Læsetid: 3 min.

Isdronningen og kronprinsessen

Isdronningen og kronprinsessen Med tv-serien Kronprinsessen har man ved selvsyn konstateret, at embedsapparatet er grinagtigt gearet til, at en mand topper pyramiden og modtager udenlandske kollegers varme håndtryk. Og at en ung, køn og nyudnævnt kvinde opfattes som en pinup klistret på magtens jakkesæt
3. april 2006

Ting skal ses på tv, før vi rigtigt tror på dem. Som nu tv-serien Kronprinsessen. Nogle anede måske i forvejen, at politik kræver mere af en kvinde end en mand. Men nu har man ved selvsyn konstateret, at embedsapparatet er grinagtigt gearet til, at en mand topper pyramiden og modtager udenlandske kollegers varme håndtryk. Og at en ung, køn og nyudnævnt kvinde opfattes som en pinup klistret på magtens jakkesæt.

På den private front fik mange fornemmelsen af, at kvindelige toppolitikeres ægtefæller er mere tilbøjelige til at bakke UD, ikke OP om dem.

Selv de, der synes, at unge, smukke kvinder som seriens Charlotte Ekeblad kommer for let til orde i medierne (men måske morer sig over, at kvinder oftere end mænd havner i tossede situationer), kan ikke længere tro, at kvinder bare ER mere tossede. Alle har jo set mekanikken, når medierne løfter 'interessante' unge kvinder ind på scenen, for senere at lægge snubletråde ud, så publikum kan se dem skvatte under larm og latter. Åbenbart må kvinder ikke nøjes med at begå deres egne fejl.

Alt det kan en tv-serie vise og ude blandt folk åbne en ny type diskussioner om kvinders - og mænds - vilkår i politik. Ikke mindst har en spillevende, øjeskøn Alexandra Rapaport skabt sympati om den debuterende ministers trakasserier. Hertil kommer en knaldgod historie og et fremragende dansk-svensk crew (med kvinder i spidsen!).

Men faktisk har mange af disse forhold været omtalt før. Blandt andet i Hanne-Vibeke Holsts to politiske romaner, selvfølgelig i seriens romanforlæg Kronprinsessen og senest Kongemordet, i filmen Kongekabale, og i Ulrikke Moustgaards bog Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner, som bygger på en undersøgelse af danske kvindelige politikeres forhold.

Én af sidstnævnte bogs centrale konklusioner er, at en 'neutral politikerrolle' ikke står til rådighed for kvinder. I stedet bedømmes de af offentligheden (men ikke i Folketinget) på deres privatliv, seksuelle udstråling og grad af seriøsitet. Kvinder skal altså spille på to banehalvdele: Som kvinder og som politikere, mener de adspurgte kvindelige politikere samstemmende, på tværs af generationer og fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Kort sagt føler de sig af pressen spundet ind i 'double binds': Enten er man for kedelig eller for nedringet. For ung og bambiagtig, eller distraherende grim. Derimod går pressen ikke op i mandlige kollegers labre look eller tobaksgrå tænder.

Heller ikke på tv stilles kønnene lige. En undersøgelse fra svensk tv (en dansk undersøgelse findes ikke), har vist, at kvindelige politikeres udtalelser statistisk set klippes hårdere og kortere end mandlige kollegers.

Moustgaards bog sætter desuden en række konkrete navne på de 'vulgærbilleder af kvindelige politikere i dansk presse', som er med til at gøre en offentlig kvinderolle svær at spille: Blondinen, Skolelærinden, Jernladyen, Moderen, Heksen, Isdronningen, Pigebarnet, Forførersken, Gammeljomfruen, Luksusdyret, Pin-up'en, Betonlebben, Skønheden og Hystaden. Nærlæsning af 14 stereotyper viser ikke påfaldende muligheder for at kombinere dem med engagement, intellektuelt format og menneskelig varme, selv om det vel næppe kan være så sjældent forekommende, som listen antyder?

Passer en rolle ikke helt, gør den næste måske. Ritt Bjerregaard har i sit politikerliv rejst fra 'Ankers pin-up' over forførerske, heks og luksusdyr til skolelærerinde, jernlady og isdronning. Mens hun nu foreløbig ligger til kaj som rund overborgmester, er aflagte Ritt-kostumer som luksusdyr og isdronning gået i arv til den nye socialdemokratiske topfigur, Helle Thorning-Schmidt, der til gengæld må se Blondinen med de blå øjne overtaget af bl.a. Gitte Seeberg og Lotte Bundsgaard... Politikere forgår, roller består.

Det er til at blive vred over. Men pas på, for vrede kvinder bryder 'vi' os da slet ikke om, vurderer mediehajen Henrik Qvortrup.

I det virkelige liv ses dog heldigvis rolleknusere, der med udholdenhed og format har sprængt pressens readymades og har erobret en slags permanent ret til personligt neutral (men ikke politisk ukritisk!) presseomtale. Hverken Ritt Bjerregaard, Marianne Jelved, Pia Kjærsgaard, Birthe Rønn Hornbech eller Connie Hedegaard har åbenbart kunnet rummes i de 14 stereotyper, selv om det selvfølgelig har været forsøgt (Isdronningen, Heksen). Tværtimod har Jelved skabt sit helt eget brand, Håndtasken.

De fire rolleknusende folketingsmedlemmer udgør dog kun et lille udsnit af Folketingets 66 kvindelige medlemmer. De er endda alle over 40, flertallet godt over 50. Næsten som om, kvindelig ungdom og fertilitet i sig selv sender småskræmmende eller useriøse signaler, som rollerne skal holde under kontrol. Det er jo kun på tv, at kvindelig politisk ambition har fået et ungt, intelligent ansigt.

Men måske følger virkeligheden efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu