Kommission under ledelse af Romani Prodi. Og som den tredje var formanden for EU-konventet, den tidligere franske præsident, Valery Giscard d’Estaing, på visit.
Den danske regering fik de obligatoriske roser for den måde, formandskabet er blevet forberedt på. Og regeringschefen fraveg – tro mod sin stil – ikke de prioriteringer, han i forvejen har stillet op for dette formandskab. Den altafgørende opgave i de kommende fem måneder frem til topmødet i midten af december i København vil bestå i at berede vejen for optagelse af op til 10 nye medlemslande.
Netop i det lys måtte Anders Fogh Rasmussen imidlertid affinde sig med, at der til tider blev stillet ubehagelige spørgsmål til hans gæster. Et spøgelse er nemlig ved at materialisere sig i den europæiske politik. Spøgelset kan kaldes det irske.

DA NICE-TRAKTATEN var til ratifikation i de 15 nuværende EU-lande, overraskede et flertal af de irske vælgere hele Unionen ved at stemme nej. Derfor er der for nærværende ingen ny traktat. Den gældende er stadig den, der har fået navn efter Amsterdam. Men ganske som det skete her i landet efter forkastelsen af Maastricht-traktaten, får de irske vælgere en ny mulighed for at tage stilling. Men i modsætning til danskerne vil det ikke blive på grundlag af rimeligt veldefinerede undtagelser. På topmødet i Sevilla for halvanden uge siden opnåede den irske premierminister Bertie Ahern at få et tilsagn om, at den traditionsbundne irske neutralitetspolitik vil blive respekteret. Men meget mere vil der heller ikke være at præsentere for den del af de irske vælgere.
Da meningsmålingerne samtidig viser, at nej-siden rent faktisk er voksende, fremstår det som en nærliggende mulighed, at et flertal af irerne nok engang vil forkaste en ratifikation af Nice-traktaten. Imidlertid er denne traktat selve forudsætningen for, at Unionen rent institutionelt kan indrette sig sådan, at den er i stand til at modtage et større antal nye medlemmer.
På den baggrund var det ikke mærkeligt, at Pat Cox under sit besøg blev spurgt om udsigterne for den irske folkeafstemning. Om den beslutning, han og hans landsmænd skal træffe engang i efteråret, sagde han, at »udfordringen for irerne er at overveje alle konsekvenserne af et nej«. Og derfor udtrykte han håb om, at »vi gennem overvejelser og debat vil få et ja, for der er ingen plan B«.

FRAVÆRET af en plan B er en påstand, der har ledsaget det irske spøgelse i EU-politikken. Romani Prodi fremhævede dette forhold med eftertryk, da han og den danske statsminister mandag holdt pressemøde: »Der er ingen plan B. Der er ingen bagdør. Der er ingen sidedør. Der er intet håb.«
Den udtalelse var så kategorisk, at Fogh Rasmussen – manden i midten – følte sig kaldet til at bløde op. Han mindede om et engelsk udtryk, hvor det bliver sagt, at man ikke krydser broen, før man når til den.
Dagen efter var det Giscard d’Estaing, der holdt pressemøde sammen med statsministeren. Den franske formand for EU-konventet sagde, at udvidelsen af EU ikke vil blive stoppet af et irsk nej. Der kan altid findes en alternativ løsning. Men det er langt fra sikkert, sagde manden i midten. Der findes ingen plan B, og han ville ikke tage stilling til hypotetiske spørgsmål om, hvad der vil ske, hvis irerne igen siger nej.
På den led er Anders Fogh Rasmussen inden for et par døgn blevet konfronteret med to vidt forskellige strategiske tilgange til det irske spøgelse. Prodi har valgt den indfaldsvinkel, at der skal lægges maksimalt pres på irerne. De må under ingen omstændigheder tro, at det kan være politisk gratis at stemme nej.
Giscard d’Estaing har omvendt besluttet at sætte den realpolitiske vurdering i højsædet. Kendsgerningen er nemlig, at et vælgerflertal i den nuværende unions næstmindste land naturligvis ikke får lov til at blokere for en paneuropæisk proces af historisk rækkevidde. De øvrige 14 lande vil finde en udvej – oven i købet i forståelse med den irske regering.
Modellen er allerede blevet præsenteret af den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer. De dele af Nice-traktaten, det er nødvendigt at få stadfæstet for at føre den store udvidelse igennem, kan løftes ud til særskilt vedtagelse, uden at en sådan beslutning får karakter af en traktat-ændring. Men det indebærer, at et kompliceret sagskompleks skal forhandles på plads i løbet af ekstremt kort tid, hvis udvidelsen skal bekræftes på topmødet i København.
Og derfor kan manden i midten til den tid blive manden i fokus.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu