Læsetid: 2 min.

Isbjørnefri zone

Lissabons kæledyr har fundet deres sidste hvilested i byens zoologiske have
1. maj 2007

LISSABON - Vores to døtre giver et hyl fra sig af begejstring og begynder uden tøven og på trods af 30 grader at bestige den lille bakke, trin for trin, en via dolorosa. I et nordligt hjørne af Jardim Zoológico, Lissabons zoologiske have, står vi uventet foran Cemitério dos Cães - Hundekirkegården. Op ad bakken går det med to små, der straks giver sig til at kæle for en lyserød porcelænskat med kun ét tilbageværende øre, beundre en flok falmede gule stofroser i en marmorvase og råbe nårhhhh! over en gravsten med et billede af en nu hedengangen chow-chow, der lød navnet Naice. Den endte næppe sine dage i en kinesisk suppegryde, eftersom den blev 15 år, støvets år for hunde. Et godt måltid betænker man heller ikke som her med både sten, foto og ministatue.

Jeg glæder mig over kaninen Pytagoras' kontrafej, at katten Afrodite var sin herres ven for livet, og at hunden Groucho vandt indtil flere medaljer i løbet af sin hundekarriere. De pryder grav-stedet i en glasmontre. Det er en smuk og sjælden tanke, at lisboetterne har stedt deres afdøde og dybt savnede husdyr til hvile netop her, hvor vilde brødre og søstre lever en behagelig tilværelse med daglig servering lige ved siden af. På en dyrekirkegård fælder ingen tårer over onde babysælfangere, elefantstødtandsjægere og hajfinnefiskere. Her gælder det kærligheden til de firbenede i dens mest direkte form.

Lykkeligt fri for isbjørne

Berlins maskot Knut er i Vanity Fair (international udgave) i maj. Leonardo DiCaprio må pænt dele forsiden med et meget yngre, hvidhåret og lavbenet superidol. Hysteriet over den lille isbjørn har nået nye højder, mens vi lige så stille er listet af til Lissabon for at slippe for at holde den danske offentlighed løbende underrettet om verdens-fænomenet. I Portugals hovedstad skinner solen fra morgen til aften, sardinerne skriger på at blive spist, og selv om Atlanterhavet er koldt nok, ser vi ingen isbjørne.

Alligevel, eller måske netop derfor, har ungerne abstinenser, og derfor er vi tvunget til at tjekke. Lissabons zoologiske have er anlagt i ånden: Se, hvad dyrene kan! Her er en tovbane, så man i en 20 minutters tid kan svæve af sted over haven og få et overblik over bestanden. (Hen over løvegrotten udfordrer forældrene børnenes fantasi ved at forestille sig, at wiren måske alligevel ikke kan holde. Nede i grotten står en udrangeret lastbil, hvis chauffør må have lidt en krank skæbne). Her er et kæmpebassin og en tribune, hvor man hver dag kan opleve dyrepassere klædt ud som pirater, der danser tango med søløver og svømmer med delfiner.

Efter showet entrer sø-løverne tribunen og kysser børn og voksne. Øjeblikket foreviges naturligvis undervejs af havens fotograf, så vi forældre bagefter kan købe et billede af vores pode, der lamslået modtager sit livs mest ildelugtende kys. Her er et par sjældne hvide tigre med blå øjne. Her er et stort udendørs gorillaanlæg. Og fire fede krokodiller, der gør sig umage for at ligne træstammer i den bagende sol. Man kan komme foruroligende tæt på.

Isbjørne ser vi ingen af. Men da vi kommer forbi bjørnegrotten, hvor to brune bjørne står på bagbenene og prøver kræfter med hinanden, råber Rebekka: "Guck mal! Isbørnene kysser!" Sin baggrund kan man jo aldrig helt flygte fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her